Test: Tjekkisk SUV-bamse er blevet en dyr fornøjelse

test skoda kodiaq

BILTEST: Anden generation af den store SUV Skoda Kodiaq er glimrende, men ramt af at tilsvarende elbiler er langt billigere i Danmark.

Hvilken bil?

Skoda Kodiaq er en velvoksen SUV med benzin, diesel eller hybridmotor, der også kan fås med en tredje sæderække og dermed plads til syv personer.
Tidligere i år blev den lanceret i en ny, anden-generations udgave. Her tester vi den mindste version med 1,5 liters turbobenzinmotor, syv trins automatgear og mild hybrid-teknik, der skal forbedre brændstoføkonomien. Dog ikke nok til at udløse en reduktion i registreringsafgiften, som de såkaldte ladehybrider får. Og det er en udfordring for testbilen, der koster 495.000 kr. med Selection udstyr. Den tilsvarende ladehybrid-udgave af Kodiaq koster nemlig 470.000 kr. og har tilmed flere kræfter – 204 hk. Til gengæld kan den ikke udstyres med en tredje sæderække, hvilket kan være afgørende for nogle Kodiaq-kunder. Vil man have syv siddepladser i Kodiaq, koster den tredje sæderække 18.500 kr. ekstra.

Vidste du at?

Kodiaq blev oprindeligt lanceret i 2017. Skoda er en del af VW-koncernen, og Kodiaq havde æren af at være den første store SUV med plads til syv personer i VW-familien. Det gjorde den tjekkiske SUV-bamse (Kodiaq er en stor bjørn, der lever i Alaska) til et pænt hit i Danmark og resten af Europa. Senere fik den selskab af søsterbilerne Seat Tarraco og VW Tiguan Allspace.
Platformen findes også i en kortere udgave. Så hedder bilerne Skoda Karoq, Seat Ateca og VW Tiguan.

Hvordan er førerpladsen?

Som i VW-koncernens elbiler er næsten al betjening flyttet over på en 13-tommers central infotainmentskærm. Sammen med digital instrumentering giver det Kodiaq-kabinen et futuristisk præg. Betjeningen er dog på mange måder blevet mere besværlig. Du skal trykke og swipe dig gennem menuer på skærmen, hvilket kræver, at du tager blikket væk fra vejen. Heldigvis har Skoda nogle konventionelle tryk- og drejeknapper i rattet, der er lettere at arbejde med. Ventilation styres også med tre solide drejeknapper, der dog har flere dobbeltfunktioner. Først sent fandt vi ud af, at drejeknappen til blæserhastigheden også virker som volumekontrol af radioen, hvis du først trykker på den… På samme måde styrer du sædevarmen ved at trykke på drejeknapperne for lufttemperatur. Det kræver altså tilvænning eller god sælgerinstruktion for alvor at blive dus med Kodiaq.

Hvordan opleves kabinen?

Kodiaq byder på plads ad libitum. Foran sidder du højt og godt med overblik over vejen, og her er plads til både en fjer i hatten og store armbevægelser. Rumfornemmelsen er overdådig.

Det samme gælder bagsædet, der er bredt og dybt nok til tre voksne. Længst bagude sætter Kodiaq trumf på med et gigantisk bagagerum på næsten 1.000 liter. Du kommer aldrig til at mangle plads i Kodiaq.
Til gengæld savner vi en lidt federe finish. Der har sneget sig en del hård plastic ind i kabinen, og den knirker også på skarpe ujævnheder. Sparer Skoda her for at få råd til udviklingen af elbiler? Den elektriske Enyaq fremstår i hvert fald en tand mere lækker og gedigen.

Er sikkerheden i orden?

Skoda Kodiaq er crashtestet af Euro NCAP efter den skrappe 2024-norm – og det slipper den godt fra. Med syv airbags – inklusive den nye type airbags mellem forsædepassagererne, der forhindrer skader ved påkørsler fra siden – er den passive sikkerhed på et højt niveau. Det gælder også ved frontalsammenstød og påkørsler bagfra, hvor beskyttelsen mod de frygtede piskesmældsskader er i top.
Også de aktive sikkerhedssystemer i form af automatisk nødbremse, aktiv vognbaneassistent og den adaptive fartpilot fungerer godt. Selv bløde trafikanter bliver taget relativt blidt imod, hvis de kommer i vejen for den høje Kodiaq. Læs hele testen på euroncap.com

Se også video her:

Hvordan kører den?

Kodiaq er en stor bil, men administrerer både sin vægt og størrelse godt. Atletisk er måske en overdrivelse, men ’bamsen’ følger villigt med ind i sving og har et godt greb i vejen. På motorvejen holder den kursen som en Novo-aktie og holder også støj fra vind og dæk på et lavt niveau. Affjedringen er et vellykket kompromis mellem komfort og dynamik og lader kun skarpkantede ujævnheder trænge igennem til kabinen. Typisk Skoda er der rigeligt med servohjælp. Det gør styringen let, men vi kunne godt ønske os lidt mere feedback fra underlaget. Men præcisionen er fin, og derfor er det let at placere den store Kodiaq i kurverne.
Vores største anke går på bremserne. Motoren har friløb. Det sparer brændstof, men betyder også, at Kodiaq fortsat har fremdrift, når du bremser. Sammen med automatiske nedgearinger bliver det umuligt at lave glidende nedbremsninger. Det rykker i bilen, så passagererne tror, at du kommer lige fra køreskolen. Men det er altså mekanikkens skyld.

Hvordan er motoren?

I denne udgave af Kodiaq ligger den velkendte 1,5 liters turbobenziner, som bruges i et væld af modeller fra VW-koncernen. Som altid er den støjsvag og kultiveret, men Kodiaq er så stor og tung, at motoren kommer på overarbejde, når du vil hurtigt fremad. Og på den frække side af 3.000 omdrejninger kan TSi-motoren ikke holde kammertonen, men bliver rå i mælet.
Mild hybrid-teknik giver et velkomment skub ved acceleration fra stilstand og får samtidig start-stop-automatikken til at virke mere flydende. Sammen med førnævnte friløb er det med til at give den lille motor i den store bil en overraskende fin brændstoføkonomi. Skoda lover 16,4 km/l. Vi nåede 16,0 km/l i testugen med en del landevejskørsel. Det er stærkt.
Som vi skrev i forbindelse med testen af samme motor i Octavia, har motoren bare en grundlæggende udfordring, som den ikke rigtigt kan gøre for:

Sammenligner vi Kodiaq med fremfærden i den elektriske Enyaq, virker fossilløsningen grov og gammeldags. Det er den brutale virkelighed anno 2024.

Passer prisen?

Nej, og det skyldes de aktuelle registreringsafgifter i Danmark. Ladehybrider og i særdeleshed elbiler er pålagt væsentligt mindre afgift end fossilbiler. Reelt gør det nærmest mild hybrid-udgaven af Kodiaq irrelevant. Lidt bedre går det med ladehybrid-versionen, der både er billigere, kraftigere og har mere udstyr.
I praksis står Kodiaqs største konkurrent lige ved siden af hos Skoda-forhandleren i form af elbilen Enyaq. Efter vores vurdering er det også en bedre bil – og så er den 115.000 kr. billigere.
Danske bilkøbere har allerede taget konsekvensen. De seneste fem måneder har elbiler udgjort mere end halvdelen af bilsalget. Enyaq sælger også mange gange bedre end Kodiaq. Skoda-forhandlere fortæller, at de ikke har solgt en eneste Kodiaq – de har ikke engang haft en eneste prøvekørsel af interesserede kunder. Det er sagen i en nøddeskal: Kodiaq er isoleret betragtet en glimrende bil, men i Danmark har den ikke en chance mod elbiler.

Er der alternativer?

Klassen for fossildrevne syvpersoners SUV’er er ganske lille, men konkurrencen er fortsat hård.
Kia Sorento er en attraktiv ladehybrid med 265 hk, firehjulstræk og syv sæder, der koster fra 538.000 kr. De ekstra penge er godt givet ud, for Sorento har mere power og udstyr end Kodiaq.
Det samme gælder Mazda CX-60. Som ladehybrid fås den fra 531.000 kr. med hele 327 hk. Vil du have syv sæder, hedder bilen CX-80 og koster fra 562.000 kr. Begge Mazdaer giver lidt mere premium-oplevelse end Kodiaq.
Franske Renault Espace er også en mild hybrid, men har 200 hk og plads til syv som standard. Til 540.000 kr. er den dog også dyrere end Kodiaq.

Konklusion:

For: Plads, allround-egenskaber, relativt lavt forbrug.
Imod: Pris, skærmbetjening, bremsefunktion.
Hvilkenbil siger:

Isoleret set er Kodiaq en glimrende fossil-SUV: Rummelig, velkørende og overraskende sparsommelig med benzinen. I det brede perspektiv er den bare overhalet af udviklingen. I hvert fald i Danmark, hvor elbiler har fordel af lavere afgifter. På det danske marked er den elektriske Skoda Enyaq det bedre valg. Hvilket salgsstatistikken også viser: Her befinder elbilen Enyaq sig i toppen, mens fossilbamsen Kodiaq snarere er på vej i hi.

FAKTA: Skoda Kodiaq 1,5 eTSI Mild Hybrid Selection

Vejl. pris, inkl. lev.: 495.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.460 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 af 5 stjerner (2024)
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 16,4 km/l
Forbrug i test: 16,0 km/l
Længde/bredde/højde: 476/186/168 cm
Bagagerum (min/max): 910/? liter
Vægt: 1.700 kg
Anhænger: 1.800 kg m. bremser
Motor: 4 cyl., 1,5 liter, mild hybrid turbobenzin med 7-trins aut. gear med dobbeltkobling
Effekt: 150 hk/250 Nm
0-100 km/t: 9,7 sek.
Topfart: 207 km/t

Særligt standardudstyr Selection:

3-zone klimaanlæg, nøglefri betjening, el-ruder for og bag, el-spejle, multijusterbar førerplads, digital instrumentering, 13” infotainmentskærm m. navigation, DAB+ radio, Bluetooth med trådløs opladning af mobil, trådløs Apple Carplay, automatisk nødbremse, multikollisionsbremse, adaptiv fartpilot, 19” alufælge, læderrat med betjening af radio, kørecomputer, varme i rat og forsæder, splitbagsæde, LED-lygter for og bag, ambiente-belysning, fjernlysassistent, p-sensor for og bag, bakkamera, eldrevet bagklap. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

Ekstraudstyr:

Metallak: 13.000 kr., tredje sæderække: 18.500 kr., svingbart anhængertræk: 17.000 kr., Lys og syn pakke m. dynamiske Matrix-LED forlygter: 23.000 kr., panorama-soltag: 20.000 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here