Toyota bZ4X bygger ud

Toyota udbygger el-SUVen bZ4X til den endnu større Touring med mulighed for firehjulstræk, offroad-egenskaber og hele 380 hk.

Efter en lidt tøvende tilgang til elbiler er Toyota ved at finde gnisten. Skarpe priser har gjort mærkets første dedikerede elbil bZ4X til en bestseller, senere i år opdateres den med større batteri og vi ser også de helt nye elektriske modeller Urban Cruiser og C-HR+.

Men tilbage til bZ4X. Toyota overrasker med en ny udgave, kaldet Tourer, der er 14 cm længere – 483 cm i alt – og byder på mere plads. Især i bagagerummet, der vokser hele 148 liter til 600 liter i alt.

Touring-udgaven er designet til friluftsfolket. Her er klassiske offroader-detaljer som markerede skærmkanter, solid tagræling, der tager op til 70 kg og mulighed for ægte firehjulstræk med en ekstra elmotor til bagakslen. Såkaldt Xmode og grip control skal gøre det let at fortsætte i bZ4X, når asfalten slipper op.

Touring får sit eget design for og bag sammenlignet med den almindelige bZ4X.

Inspirationen kommer formentlig fra partneren Subaru, der for nylig viste Trailseeker – Subarus udgave af bZ4X Touring.

Mest potente Toyota

De to søsterbiler deler teknik. Dermed får bZ4X Touring også den hidtil mest potente motor i Toyotas modelprogram. To elmotorer yder tilsammen 280 kW (380 hk). Batteriet vokser samtidig til 75 kWh, hvilket giver 560 km rækkevidde i den store Touring med forhjulstræk og 165 kW (224 hk).

Touring byder på endnu mere plads – især i bagagerummet.

Toyota er endnu ikke klar med rækkevidden for den firehjulstrukne udgave.

Ladetiden skal også være reduceret. Top-effekten er fortsat 150 kW, men bedre forvarmning af batteriet skal sikre mere effektiv opladning. Forvarmningen kan både aktiveres manuelt eller ved at plotte en oplader ind i navigationen. Toyota lover en 10-80 pct. lynladetid på en halv time.

Kommer i 2026

I kabinen får alle udgaver af bZ4X en ny midterkonsol med nyt instrumentpanel og en 14-tommer multimedie trykskærm.

Førerpladsen får ny instrumentering og stor 14-tommer skærm.

Mens den opgraderede udgave af Toyota bZ4X kommer til Danmark dette efterår, skal vi hen i første halvår af 2026 før den forlængede Touring følger efter.

Flere specifikationer og information om udstyrsudgaver samt priser vil blive offentliggjort tættere på introduktionen.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here