Livsstils-SUV’en Toyota C-HR er skarpere end nogensinde og kommer for første gang også som ladehybrid. Dansk premiere i starten af 2024.
Toyota C-HR er ikke en bil, man bare overser. Den er designet af danske Stephan Rasmussen og vakte mildt sagt opsigt ved lanceringen i 2017. Sjældent havde man set en så futuristisk og fræk SUV – og så fra Toyota.
C-HR – det står i øvrigt for Coupé High Rider – var Toyotas radikale forsøg på at ryste et image som et snusfornuftigt morfar-bilmærke af sig. Øvelsen lykkedes. C-HR har været en solid succes for Toyota. Måske fordi den ikke bare ser godt ud foran byens hippe caféer. C-HR kører også glimrende og langt mere sportsligt og engagerende, end vi var vant til fra Toyota dengang i 2017.
Nu er japanerne så klar med andet oplag af deres imagebil. Designet er om muligt endnu skarpere og vildere, men som videreudvikling af originalen, har den nye C-HR bare ikke samme chokeffekt.
Flere kræfter og opladning
Toyota er ellers ikke bange for at give designet gas. Tjek de skarpe pressefolder på dørene i vilde vinkler, klap-ud dørhåndtagene, den flade bagrude, den to-farvede lakering, de store 20-tommer fælgene og ikke mindst fronten med næse som en hammerhaj. Jo, C-HR skal fortsat være klassens frække dreng.
Teknisk sker der også en del sammenlignet med forgængeren. Også denne gang ligger der en 1,8 liters hybridmotor under hjelmen, men ydelsen er øget fra 122 til 140 hk. Er det ikke nok, kan du opgradere til 2,0, hvor ydelsen stiger til 198 hk og firehjulstræk altid er standard. For første gang kan du også få C-HR som ladehybrid, hvor du kan oplade batteriet i stikkontakten. Med et lithium-ion batteri på 14 kWh kan C-HR som ladehybrid køre op til 65 på ren strøm. Ydelsen er 223 hk, og også her er firehjulstræk en del af pakken.
One-pedal drive
En interessant detalje er, at ladehybrid-udgaven får ‘one-pedal drive’. Det vil sige, at bilen bremser ved at regenere energi og sende det tilbage til batteriet, når du letter foden fra speederen. Har du brug for mere bremsekraft, træder du bare på bremsen – præcis som vi kender det fra de fleste elbiler.
C-HR kommer dog ikke i en ren elbil-version. Den rolle udfylder Toyotas lettere berygtede bZ4X ind til videre.
Indvendig er C-HR også en smule mere analog end de fleste elbiler. Klassiske ure til speedometer og andre informationer er standard, men du kan opgradere til digital instrumentering. Infotainmentskærm i midterkonsollen er selvfølgelig et must – i C-HR er skærmen enten på otte eller 12 tommer. Topudgaverne kan fjernstyre f.eks. klimanlægget via en app på din smartphone, der også kan bruges som nøgle til C-HR, lige som kabinelyset med 64 forskellige farver kan programmeres til at skifte i op til 24 nuancer, efterhånden som dagslys bliver til mørk nat.
Masser af genbrug
Som stadig flere bilmærker fremhæver Toyota også brugen af mere miljøvenlige genbrugsmaterialer i C-HR: Sædebetrækket er eksempelvis lavet af genbrugte plastflasker, der indgår harpiks i kofangerne og panoramaglastaget har en særlig infrarød belægning, der isolerer mod solen, sparer vægt og øger loftshøjden med tre centimeter.
En anden usædvanlig ting ved C-HR, som den har arvet fra sin forgænger er, at den både er udviklet, designet og skal fremstilles i Europa.
Danske fans skal dog ind i begyndelsen af 2024, før de første biler når frem til forhandlerne. Først til den tid kender vi også de endelige specifikationer og priser på C-HR den anden.
Toyota C-HR
1.8 hybrid FWD 140 hk
2.0 hybrid AWD 198 hk
2.0 ladehybrid AWD 223 hk
Længde: 436 cm
Bredde: 183 cm
Højde: 156 cm
Akselafstand: 264 cm