Toyota bZ4X får stor opgradering

bZ4X, Toyotas første dedikerede elbil, får en teknisk opgradering med to batteristørrelser, flere kræfter og længere rækkevidde.

Tre år efter en problemfyldt fødsel, får Toyotas første dedikerede elbil bZ4X en større opgradering af både teknik, interiør og præstationer. Forbedringerne skal bringe bZ4X på omgangshøjde med populære konkurrenter i klassen for el-SUVere som VW ID.4, Tesla Model Y, Skoda Enyaq og Renault Scenic Electric.

Især den elektriske del er ny i bZ4X. I dag fås bilen kun med et mellemstort batteri på 64 kWh, der giver en rækkevidde på godt 500 km. Når den opgraderede bZ4X kommer til Danmark sidst på sommeren, vil kunderne kunne vælge mellem to batteristørrelser: 58 kWh til basisudgaven med forhjulstræk eller 73 kWh til mellemudgaver med enten for- eller firehjulstræk.

Hidtil kraftigste Toyota

Elmotorerne er også nye og forbedret med bl.a. siliciumkarbid halvledere, der gør dem mere effektive.

Det betyder et farvel til den hidtidige motor på 150 kW (204 hk). Basismotoren bliver en relativt beskeden sag med 123 kW (167 hk), der altid er koblet til det lille batteri. Med det store batteri og forhjulstræk yder motoren 165 kW (224 hk), mens topudgaven har to motorer med tilsammen 252 kW (343 hk) og firehjulstræk, hvilket gør den til den mest kraftfulde i Toyotas europæiske modelprogram.

For en del danskere er det interessant, at 4WD-udgaven får fordoblet sin anhængervægt til 1.500 kg.

Op til 573 km

Rækkevidden ligger endnu ikke fast, men Toyota forventer, at den mest effektive udgave med det store batteri og forhjulstræk kan køre 573 km på en fuld opladning (WLTP).

bZ4X får samme 14-tommer infoskærm som er på vej i den nye C-HR+.

Opladning skal også være forbedret. Med opgraderingen får bZ4X en mere effektiv varmepumpe og forvarmning af batteriet. AC-ladeeffekten på 11 kW kan fordobles til 22 kW på de dyrere udgaver, mens den maksimale ladeeffekt ved lynladning fortsat er 150 kW. Toyota lover dog hurtigere lynladning, så vi må gå ud fra, at ladekurven er blevet fladere.

Netop lynladning – særligt i koldt vejr – har tidligere været et kritikpunkt af bZ4X.

Mindre støj, mere komfort

Indvendig er kabinen opgraderet med en ny 14-tommer infoskærm – den samme, som vi sidst på året ser i den nye C-HR+, der er baseret på samme e-TNGA platform som bZ4X.

Køreegenskaberne får også et løft med ændret affjedring, der sammen med ændringer af karrosseriet skal dæmpe støj og øge komforten.

Et trænet øje vil også kunne se små ændringer i designet. F.eks. har fronten fået flere rette linjer og lygterne er flyttet ned i et lille lygtehus under afviserblinket. Sidespejlene er også redesignede. Alt i alt skal det reducere luftmodstanden, hvilket er med til at øge rækkevidden.  

Den danske Toyota-importør vil offentliggøre priser og præcise specifikationer op til lanceringen i sensommeren.

Pris vil stige

Toyota bZ4X fås lige nu til priser fra 300.000 kr., hvilket har været med til at gøre den til den mest solgte bil i Danmark i januar.

Helt så billig skal vi ikke forvente, at den opgraderede bZ4X bliver. Dels retfærdiggør forbedringerne en prisstigning, dels skal bZ4X gøre plads til den nye C-HR+, der forventes at begynde ved ca. 300.000 kr. I øvrigt med samme teknologi som den opgraderede bZ4X, men med et større batteri og længere rækkevidde.

Læs mere om C-HR+ her.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here