Hvilkenbil’s redaktør Jens Velling blogger om, hvad det betyder, når Toyota – verdens største bilproducent – udskyder mærkets første elbil på ubestemt tid.
Biludstillingen i Paris er i gang. Toyota benytter lejligheden til at vise mærkets første rigtige elbil, en elektrisk udgave af den fiffige minibil IQ. Der er bare et lille ”men” ved verdenspremieren. Toyota benytter nemlig også lejligheden til at fortælle omverdenen, at man alligevel ikke sætter bilen i serieproduktion. Efter at have postet milliarder af yen og ingeniørtimer i projektet, konkluderer verdens største bilproducent, at elbils-teknologien endnu ikke er moden nok til at være et alternativ til benzin, diesel og hybridbiler.
Det er FDM’s altid årvågne Torben Arent, der bringer nyheden på fdm.dk. Og selv om det ligner en ”lille” nyhed fra årets store biludstilling, er indholdet ganske tankevækkende.
Det er sjældent, at Toyota på den måde erkender at have taget fejl: For blot få dage siden var IQ EV Toyota’s første bud på en ægte, seriefremstillet elbil, der kunne være et mindre alternativ til el-biler som Nissan Leaf, Renault Fluence og den kommende elektriske udgave af den nye VW Golf.
Den lille IQ kan ganske vist kun køre 85 km på en opladning, til gengæld er batteriet lille, billigt og hurtigt at lade op. Men nu erkender Toyota, at det er for lidt – og at den elektriske IQ alligevel bliver for dyr.
Derfor har Toyota taget konsekvensen og vil nu satse på hybrid-biler i stedet. Japanerne bedyrer ganske vist, at de blot har ”udskudt” deres første rigtige elbil, men budskabet er krystalklart: Verdens største bilproducent tror ikke på elbilen.
Alene på grund af Toyotas størrelse kan beslutningen komme til at forsinke elbilernes udbredelse. Netop Toyota, der har succes med at kombinere el- og benzindrift i mærkets hybridbiler, lignede den oplagte katalysator for elbilens gennembrud. For det kniber det mildt sagt med: De førnævnte elbiler kører – under optimale forhold – ynkelige 150 km på en opladning. I praksis bør man ikke bevæge sig længere væk end 80 km fra en stikkontakt på en typisk oktoberdag i kolde Danmark. Og BetterPlace’s koncept med skiftestationer der skal forlænge elbilernes rækkevidde, ser ud til at være dødfødt fra starten: Kunder er der næsten ingen af og Renault, der leverer biler til BetterPlace, har droppet muligheden for at skifte batteri på næste generation af mærkets elbiler.
Så måske tager Toyota slet ikke fejl, men gør bare det, som alle konkurrenterne drømmer om: Undlader at kaste flere penge efter det gennembrud for batteriteknologien, der lader vente på sig. Samtidig er Toyotas udmelding endnu et tegn på, at de ”gamle” bilfabrikker fortsat tjener flest penge på at sælge biler med gammeldags forbrændingsmotorer. Det er nemlig også tankevækkende, at den hidtil eneste elbil med en anstændig rækkevidde er udviklet af amerikanske Tesla – et nyt bilmærke der hverken har rødder i Detroit, Sydtyskland eller Toyoda City men IT-højborgen Silicon Valley.