TEST: Subaru Levorg er helt sin egen

BILTEST: Subaru rimer på boxermotor og firehjulstræk. Men også på solid teknik, fejlfri synsrapporter og ikke mindst “jeg er noget for mig selv”. Det gælder også A4-rivalen Levorg.

Hvilken bil?
Levorg er en sporty stationcar fra de japanske Subaru-nørder. Fysisk på størrelse med Audi A4, BMW 3-serie og Mercedes C-Klasse og prismæssigt i samme liga. Men som katten er den helt sin egen. Levorg fås kun med 1,6 liters turbobenzinmotor med 170 hestekræfter og et i princippet trinløst automatgear, der dog har seks “hemmelige” trin, som den skifter umærkeligt imellem. Man kan selv skifte ved at bladre mellem de seks trin på kontakter bag på rattet. Subaru laver også en fænomenal boxerdiesel, og den og Levorg vil i den grad klæde hinanden.

Vidste du at?

Sig Subaru, og hvad tænker du? Mange tænker Impreza WRX, gigantisk hækspoiler og rally-VM. Men Subaru er meget mere end det. Et velanset mærke, som de fleste med en smule bilforstand nikker anerkendende til.”

Trods anseelig popularitet på hjemmebane, i USA og i vores skandinaviske broderlande er Subaru at betragte som et nichemærke i Danmark. Men tag ikke fejl – det giver, blandt kendere og nørder, en helt anden reaktion, når man fortæller, at ens bil er en Subaru, i modsætning til hvis man fortæller, at man har en Audi, en BMW eller en Mercedes. Det skyldes blandt andet Subarus særlige DNA som boxermotor og firehjulstræk.

Hvordan er førerpladsen?
Levorg er sporty, og derfor sidder man lavt i det lidt flade førersæde. De fleste funktioner kan styres fra et par håndfulde knapper på rattet, og på den trykfølsomme skærm kan man finindstille. En Subaru er ikke Audi-lækker, men knapper, kontakter og stilke kan tåle at blive brugt, og mærkets ry som et af de mest fejlfri i de tyske synshaller fornemmer man klart på interiørets finish og kvalitet.

Hvordan opleves kabinen?
På niveau med de tre førnævnte konkurrenter. Bagsædepassagerne kan sagtens få fødderne ind under forsæderne, men ligesom forsæderne er bagsædet temmelig fladt, og generelt findes der sæder, som støtter bedre og er mere behagelige at sidde i over længere tid. Bagagerummet er stort og regulært, og napper 522 liter med bagsæderne i brug.

Er sikkerheden i orden?
Levorg er ikke crashtestet af Euro NCAP, men såvel aktiv som passiv sikkerhed vægtes højt af Subaru. Outback blev i 2014 testet til fem ud af fem stjerner, og Subarus aktive sikkerhedssystem, EyeSight, der omfatter aktiv fartpilot, automatisk nødbremse, slingre-advarsel, vognbane- og undvigeassistent samt et system, der holder øje med, om føreren er vågen, bliver snart en mulighed til Levorg. EyeSight har høstet stor anerkendelse hos amerikanske NHTSA (National Highway Traffic Safety Administration). Hvad merprisen for systemet bliver, vides endnu ikke.

Hvordan kører den?

Praktisk familiebil er her kombineret med en solid portion sport, og firehjulstrækket fordeler kræfterne formidabelt. Her er altid mest trækkraft på det hjul med bedst vejgreb.

CVT-gearet fungerer nærmest som et konventionelt automatgear, om end den veloplagte boxermotor bestemt kan høres under kraftig acceleration. Men oppe i fart falder det hele til ro, og Levorg er en fornøjelse at køre langt i.

Hvordan er motoren?
Subarus boxermotorer har en helt speciel lyd, som blot understreger det sportslige DNA. Momentet er 250 Nm ved 1.800 o/min, og det sikrer en fornuftig trækkraft over det meste af feltet. Firehjulstrækket og automatgearet gør Levorg en smule mere tørstig end gennemsnittet, og over godt 1.300 kilometers kørsel sneg den sig kun op på 11,4 km/l. Den er opgivet til at køre 14,5 km/l i gennemsnit.

Passer prisen?
Fra billigste model (knap 430.000 kr.) er udstyrsniveauet højt. Stort set alt, hvad udstyrslisten rummer, er at finde fra den billigste. I den mellemste får man navigationsanlæg med for 10.000 kr., og testbilen – GT-S – koster yderligere 40.000 kr. inklusive soltag, sportssæder med elektrisk indstilling af førersædet samt 18 tommer alufælge. Sammenlignet med konkurrenterne er prisen bestemt i orden.

Er der alternativer?
De tyske stationcars – Audi A4, BMW 3-serie og Mercedes C-Klasse plus svenske Volvo V60 – er de nærmeste konkurrenter. Subaru forsøger sig med leasingpriser, der nogenlunde matcher, og det kan hjælpe til at bringe flere Levorg på markedet. En Subaru vil dog altid være entusiastens valg, men for dem, der er vant til at køre de tyske stangvarer og gerne vil skille sig ud, så er Levorg en oplagt mulighed. Ligesom Jaguar XE er det, hvis det ikke er en stationcar, man er ude efter.

Konklusion:
For:
Motor, køreegenskaber, kvalitet, særpræg
Imod: Højt benzinforbrug, særpræg
Hvilken bil siger:
Stjerner5
Levorg er til den kvalitetsbevidste feinschmecker og entusiast, der har læst på lektien og ved, hvad der er godt. CVT-gearet vænner man sig hurtigt til, og nægter man at fremstå som flertallet af firmabilisterne i deres Audier, BMWer og Mercedeser, er Levorg det oplagte valg.

Læs også test af konkurrenterne:

Mindst er meget i Audi A4 Avant

BMW 320d Touring forener præcision og praktik

Mesterlig Mercedes C

Ny motor giver Volvo V60 nyt liv

FAKTA: Subaru Levorg GT-S

Vejl. pris, inkl. lev.: 484.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 4.120 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 14,1 km/l (164 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 11,4 km/l
Længde/bredde/højde: 469/178/149 cm
Bagagerum (min/max): 522/1.446 liter
Køreklar vægt: 1.626 kg
Motor: 4 cyl. boxer, 1,6 liter, turbobenzin, aut. gear (Lineartronic), 4WD
Effekt: 170 hk/250 Nm
0-100 km/t: 8,9 sek.
Topfart: 210 km/t

Særligt standard udstyr:
2-zonet klimaanlæg, blindvinkel-advarsel, vognbane-advarsel, fjernlysassistent, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, klapbare el-spejle m. varme, varme i forsæder, elektrisk justerbart førersæde, splitbagsæde, læderrat m. betj. af lydanlæg, USB og Bluetooth, navigationssystem, 7 tommer berøringsfølsom skærm, bakkamera, kørecomputer, lys & regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, xenon-plus forlygter, automatisk nødbremse.
Metallak: 6.000 kr. (*anslået af hvilkenbil.dk)

Privatleasing billigste (45.000 km over tre år):
Førstegangsydelse: 35.000 kr.
Månedlig ydelse: 4.995 kr.

Privatleasing testbil:
Førstegangsydelse: 35.000 kr.
Månedlig ydelse: 5.995 kr.

2 Kommentarer

  1. ….fremragende boxerdiesel – stort set alle brugte Subaru med boxerdiesel til salg har fået skiftet motoren. Så helt så fremragende er den vist ikke. Det er vist også noget med Subaru har stoppet videreudviklingen af dieselmotoren.

  2. Hej Jesper
    Kender flere med subaru diesel der bare kører!!
    Man skal passe på “ vandre” historier.
    Kører selv på 16år en 2,5i m snart 300000 på klokken!!
    Udover sliddele har jeg ofret en viskermotor og en fordamper til klimaanlægget !!
    Må siges at være den bedste bil jeg nogensinde har haft!
    Prøv bare en tysker , som jo ligner google, på mange punkter!
    Bare en krog på bilen får en merpris ( i forhold til subaru) på ca 6-7000kr pga BMW s krav om computer godkendelse!
    Vor herre bevares!!
    Mvh

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here