Test: Toyota C-HR+ – håbløst navn, herlig elbil

BILTEST: Bortset fra navnet er C-HR+ på mange måder beviset på, at Toyota efterhånden er blevet gode til elbiler.

Hvilken bil? 

Toyota C-HR+ er den japanske bilgigants udspil i den lidt skæve klasse for crossovers, der befinder sig mellem en VW ID.3 og ID.4. Konkurrenterne hedder blandt andet Skoda Elroq, Mini Countryman og Peugeot E-3008, og her byder Toyota ind med et overraskende markant design.

Teknisk deler C-HR+ platform med Toyotas første dedikerede elbil, den større bZ4X. Det betyder forhjulstræk, et batteri på 77 kWh brutto og en maximal ladeeffekt på 150 kW. C-HR+ er bare kortere og lavere end bZ4X og derfor mere en krydsning mellem hatchback og SUV, altså selve definitionen på en crossover.

Her tester vi den veludstyrede basisudgave Active til 300.000 kroner med 607 kilometers rækkevidde. Springet op i den væsentligt kraftigere AWD-udgave med to motorer, firehjulstræk og 252 kW (343 hk) mod testbilens 165 kW (224 hk) er beskedne 20.000 kroner. De ekstra kræfter kapper dog 59 kilometer af rækkevidden, og for mange vil den testede basisversion være fuldt tilstrækkelig.

Vidste du at?

Det er selvfølgelig smag og behag, men betegnelsen C-HR+ kandiderer i vores bog til at være et af bilverdenens dårligste bilnavne. Og så hjælper det ikke, at det faktisk står for noget: Coupé High Rider plus, hvor det lille + ifølge Toyota angiver, at der er tale om en elbil, der er større end forgængeren. Hold nu op, hvor er det fortænkt. Lad nu ingeniørerne udvikle biler og kommunikationsafdelingen tage sig af ordene…

Så er vi anderledes begejstrede for designet, der bygger videre på den første generation af C-HR, som danske Stephan Rasmussen var ansvarlig for. C-HR+ er ikke just en klassisk skønhed – der var faktisk flere, der i testugen lod os forstå, at bilen er grim – men vi kan lide Toyotas modige og radikale streger. C-HR+ tør virkelig stikke ud i en tid, hvor markedet oversvømmes af uformelige SUV’er i kønsløst håndsæbedesign. Her kommer C-HR+ med noget tiltrængt karakter og – bogstaveligt talt – kant. Arigatou Toyota.

Hvordan er førerpladsen?

Umiddelbart ligner førerpladsen i Toyota C-HR+ lidt en rodebutik: Et ret stort digitalspeedometer svæver over det lille rat med ganske mange fysiske knapper og paddles til rekuperation bag ratkransen. Den centrale infotainmentskærm er umiddelbart stor, men kun lidt over halvdelen går til skærmen, resten er bare parkeringsplads for drejeknapper til varmen og genvejs-touchfelter til blandt andet ventilation. Til venstre for skærmen, skjult bag rattet, sidder tænd-sluk knappen, som andre elbiler har sløjfet. Endelig skal du dreje på en stor knap mellem forsæderne for at køre frem, bakke eller sætte i P.

Men når du vænner dig til placeringerne, finder du ud af, at de mange fysiske knapper er med til at lette betjeningen. Skærm-menuerne kunne dog godt være mere logiske og det er tidkrævende at slå irriterende assistenter for opmærksomhed, vognbane og fartoverskridelse fra. Til gengæld sidder du godt bag rattet, og vi nød at sidde en tand lavere i C-HR+ end i de gængse SUV’er. Det giver bedre føling med både bil og vej.

Hvordan opleves kabinen?

Som førerpladsens lay-out er materialevalget i C-HR+ også lidt en rodebutik. Her er mange forskellige overflader og former, men når du mærker efter, er kvalitet og finish faktisk høj. Mange knapper og funktioner har den der kombination af lethed og præcision som vi kender fra de bedste japanske biler som Lexus.

Pladsen på bagsædet er godkendt til to voksne og der er fornuftig støtte under låret. Længere bagude er bagagerummet på 416 liter ikke just enormt, selvom der er kælderrum under de to løse gulvplader. Desværre er der heller ikke blevet plads til et frunk, så ladekablet kommer til at optage det meste af pladsen i ‘kælderen’.

Til daglig går det fint, men bilferien for familien på fire kan blive en udfordring.

Er sikkerheden i orden?

Ja, Euro NCAP crashtestede Toyota C-HR+ i 2025, og bilen slap ud af ‘torturkammeret’ uden nævneværdige mén.

I alle testdiscipliner præsterer C-HR+ solidt og sikkert og passer også fornuftigt på bløde trafikanter, hvis de kommer i vejen for den ellers kantede bil. Når Euro NCAP kun noterer ‘tilstrækkelig’ beskyttelse i for eksempel sidekollisioner eller let øget pres på brystkassen, er der i værste fald tale om små skønhedsfejl på en grundlæggende sikker og velkonstrueret bil.

Også de aktive sikkerhedsassistenter som vognbaneassistenten og den automatiske nødbremse fungerer godt. Det var også vores oplevelse i testugen. Elektronikken griber mere blidt og organisk ind i kørslen end især mere emsige kinesiske biler. Men vi kunne godt ønske os, at det ikke var så besværligt at slukke for irriterende alarmer – det kræver for mange klik på skærmen.

Hvordan kører den?

Toyota får en del ud af det lavere tyngdepunkt i C-HR+. Den virker bare mere indstillet på hurtige retningsskift og snævre kurver på sognevejene end den typiske SUV. Dynamisk og sportslig vil vi ikke kalde C-HR+ – forhjulstrækket sætter en grænse for løjerne. Men C-HR+ er nem at køre og virker ikke så tung som mange andre elbiler i denne klasse. Det er en kompliment.

Affjedringen overbeviser også. Vi testede den dobbelt så dyre BMW iX3 ugen inden, og skulle ikke køre mange meter i C-HR+ før vi kunne konstatere, at den bedre opsuger og udglatter ujævnheder.

På motorvejen holder C-HR+ kursen stabilt, men afslører også her et at de største minusser ved bilen: Dækstøjen er gennemtrængende på alt andet end nystrøget asfalt. Det ærgrer især på de længere køreture.

Hvordan er motor og opladning?

165 kW (224 hk) kan ikke imponere mange i dagens udbud af elbiler. Men for den typiske Toyota-kunde, der kommer fra en ældre Corolla eller benzin C-HR er her rigeligt med kraftoverskud til danske forhold, og elmotoren leverer sine kræfter lineært og ustresset.

Forbruget er til gengæld imponerende beskedent. I testugen, hvor betingelserne ganske vist var optimale med 20-22 grader og mest landevejskørsel, fik vi uden at anstrenge os 7,4 kilometer ud af hver kWh. Det matcher WLTP-normen og gør C-HR+ til en af de mest effektive elbiler, vi nogensinde har testet. Med et batteri på 72 kWh netto giver det også en reel sommer-rækkevidde op mod 500 kilometer. Det er bare flot og et kæmpe plus for C-HR+.

Samtidig trækker det op, at Toyota har forbedret lynladningen markant. Du kan forvarme batteriet og lade med op til 150 kW. Dermed er 10 til 80 procent klaret på 28 minutter. Ikke prangende, men det er godkendt til langturen.

Passer prisen?

Ja, 300.000 kroner er ikke direkte billigt. Til gengæld behøver du ikke tilkøbe mere udstyr, for Toyota fedter ikke med noget i C-HR+. Selv basisudgaven Active vil vi kalde komplet udstyret med fine detaljer som varme i rattet, adaptiv fartpilot, tonede ruder, adaptive LED-forlygter, eldrevet bagklap, eljusterbar lændestøtte, blindvinkelassistent og nøglefri betjening.

I en direkte sammenligning på udstyr, ender Toyota C-HR+ faktisk med at være billigere end de fleste konkurrenter.

Hertil kommer en stærk garanti. Hvis du servicerer bilen hos Toyota, yder fabrikken 10 år på både bil og batteri. Sammen med en fair købspris vil det efter vores vurdering give C-HR+ et lavt værditab.

Er der alternativer?

Klassen for let kompakte crossovers er væsentligt mindre end for mellemstore SUV’er, men der findes attraktive alternativer.

Mest oplagt er Skoda Elroq 85 Selection med 210 kW og 572 kilometers rækkevidde til 325.000 kroner. Her får du lidt bedre plads, en fremragende elmotor med baghjulstræk og en knivspids mere præcise køreegenskaber. Men prisen er højere, og Skoda har også mindre udstyr og kortere garanti. 

Cupra Tavascan Endurance med 210 kW og 550 km rækkevidde til 335.000 kroner er den spanske udgave af VW ID.4 med frækkere design og skarpere køreegenskaber. Lidt større, men også dyrere og dårligere standardudstyret end C-HR+. Cupras trumfkort er køreegenskaberne.

Mini Countryman e Favoured Trim med 150 kW (204 hk) og 500 kilometers rækkevidde til 313.000 kroner er det sjove alternativ, der matcher C-HR+ på design og udstråling. Absolut værd at overveje, hvis man kan leve med Miniens noget langsommelige lynladning og kortere rækkevidde.

Peugeot E-3008 GT med 154 kW (210 hk) og 519 kilometers rækkevidde til 305.000 kroner matcher også C-HR+ på størrelse og et knivskarpt design. Peugeot-kabinen er lækker. Men E-3008 lider under høj vægt, en lidt svag elmotor og både software og lynladning er til den langsomme side.

Sidst men ikke mindst er Toyotas søsterbil Subaru Uncharted Limited en sjovt alternativ, hvis man vil have et mærke, som der står respekt om, men som meget få kender og køber i Danmark. Teknisk er de to biler identiske, men Subaru tager 329.900 kroner for Uncharted, der til gengæld har lidt mere udstyr.

Konklusion:

For: Komfort, lavt forbrug, design, pris, garanti.<br>Imod: Dækstøj, lille bagagerum, moderat lynladning. <br>Hvilkenbil siger:

Glem det mærkelige navn og Toyotas meget omtalte begyndervanskeligheder med elbiler: C-HR+ byder ikke på banebrydende teknologi, men beviser, at Toyota efterhånden har fundet ud af, hvordan man skruer en velkørende og relativt letbetjent elbil sammen.
C-HR+ byder på fin komfort og høj effektivitet i en befriende modig indpakning til fair priser med lang garanti. Vi forstår godt, at den finder mange købere herhjemme.  

FAKTA: Toyota C-HR+ Active

Vejl. pris, inkl. lev.: 299.990 kr.&lt;br>Anslået kontantrabat: * 8.000 kr.<br>Årlig ejerafgift: 920 kr.<br>Garanti (rust/mekanik): 12/3-5 år – 100.000 km (serviceaktiveret: 10 år/185.000 km)
Garanti (batteri): 8-10 år/160.000 km (serviceaktiveret: 10 år/1.000.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2025)
Antal airbags: 7 + centerairbag
Længde/bredde/højde: 452/187/160 cm
Bagagerum (min/max): 416/ej opg. liter
Vægt: 1.960 kg
Anhængervægt: 750 kg
Batterikapacitet: 77 kWh brutto
Forbrug (WLTP-norm): 7,46 km pr. kWh
Målt forbrug: 7,4 km pr. kWh ved ca. 22-25 gr., mest landevej.
Rækkevidde: 607 km
Ladeevne: 11 kW AC, op til 150 kW DC
Opladningstid: 28 minutter (10-80 pct. DC), 5 timer og 30 min. (10-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt: 165 kW (224 hk) / 269 Nm
0-100 km/t: 7,3 sek
Topfart: 160 km/t

Særligt standardudstyr Active:

Bl.a. automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, vejbaneassistent, vejskiltegenkendelse, træthedsregistrering, p-sensorer for og bag samt bakkamera, varmepumpe og opvarmning af batteriet, adaptiv fartpilot, adaptive LED forlygter m. aut. fjernlys, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, 2-zonet klimaanlæg, varme i rat og forsæder, delvis kunstlæderindtræk, elektrisk justerbare og sammenklappelige sidespejle med varme, blindvinkelalarm, 14 tommer touchskærm m. navigation og stemmestyring, DAB-radio, trådløs Apple Carplay og Android Auto og dobbelt mobilopladning, nøglefri adgang og start, eldrevet bagklap, mørktonede bagruder, 18 tommer fælge. ( * Anslået af hvilkenbil.dk)

Metallak: 8.000 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here