Toyota overhaler BMW som danskernes foretrukne bilmærke

Der er er store forandringer i årets Autoindex-undersøgelse af bilejernes tilfredshed. Toyota topper, Peugeot synker til bunds.

Efter 12 år som bilmærket danskerne er mest tilfredse med, må BMW overlade tronen til Toyota. Det er overskriften på Autoindex 2025, der kortlægger danskernes tilfredshed med markedets bilmærker.

Toyota er kendt for at have tilfredse kunder – særligt værkstederne og forhandlerne ligger helt i top. I år går Toyota så 0,8 pct. frem i den samlede bedømmelse og opnår 920 af 1.000 mulige point. Da BMW samtidig taber en smule terræn og falder til en samlet score på 894 point er tronskiftet en realitet. Toyota vinder i tre af undersøgelsens fire grund-kategorier: Tilfredshed med bilen, med forhandleren og værkstedet. Kun i kategorien kundeloyalitet må Toyota se sig slået af BMW med blot to point.

bZ4X, Toyotas første dedikerede elbil, fik en hård start, men de danske ejere er top-tilfredse med både biler, værksted og forhandlere.

Hos den danske Toyota-importør er man naturligvis glade for resultatet:

”Det bekræfter, at vores konstante fokus på at levere produkter i høj kvalitet og yde den bedste kundeservice bærer frugt,” siger adm. direktør Pernille Kim Johansen hos Toyota Danmark.

Renault rykker op

Som altid er det spændende at bevæge sig videre ned over listen af bilmærker. Her gemmer sig nemlig flere spændende udviklinger.

Det gælder også i årets Autoindex, der bl.a. afslører stor fremgang for bilmærker som Kia, Mazda, Renault og Skoda, der går henholdsvis tre, fem, seks og fire placeringer frem i undersøgelsen.

Særligt for Mazda, der p.t. lever en lidt stille tilværelse på grund af manglen på elbiler, er fremgangen bemærkelsesværdig. Det skal blive spændende at se den fortsatte udvikling for Mazda, når mærket for alvor begynder at kunne tilbyde danskerne elbiler på den anden side af sommerferien.

Også Renault tager et gedigent hop fra 17.- til 11.-pladsen. Det er stadig ikke i toppen, men det franske mærke har forbedret sig markant i en periode, hvor Renault har lanceret flere vellykkede elbiler til danskerne.

Suzuki kan også være tilfredse med at rykke op på en fornem femteplads, mens Volvo og Mercedes fastholder deres top-vurderinger fra deres kunder.

Polestar imponerer

Kinesiske Polestar er en særskilt solstrålehistorie. Mens det globale salg går trægt, sælger Polestar mange biler herhjemme. Faktisk så mange, at Polestar for første gang har en bestand af biler, der gør det muligt at være med i Autoindex-undersøgelsen. Og her imponerer Polestar ved at springe direkte ind på en placering som nummer syv.

Polestar rykker direkte ind på en overbevisende 7. plads i årets Autoindex-undersøgelse af kundetilfredshed.

Polestar har med andre ord på rekordtid overbevist deres kunder om alt fra biler til forhandlere og værksteder. Det vidner om en lille, men velsmurt dansk organisation bag Polestars biler.

Audi taber syv placeringer

Mindre godt ser det ud for det tyske luksusmærke Audi.

Faktisk tager mærket med de fire ringe et decideret hovedspring ned ad listen. Hele syv placeringer taber Audi, der ender på 16.-plads i år. Det er lidet flatterende for et premiummærke, der ellers plejer at stå respekt om.

Noget tyder på, at Audi skal have tjekket op på både bilernes kvalitet og den oplevelse, som kunderne har hos forhandlere og værksteder.

Peugeot dumper

Helt galt går det for Peugeot. Det franske mærke dumper fra en tilforladelig midterposition til sidstepladsen. Faldet i tilfredshed på 2,8 procentpoint er det største i årets Autoindex.

Peugeot e-3008 test
Peugeot falder som en sten til sidstepladsen i årets Autoindex. Mærket har haft flere møgsager i 2024.

Nedturen kommer efter et år med massiv omtale af flere Peugeot-problemer. Der har bl.a. været fejl på den nye elbil E-3008/E-5008, utilfredshed med lange ladetider og ikke mindst lovning på otte års garanti, der aldrig blev til noget. Efterfølgende har Peugeot dog indført fem års garanti på mærkets elbiler, og det kan måske forbedre resultatet næste år.

Omdiskuterede Tesla flytter sig ikke, men er parkeret i bunden på en 18. plads – samme placering som sidste år.

Uden for Autoindex er tidligere bundskrabere som Fiat og Dacia gledet ud af undersøgelsen. Det skyldes, at de enten har for få ejere i Danmark eller at deres bilmodeller ikke har været længe nok på markedet. Også Honda og Seat er gledet ud på den bekostning.

Autoindex 2025
Autoindex er baseret på svar fra 22.000 danske bilejere.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here