De første billeder af tvillingebilerne Skoda Rapid og Seat Toledo er lækket. Bilerne, der bliver VW-koncernens modtræk til stadig bedre koreanere, får officiel premiere i september.
VW-koncernen vil ikke længere bare kigge passivt på, mens Hyundai, Kia og Chevrolet vinder både markedsandele og anderkendelse blandt europæiske bilkøbere. Nu skal i30, Ceed, Cruze og de andre koreanere smage deres egen medicin: God kvalitet til endnu bedre priser.
Meget passende kommer ”modgiften” fra VW-koncernens økonomimærker, Skoda og Seat. Modellerne hedder henholdsvis Rapid og Toledo og som en direkte konsekvens af, at de skal være så billige så muligt, er der tydeligvis kun ofret småpenge på at adskille designet. Aldrig før har Skoda og Seat lignet hinanden så meget. Begge biler ligner en klassisk sedan med traditionelt bagagerum, men på typisk Skoda-maner er der tale om en fem-dørs hatchback med stor bagklap.
Teknik fra Skoda Fabia og VW Jetta
Teknisk er Skoda Rapid og Seat Toledo baseret på en forstørret platform fra Skoda Fabia, tilsat stumper fra Skoda Octavia og VW Jetta. Med en længde på 4,4 meter og et bagagerum på hele 500 liter skal Rapid og Toledo matche koreanerne på plads. Motorprogrammet bliver mere omfattende med tre-cylindrede basismotorer med 75 og 85 hk, turbobenzinere på 1,2 eller 1,4 liter med henholdsvis 105 og 122 hk og den kendte 1,6 liters diesel med enten 90 eller 105 hk. Flere af varianterne kan kombineres med dobbeltkoblings-automatgear, DSG.
Se første video af Skoda Rapid her:
Men prisen er og bliver det vigtigste argument for VW-familiens bolværk mod den koreanske bølge. I Tyskland skal priserne begynde ved 13.000 euro – hvilkenbil gætter på, at det kan oversættes til cirka 180.000 – 190.000 kroner, når Skoda Rapid og Seat Toledo får dansk premiere sidst på året. Men først skal nyhederne have officiel verdenspremiere – det sker på septembers biludstilling i Paris.