Test: Toyota Prius er stadig en ener 

toyota prius

BILTEST: Prius satte i 1990’erne gang i Toyotas hybridbølge. Her tester vi femte generation, der i Danmark kun fås som ladehybrid.  

Hvilken bil?  

Sig Prius, og folk med blot en smule kendskab til Toyota siger hybrid. Dagens sennepsgule testbil er dog ikke hybrid i klassisk Toyota-forstand, men derimod en opladningshybrid. Af den ganske enkle årsag at Toyota Prius kun kommer til vores breddegrader som opladningshybrid. 
I forhold til den foregående Prius, der fandtes i begge hybrid-varianter, og som mildest talt var mærkværdigt designet, er den nye sportscoupé efter Hvilkenbils mening noget skarpere og mere dynamisk. I forhold til forgængeren er den fem centimeter lavere, 4,6 cm kortere, akselafstanden er øget med fem cm, og batteriet ligger nu under bagsædet og ikke under bagagerummet. Batteriet er på 13,6 kWh, og opladningseffekten er 3,3 kW.
Det optimerede design med den markante bagende giver aerodynamiske fordele og medvirker til en elektrisk rækkevidde på 86 kilometer med 17 tommer hjul. Med 19 tommer hjul skæres 14 kilometer af rækkevidden.
Billigste Prius hedder Style, koster 445.000 kroner og har tæt på alt, hvad hjertet kan begære af aktivt sikkerhedsudstyr og en solid portion komfortudstyr. Testbilen Elegant er 10.000 kr. dyrere og har ud over lidt visuelt lækkert blandt andet også intelligente LED-forlygter, elektrisk bagklap og varme i rattet. Topmodellen Executive står i 545.000 kr. Toyota kører i øjeblikket en kampagne-rabat på 65.000 kr., “så længe lager haves”, som det hedder.  

Vidste du at?  

Første generation Toyota Prius fra 1997 blev kun rullet ud på det japanske marked, men fra nummer to i 2003 var amerikanerne i den grad med. 

Prius blev i 2006 Everybody’s Darling i USA, da stjerneskuespiller Leonardo DiCaprio forårsagede en storm på Toyota-forhandlerne ved at udråbe sig selv som uforbeholden Prius-fan. 

I 2009 kom Prius den tredje, i 2016 den fjerde, i 2022 den femte, der nåede Europa året efter. Siden 1997 har Toyota solgt over fem millioner Prius. 

Hvordan er førerpladsen? 

Prius har lånt rat og dele af instrumenteringen fra Toyotas første elbil, bZ4X. Det vil sige et lavthængende lille rat med et syv tommer digitalt instrument over ratkransen. Det skal man lige vænne sig til, men det fungerer klart bedre end i forgængeren, hvor blandt andet speedometervisning og brændstofstand var samlet i et fladt display over infotainmentskærmen.  
Man sidder lavt i de godt støttende sæder, og bl.a. derfor kan karakteristikken sportscoupé fint tages i anvendelse – der er lidt gocart over Prius. 
Den lille, ret gnidrede skærm foran føreren indeholder en del indstillingsmuligheder, der gemmer sig bag betegnelser som PKSB, RSA, PCS og PDA. Det kræver umiddelbart sammenknebne og skarpstillede øjne, men det er fint, at man trods alt kan kan indstille bilens sikkerhedsmæssige funktioner med knapper på rattet, så man ikke skal fedte rundt på infotainmentskærmen. 
Jeg sætter stor pris på, at der under den 12,3 tommer store skærm sidder en stribe analoge knapper til f.eks. klimaanlæg, elbagrude og sædevarme.  

Hvordan opleves kabinen?  

Kabinen kan kun indbringe en gennemsnitlig bedømmelse, da den generelt er præget af grå plastik, blanke pyntestriber og pianolak omkring gearvælgeren. 
Coupé-formen med den meget skrå bagrude gør ikke noget godt for høje personer på bagsædet. Placeret bag en 188 cm høj chauffør har en 188 cm høj passager god plads til knæene, men er forsædet justeret i bund, skal der mases for at få en størrelse 45-sko ind under sædet, og hovedet er i nærkontakt med loftet. 
Bagagerummet er med sine 284 liter ikke voldsomt stort, og vil man i en weekendpakket bil have let adgang til ladekablerne, tager de en god del af pladsen. 
Anhængertræk hører sig ikke til på en bil med Prius’ sporty attitude, så den mulighed eksisterer ikke. 

Er sikkerheden i orden? 

Den nye Toyota Prius er ikke testet af Euro NCAP, men i nyere tid er alle modeller fra mærket, bortset fra Aygo X, belønnet med de maksimale fem stjerner, så Prius-pilen må formodes at pege derhenad. 
Den er beriget af otte airbags, herunder den vigtige centerairbag, der forhindrer personerne i forsædet i at knalde hovederne sammen ved sidekollision. Mængden af aktivt sikkerhedsudstyr, der skal forhindre ulykker i at ske, er omfattende, og oplevelsen er, at de fungerer godt. 

Hvordan kører den?  

Gocart-ordet under afsnittet “Hvordan er førerpladsen” passer også på Priusens køreegenskaber. Man sidder lavt, det fede læderrat reagerer prompte på bevægelserne, og den er en køreglad fornøjelse at drible rundt med. 
Komforten lider kun lidt under det sporty indtryk. På motor- og landeveje er den stabiliteten selv, og selvom kloakdæksler og frosthuller i asfalten slår mærkbart igennem, falder bilen omgående til ro. 
Den aerodynamiske form gør formentlig noget godt i forhold til vindstøj, omend man efter min smag hører lidt for meget fra testbilens 19 tommer hjul. 17 tommer er standard, og personligt ville jeg klare mig fint med dem. 

Hvordan er motoren?  

Bilen starter altid på el, og tilkoblingen af benzinmotoren sker blidt og næsten umærkeligt – den teknik har Toyota forfinet gennem mange år.
Den 2-liters benzinmotor yder 148 hk, elmotoren lidt mere, og den samlede systemydelse er 223 hestekræfter. Det trinløse CVT-gear omsætter kræfterne effektivt, og ved økonomisk indstillet speederfod og afdæmpet acceleration holder omdrejningerne sig i et roligt leje.

Som altid med CVT-gear resulterer kraftig acceleration i høje omdrejningstal, men Toyota er gennem årene blevet bedre til at få hele drivlinjen til at spille sammen.

Batteriet er på 13,6 kWh, men kan desværre kun lades med 3,3 kW. Hvis Toyota opladningseffekten var mere normale 11 kW, ville man i løbet af et gennemsnitligt weekendindkøb i supermarkedet kunne lade batteriet stort set op på en times tid og dermed få maksimalt udbytte af ideen bag en ladehybrid. Da jeg pluggede stikket i, og batteriet var tomt, meddelte bilen, at den skulle bruge fire timer og 20 minutter på at lade helt op. 
Fuldt opladet på dage med cirka fem plusgrader fik jeg godt 55 kilometer ud af batteriet, når jeg valgte EV-funktionen – altså ren el. Med 17 tommer hjul ville rækkevidden garanteret være længere. Med hjemmelader er bilens elektriske evner i manges pendler-hverdag fornuftige, men en større ladeeffekt ville øge anvendeligheden betragteligt. 
Fuldt opladet hjemmefra og en køretur på 280 kilometer, heraf de 200 på motorvej med 110-130 km/t, resulterede i et forbrug på godt 17 km/l. I hele testperioden med cirka lige meget landevej som motorvej klarede den 18 km/l. Det er i orden, men ikke imponerende. 

Passer prisen? 

Med en frapris på 445.000 kr. kan man ikke betegne Prius som billig. Men hvis man tager mængden af udstyr i betragtning, giver det vel god mening, og man kan i hvert fald sige, at merprisen på 10.000 kr. for at gå et udstyrsniveau op er særdeles rimelig. Testbilen Elegant vil være den, Hvilkenbil peger på som det mest fornuftige Prius-valg. 545.000 kr. for den topudstyrede Executive er klart i overkanten. 
Prius er med sit design en ener, og skulle Corolla Cross med Toyotas konventionelle hybrid-drivlinje være et alternativ, er det markant anderledes. Men den højbenede Corolla koster i den topudstyrede udgave 460.000 kr. 

Er der alternativer? 

Når det kommer til design, er der ingen alternativer til Prius. Blandt opladningshybrider dog nogle stykker, hvor japaneren prismæssigt er oppe at snuse til de sædvanligvis dyre premium-mærker som BMW og Mercedes. Den strømlinede Mercedes A 250 e sedan AMG-Edition koster 469.000 kr. og kører fuldt opladet cirka 75 km. BMW 225 eDrive koster 472.000 kr. og har 85 kilometers elektrisk rækkevidde. Begge tyskere skal toppes op med udstyr for at kunne matche Prius Elegants overflod. 
Fra Sydkorea kunne Kias to opladningshybrider Niro og stationcaren Ceed være en overvejelse. Dyreste Niro koster 385.000 kr. og kører 60 km på el, dyreste Ceed SW koster 320.000 kr. og har en elektrisk rækkevidde på 50 km. 

Ingen af de Prius-alternativer, jeg kan komme i tanke om, er design- og attitudemæssigt i nærheden af at udfordre Prius. Og dét i sig selv gør den attraktiv. 

Konklusion: 

For: Køreegenskaber, design, udstyr. 
Imod: Langsom opladning, bagsædeplads, ikke mulighed for anhængertræk. 
Hvilkenbil siger:

Personligt er jeg fascineret af Prius-designet, men man skal love mig, at jeg aldrig bliver tvunget ind på bagsædet. Udstyrsmængden er imponerende og køreegenskaberne skarpe, men at der end ikke er mulighed for at tilkøbe hurtigere opladning skuffer. Måske er den lidt for dyr, men det koster at skille sig ud, og man får immervæk en del for 455.000 kr. 

FAKTA: Toyota Prius Elegant 

Vejl. pris, inkl. lev.: 454.990 kr. 
Anslået kontantrabat: * 40.000 kr. 
Billigste plug-in-hybrid: 444.990 kr. (Style) 
Privatleasing: 6.795 kr./måned (førstegangsydelse 14.995 kr., 15.000 km/år, leasingperiode 12-36 måneder) 
Billigste privatleasing: 6.695 kr./måned (Style)  
Årlig ejerafgift: 780 kr. 
Garanti (mekanisk): 3 år eller 100.000 km (afhængigt af hvad der kommer først) 
Garanti (lak/rust): 3/12 år  
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet 
Antal airbags: 8 (inkl. center- og knæairbag) 
Længde/bredde/højde: 460/178/143 cm 
Bagagerum (min/max): 284/1.416 liter 
Vægt: 1.605 kg 
Anhængervægt: 0 kg 
Motor: 4 cyl., 2,0 liter benzin 
Transmission: Trinløst CVT 
Batteri: 13,6 kWh 
Ladetid: 4 timer (3,3 kW) 
Systemeffekt: 223 hk 
Rækkevidde på el: 72-86 km 
Forbrug (EU-norm): 142,8-200 km/l (11-16 gram CO2/km) 
Forbrug i test: 17,9 km/l 
0-100 km/t: 6,8 sek 
Topfart: 177 km/t 

Særligt standardudstyr:  

Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistregistrering, adaptiv fartpilot, vognbaneassistent, blindvinkel-advarsel, vejskiltegenkendelse, advarsel om modkørende trafik og om krydsende trafik bag bilen, advarsel om trafik v. åbning af døre, nødopkald, træthedsregistrering, LED Matrix-forlygter m. aut. op- og nedblænding, p-sensor for og bag m. automatisk nødbremse, bakkamera, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, 2-zonet klimaanlæg, elektrisk justerbart førersæde m. varme og lændestøtte, manuelt justerbart passagersæde m. varme, varme i rat og forrude, aut. nedblænding af bakspejl, regnsensor, 7 tommer digital instrumentering, 12,3 tommer infotainmentskærm, lydanlæg m. 6 højttalere, bluetooth, Apple Carplay, navigation, stemmestyring, nøglefri start, elektrisk bagklap. (*Anslået af hvilkenbil.dk) 

Metallak: 8.490-12.990 kr.
19 tommer alufælge: 5.000 kr.
Panoramoglastag og 19 tommer alufælge: 15.000 kr.    

[email protected] 

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here