BILTEST: VW Tiguan har de fleste af de kvaliteter, som VW er kendt for. Én ting trækker dog ned i regnskabet, men er ikke kun VW’s skyld.
Hvilken bil?
Denne uges testbil, VW Tiguan, er i øjeblikket mærkets bedst sælgende model i Europa. Siden Tiguan den første i 2007 har Volkswagen solgt i alt 7,5 millioner styk, de seneste to år 1,2 mio. Anden generation kom i 2016, og nu er tiden så kommet til den tredje. Baseret på koncernens velkendte MQB-platform med tilføjelsen ‘Evo base’ og med de opdateringer, der også er kommet i den fornyede Passat.
Billigste Tiguan er ladehybriden eHybrid, der koster fra 475.000 kr. Efter nytår stiger afgiften 18.000 kr. Den kan køre op til 128 kilometer på ren el. Dagens testbil er mild-hybriden eTSI. Dens 1,5 liters benzinmotor har i snart mange år ligget under et utal af motorhjelme med 150 hestekræfter og 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse (DSG). Prisen begynder ved 500.000 kr.
Basis-modellen Business er velekviperet med alt det forventelige sikkerhedsudstyr og imponerende meget komfortudstyr. Testbilen Elegance koster 60.000 kr. mere og har blandt andet den intelligente version af de intelligente Matrix-lygter, Travel Assist, sportsforsæder med massage og elektrisk bagklap.
Topmodellen R-Line koster mægtige 640.000 kr., og ændringerne er mere af designmæssig karakter. Tiguan fås også med 2-liters dieselmotor – merprisen i forhold til eTSI er 40.000 kr., medmindre man tager den absolutte top-diesel med firehjulstræk og R-Line-udstyr til 790.000 kr.
Vidste du at?
Volkswagen har i årtier været indbegrebet af fornuft og pragmatisme, men efter den økonomisk tyngende dieselskandale i 2015 smed VW en del af det gods op i luften med ottende generation Golf og især de tidlige udgaver af mærkets første elbil, ID.3.
Golfen var ikke et fremskridt i forhold til forgængeren, og den var ligesom ID.3 besværet af meget lidt brugervenlige løsninger. ID.3-softwaren var tilmed mangelfuld, og VW faldt samtidig totalt på halen for små touchskærme, som de troede var det absolut mest geniale at fedte rundt med i en bil, der kører 80 km/t.
Efterhånden synes VW at have genset lyset. Og den nye Tiguan skal ses som et skridt på vejen tilbage mod fornuft og pragmatisme. Tiguan-kvaliteten er særdeles fornuftig, og det er nu mindre opmærksomhedskrævende at betjene infotainmentskærmen og under kørslen finde frem til de mest benyttede funktioner.
Knapperne på rattet er med ‘klik’ og ikke det tæt på utålelige berørings-overfølsomme haptiske feedback.
Hvordan er førerpladsen?
Fornuften er således fremherskende, når man sidder bag Tiguan-rattet. Ergonomi og plads fejler ikke noget, og materialernes kvalitet er, som man forventer det af en VW.
Drejeknappen i midterkonsollen er ny. Med den skruer man op og ned for lydanlægget, og med den kan man også vælge førerprofil og belysning i kabinen. Knapperne på rattet er som nævnt af den gode, gammeldags trykknap-slags som i min gamle Golf 7 og i den nye Passat. Altså ikke haptisk feedback, hvor en let, utilsigtet berøring resulterer i et eller andet, som man ikke har bedt om.
Elbagrude, klimaanlæg og sædevarme betjenes fra skærmen, men symbolerne, man skal ramme, er pænt store og ganske nemme at træffe. Øverst på skærmen kan man placere genveje til de mest anvendte funktioner, og det er en generel lettelse.
Mindre fint fungerer IDA, stemmeassistenten. Hun har stadig svært ved at forstå, hvad man siger, medmindre man er ekstremt tydelig. Og så forstår hun det måske alligevel ikke. Når man beder om ‘to-og-tyve-grader’, fyrer hun oftest varmen op på maksimum.
Hvordan opleves kabinen?
I bagsædet er man beriget af sit eget klimaanlæg, ventilationsdyser og to USB-C-stik. Sædet kan forskydes i længden, og det er nemt at klappe ryglænet ned, hvis man vil udvide bagagerummet fra de 652 liter til 1.650.
To personer sidder fremragende med god plads til fødderne under forsæderne, hvilket ofte kniber i elbiler, hvor batterierne under bunden frarøver plads under forsæderne. På midterpladsen skal personen ikke være alt for bredskuldret og bredbaget, før vedkommende vil føle det lidt trangt. I hvert fald på længere ture.
Vælger man ladehybriden, så vær opmærksom på, at batteriet stjæler 160 liter i bagagerummet.
Er sikkerheden i orden?
Køreassistenten Travel-assist med tilhørende adaptiv fartpilot, der er standard i Elegance, fungerer overbevisende. Den aflæser de fleste hastighedstavler og er generelt opdateret om vejens forløb, så farten afpasses gelinde. Den lovpligtige hastighedsadvarsel er nem at frakoble.
I Euro NCAP-testen tidligere i år blev Tiguan belønnet med de maksimale fem stjerner. Svaghederne er få – ved påkørsel bagfra er nakkestøtterne på bagsædet ikke optimale i forhold til at undgå piskesmældslæsioner, og da den ikke har en aktiv motorhjelm, der afbøder bløde trafikanternes fald ved påkørsel, er den unødigt hård ved dem.
Se også video herunder:
Hvordan kører den?
Volkswagens MQB-platform er garant for en afbalanceret cocktail af komfort og sport. Det lykkes stort set også her, hvor den semistore SUV til stort set enhver tid er en både kompetent og behagelig følgesvend.
Den krænger kun minimalt, hvis man skulle blive grebet af lidt legesyge på små, øde veje, og styretøjet er både præcist og meddelsomt. Morskaben hører dog op, inden det for alvor bliver involverende, og sådan vil det være, når kropsbygningen er som Tiguans.
Som langtursvogn er den yderst behagelig, men ved lav hastighed kommer den til kort ved mødet med dybe kloakdæksler. Dér har VW med MQB-platformen tidligere haft succes med at raffinere lidt mere, men det lykkes ikke rigtigt her.
Hvordan er motoren?
Den 4-cylindrede 1,5 liters motor har tjent og tjener en bred vifte af Volkswagen-koncernens biler. Helt igennem ukompliceret, tilstrækkeligt kraftfuld og behageligt afdæmpet, medmindre man træder speederen i bund og presser den til det yderste.
Når motoren ikke belastes, kobler den selv to cylindre fra, og en del af mild-hybrid-konceptet går ud på, at motoren slukker – ‘coaster’ – når foden lettes fra speederen. Det er ret elegant. Knap så elegant er det ved nedbremsninger kort før stilstand. Rekuperation af energi til batteriet spiller sammen med motorbremse og nedgearinger, men det kan være vanskeligt at dosere nedbremsninger, så de bliver glidende.
Ved igangsætning triller bilen på el de første par meter, og samlet set er benzinforbruget meget fornuftigt. Løftet er 15,9 km/l, og med en del kørsel på motorvej endte den efter knap 1.000 kilometers kørsel med et snit på 14,8 km/l.
Passer prisen?
I overskriften nævnes et ‘men’. Og det kommer her:
En halv million kroner for en Tiguan er en ret voldsom pris. Selv 475.000 kr. for en opladningshybrid er mange penge. Og det kan Volkswagen ikke gøre for. I hvert fald ikke helt.
En stor del af det må tilskrives afgiftssystemet, der tilgodeser elbiler. Men den høje pris er et ‘men’.
Ser man bort fra alt det, er springet fra den i forvejen godt udstyrede basis-Tiguan til 500.000 kr. til testbilen Elegance til 560.000 kr. egentlig rimelig. Kan man leve med de almindelige LED-forlygter og leve uden Travel Assist, er basisudgaven det køb, som vi vil anbefale.
Hvis ikke kravet er en højbenet fætter, men derimod en klassisk stationcar, kan man spare 30.000 kr. ved at vælge en basis-Passat med stort set samme udstyr, og spare 60.000 kr., hvis sammenligningen er Elegance-udstyr.
Er der alternativer?
For at færdiggøre overskriftens ‘men’: Afgiftssystemet tilgodeser elbiler, og derfor er der adskillige elektriske alternativer til Tiguan eTSI og eHybrid. En meget veludstyret ID.4 Style med 560 kilometers rækkevidde koster 380.000 kr., altså 120.000 kr. mindre end den lavest udstyrede basis-benzin-Tiguan. Og 95.000 kroner mindre end en opladnings-Tiguan. Set ud fra en bankrådgivers og enhver anden snusfornuftigs synspunkt hænger det jo ikke sammen.
Men lad nu det ligge, og lad os kigge på Tiguan-konkurrenter med benzinmotor. VW har altid været blandt de dyreste, når de mest oplagte konkurrenter sættes under lup. Og det er uændret: Søsterbilen Skoda Karoq Sportline koster 50.000 kr. mindre end basis-Tiguan. Den anden søsterbil, den endnu ikke-opdaterede Seat Ateca, fås i én version til 395.000 kr.
Uden for Volkswagen-familien er to asiater på både pris og udstyr et par meget konkurrencedygtige udfordrere. En topudstyret Mazda CX-5 med 165 hk og automatgear koster 450.000 kr., og den fornyede Hyundai Tucson proppet med udstyr, 160 hk og dobbeltkoblingsgearkasse koster inklusive en sikkerhedspakke 440.000 kr. Til både Mazdas og især til Hyundais fordel tæller også, at de er stærkere på garantien end VW-produkterne.
Konklusion:
For: Kvalitet, kabine, førerplads, udstyr
Imod: Pris, stemmestyring, garanti
Hvilkenbil siger:
Men skal ikke være el, skal det være en bil i den her størrelse, og skal det være VW Tiguan, får man en lækker bil, som man garanteret bliver glad for.
FAKTA: VW Tiguan 1,5 eTSI Elegance
Vejl. pris, inkl. lev.: 559.995 kr.
Anslået kontantrabat: * 25.000 kr.
Privatleasing: 6.295 kr./måned (førstegangsydelse 25.000 kr., 15.000 km/år, leasingperiode 12-36 måneder)
Årlig ejerafgift: 1.360 kr.
Garanti (mekanik/lak/rust): 2/3/12 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2024)
Antal airbags: 7 (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 454/184/166 cm
Bagagerum (min/max): 652/1.650 liter
Vægt: 1.589 kg
Anhængervægt (u/m bremser): 750/2.000 kg
Motor og transmission: 4 cyl., 1,5 liter turbobenzin, 7-trins dobbeltkobling (DSG), forhjulstræk
Effekt: 150 hk v. 1.500-3.000 o/min
Forbrug (EU-norm): 15,9 km/l (143 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 14,8 km/l
0-100 km/t: 9,1 sek
Topfart: 210 km/t
Særligt standardudstyr:
Automatisk nødbremse m. fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, blindvinkelassistent, advarsel mod krydsende trafik for og bag, vejskiltegenkendelse, Matrix LED-forlygter m. aut. op- og nedblænding, opvarmede sprinklerdyser, p-sensor for og bag, bakkamera m. 360 graders kamera, Park Assist, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og aut. nedblænding i førerside, 3-zonet klimaanlæg, aut. nedblænding af bakspejl, regnsensor, varme i rat og forsæder, elektrisk justerbar lændestøtte, massage i forsæder, 10,3 tommer digital førerskærm, 12,9 tommer infotainmentskærm, stemmestyring, lydanlæg m. 8 højttalere, DAB-radio, trådløs Apple CarPlay/Android Auto, bluetooth, trådløs opladning af mobiltelefon, navigation, 4 USB-C-stik, nøglefri betjening, elektrisk bagklap, 18 tommer alufælge. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Metallak: 5.294-21.394 kr.
Anhængertræk: 21.995 kr.
Head-up-display: 12.995 kr.
Navigation Discover Pro (15 tommer infotainmentskærm, stemmebetjening, head-up-display): 22.995 kr.
Harman Kardon-lydanlæg (11 højttalere, subwoofer, 700 W): 15.995 kr.
Panoramasoltag: 24.995 kr.
19 tommer alufælge: 11.994 kr.
20 tommer alufælge: 21.994 kr.
Af redaktionen