Toyota klar med solid state batteri i 2028

Toyota holder tidsplanen og forventer at lancere sin første elbil med solid state batteri i 2028: Supersportsvogn fra Lexus kan få batteriet først.

Toyota holder tidsplanen for brug af solid state batterier. I forbindelse med biludstillingen i Tokyo, bekræftede verdens største bilproducent, at man i 2027 eller senest 2028 vil have en elbil i serieproduktion med det revolutionerende batteri.

Solid state - på dansk faststof - batterier betragtes som noget nær den hellige gral inden for batteriteknologi, der vil revolutionere elbiler og nærmest med ét slag løse alle udfordringer.

Som navnet antyder, benytter solid state-batterier ingen væske, men en fast elektrolyt. Det giver markante fordele som større energitæthed og dermed længere rækkevidde, lavere vægt, stort set ingen brandrisiko, længere batterilevetid og hurtigere lynladning. 

Toyota fører an

Udfordringen er, at det er svært og dyrt at fremstille elektrolytten i et fast materiale. Et væld af bil- og batteriproducenter forsker dog på livet løs i løsninger. Også Toyota, der med seneste udmelding lægger sig i spidsen for, hvornår man er klar til serieproduktion af super-batteriet.

“Egenskaberne for et solid state-batteri er høj energi, kompakthed og lang rækkevidde - bilerne vil udnytte disse egenskaber,” sagde Keiji Kaita, præsident for Toyotas center for CO2-neutral udvikling på biludstillingen i Tokyo ifølge Autocar. Her fastslog Kaita også, at “Toyota holder tidsplanen.”

Tredobbelt rækkevidde

Ifølge Toyota vil deres første solid state-batteri tredoble rækkevidden og samtidig firedoble batteriets levetid.

Autocar spekulerer i, at den første bil med faststofbatteri bliver en kommende supersportsvogn fra Toyotas premiummærke Lexus, som japanerne viser i disse dage i Tokyo.

Den diskussion vil Keiji Kaita dog ikke gå ind i.

“Vi vil lade det være op til din fantasi, om det bliver en Toyota eller Lexus.”

Lavere klimaaftryk

Til gengæld fortæller Kaita, at solid state-batterier også vil reducere miljøbelastningen.

“Vi vil reducere klimaaftrykket, og her er nøglen at nedbringe CO2-udslippet i produktionen af faststof-teknologien. Men det afgørende er at fremstille et batteri med længere levetid,” forklarer han.

Hvis et solid state lever fire gange længere end et almindeligt batteri, vil det ifølge Toyota reducere den totale CO2-udledning i batteriets livscyklus med 75 procent.

Kan bruges i eksisterende elbiler

Blandt de mange fordele ved solid state-batterier er, at de fylder mindre end selv de mest moderne batterier i dag. 

Det giver flere muligheder. Toyota kan for eksempel benytte solid state-batterier i eksisterende elbiler som Toyota bZ4X. Gør man det, kan man halvere batteriets størrelse og vægt uden at reducere rækkevidden. Det er der også spændende perspektiver i.

Toyotas chefingeniør Hiroki Nakajima forventer dog, at solid state batterier for alvor vil blive benyttet i kommende Toyota- og Lexus-modeller på helt nye platforme.

Samtidig videreudvikler Toyota dagens litium-ion batterier. Næste generation bliver blandt andet lavere, så de kan bruges i nye og lavere modeller. Et oplagt eksempel er næste generation af Corolla, som danskeren Stephan Rasmussen har tegnet en dristig og meget lav koncept-udgave af.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here