BILTEST: Vil du have en velvoksen SUV med masser af plads og attitude uden at betale en formue, er Skoda Kodiaq et pletskud. Den tjekkiske bamse rammer bilmoden perfekt.
Hvilken bil?
Timingen er perfekt: Mens hele verden kaster sin kærlighed på højbenede SUV-biler, er Skoda blandt de første med en af de store af slagsen, den 4,7 meter lange bamse med navnet Kodiaq. Med mindre penge ikke er noget problem, findes der næsten ingen konkurrenter i klassen for syv-personers SUV’er til ca. en halv million kroner. Alene af den grund og fordi Kodiaq også er det moderigtige alternativ til en klassisk firmabil, har Skoda formentlig skudt bjørnen med mærkets hidtil største SUV. Foreløbig kan du kun købe de topudstyrede modeller, derfor tester vi her Kodiaq med 190 hestes dieselmotor, automatgear, firehjulstræk og Style-udstyr til 549.000 kr. inkl. lev.
Vidste du at?
Med Kodiaq kommer Skoda først i VW-koncernen med en stor, syv-personers SUV. Kodiaq står nemlig på en forlænget udgave af den platform, der også benyttes i VW Tiguan og Seat Ateca. Søsterbilerne er på vej i forlængede udgaver med plads til tre sæderækker, mens Skoda omvendt snart lancerer en kortere version med plads til fem kaldet Karoq. Kodiaq er blot en af adskillige SUV- og crossover modeller, som er på vej fra Skoda og resten af VW-familien. SUV-satsningen skal løfte allerede succesrige Skodas salg yderligere i et marked, hvor kunderne i stigende grad forlader klassiske firmabiler og rummelige MPV-typer til fordel for biler i moderne offroad-look.
Hvordan er førerpladsen?
Du sidder højt og godt i Kodiaqs fastpolstrede sæder. Netop jeg-er-kaptajnen-på-broen-fornemmelsen er en af de store attraktioner ved en bil som Kodiaq. Udsynet er formidabelt og giver også en rar fornemmelse af at være usårlig i trafikken.
Ellers er førerpladsen typisk Skoda med tydelige instrumenter, logisk betjening og en fin ergonomi, der gør Kodiaq til en behagelig rejsevogn for hele familien. Højden gør også ind- og udstigning lettere, hvilket også skaber mange SUV-fans. Den køreglade bilist må dog finde sig i et mere fladtliggende rat – en typisk SUV-detalje, der giver kørestillingen et lille præg af at køre bus.
Hvordan opleves kabinen?
Typisk for Skoda er der ingen tvivl om, at tjekkerne er skrappe til at skrue stumperne fra VW solidt sammen – der er langt mellem mislydene i Skoda, og det gælder også Kodiaq. Men der skal jo være forskel på mærkerne i familien, så Skoda bruger noget usædvanligt billigt virkende og hård plastic lige dér, hvor du bemærker det mest; på de indvendige dørhåndtag. Det ligner intern chikane, og det er ærgerligt, for resten af kabinen oser af kram og omhyggeligt håndværk. Mens anden sæderække byder på overdådig plads, er tredje sæderække mest for halvstore børn. Og de må gerne være atletiske, for det er svært at kravle derom.
Er sikkerheden i orden?
Ja, og med knapt to tons i ryggen, har Skoda Kodiaq naturligvis fordel af næsten altid at være den største i kollision med andre trafikanter. At det så kan være hård kost for de mange små biler i Danmark er en anden sag… Grundlæggende er Kodiaq solid og sikker og scorer da også topkarakter i Euro NCAP crashtesten. Lidt overraskende belastes førerens brystkasse ganske meget i frontalkollisioner, lige som beskyttelsen mod piskesmæld for bagsædepassagerer kunne være bedre. Den aktive sikkerhed er i orden med automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse og adaptiv fartpilot som standard, men du skal betale ekstra for vejbaneassistent og skiltegenkendelse. Læs mere på www.euroncap.com
Hvordan kører den?
Knapt to tons firehjulstrækker med et højt tyngdepunkt bliver aldrig nogen dynamisk køreoplevelse. Skoda Kodiaq byder i stedet på fin langturskomfort og forvilder kæmpebamsen sig alligevel ud på en snoet bivej, er den letgående styring faktisk ganske præcis og krængningen til at leve med.
Affjedringen er nemlig fast og veldæmpet og holder godt styr på det høje og tunge karrosseri. Bjørnen slår sig dog på vejens små og skarpe ujævnheder som undervognen ikke formår at filtrere fra, men ellers er Kodiaq en skøn rejsebil med et lavt støjniveau og oceaner af plads på første og anden sæderække.
Hvordan er motoren?
Når badevægten siger to tons og der skal trækkes på alle fire hjul, er der behov for muskler. Den to-liters dieselmotor med 190 hk har da også store overarme og kan sagtens sætte skub i Kodiaq. Fornemmelsen af kraftoverskud lider dog under nogle meget lange speederbevægelser. Her i topmodellen kan du skifte køreprogram til Sport, og så reagerer motoren mere naturligt på din speederfod, men lader samtidig motoren køre ved højere omdrejninger til skade for brændstofforbruget. Vi kender også motoren fra en luksusbil som Audi A6 og kan konstatere, at Skoda sparer på støjdæmpningen: Lyder bliver dog aldrig grov og oppe i fart på motorvejen reduceres den til en lavmælt knurren – næsten som bjørnen som Kodiaq er opkaldt efter.
Passer prisen?
Mere end en halv million kroner er mange penge for en Skoda, men du får også meget bil for pengene: En stor, rummelig og vellykket SUV med en meget kraftig motor, et velfungerende automatgear, ægte firehjulstræk og næsten alt i udstyr. Det er ikke helt fair at sammenligne med luksus-SUV’ere som Volvo XC90 og Audi Q7, men Kodiaq tilbyder noget, der i hvert fald dufter af de samme egenskaber til den halve pris.
For den prisbevidste bilkøber, der drømmer om en super-SUV med det hele, ligner Kodiaq nærmest ugens tilbud. Og tilbuddet bliver kun bedre, når fabrikken er klar til at levere billigere udgaver med mindre udstyr.
Er der alternativer?
Der er kun få konkurrenter, hvis der skal være plads til syv og du ikke skal op i de helt dyre luksus-SUV’er som førnævnte Volvo XC90 og Audi Q7. Søsterbilen VW Tiguan med samme teknik og udstyr kommer snart i samme lange udgave som Kodiaq med plads til syv. Her og nu er prisen 566.000 kr. for den korte version til fem, så regn med op til 600.000 kr., hvis der skal stå VW på din Kodiaq. Nissan X-Trail med 177 hk, aut. gear, 4WD og masser af udstyr men mindre plads koster 554.000 kr. med syv sæder. Endelig kommer Peugeot senere i år med 5008, en forlænget 3008 med plads til syv. En 3008 med 180 dieselheste, automatgear og tilsvarende udstyr men uden mulighed for firehjulstræk koster 503.000 kr.
Konklusion:
For: Plads, stil og komfort.
Imod: Ukomfortabel på skarpe ujævnheder.
Hvilkenbil siger:
Er du på udkig efter en stor SUV med plads til syv, er Kodiaq nærmest umulig at komme uden om. Ikke kun fordi den næsten ingen konkurrenter har, men fordi Kodiaq kombinerer typiske Skoda-kvaliteter som plads, praktisk sans og stærke priser med et moderigtigt design og vellykkede køreegenskaber. Tjekkerne har skudt bjørnen og kommer til at sælge en masse skind…
Læs også tests af konkurrenterne:
Højt til bens i firmaklassen i Tiguan
3008 sætter ny kurs for Peugeot
Højbenet Ateca holder jordforbindelsen
FAKTA: Skoda Kodiaq 2.0 TDI 4×4 DSG Style
Vejl. pris, inkl. lev.: 549.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 5.340 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 17,5 km/l
Forbrug i test: 15,1 km/l
Længde/bredde/højde: 470/188/168 cm
Bagagerum (min/max): 270/2.005 liter
Vægt: 1.925 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter, turbodiesel
Effekt: 190 hk/400 Nm
0-100 km/t: 9,1 sek
Topfart: 205 km/t
Særligt standard udstyr (Style):
7-trins automatgear, tre sæderækker med plads til syv personer i alt, 19″ alufælge, fuld LED-lys for og bag, nøglefri betjening, Smartlink+ til mobiltelefon, multifunktionsrat i læder, adaptiv fartpilot, automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse, armlæn,3-zonet klimaautomatik, sædevarme foran, regn- og lyssensor, DAB-radio med Bluetooth og USB, fire elruder, elspejle, kørecomputer, splitbagsæde på 2. og 3. række, start-stop automatik, træthedsregistrering, p-sensorer for og bag, paraplyer i begge fordøre. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Ekstraudstyr:
Metallak: 7.800 kr.
Blindvinkel-assistent: 10.000 kr.
Eldrevet bagklap: 7.000 kr.
Panorama-soltag: 23.000 kr.
Skiltegenkendelse (kræver navi.): 1.100 kr.
Navigation: 5.000 eller 22.300 kr. alt efter variant.
Svingbart anhængertræk: 17.000 kr.