U-vending: Politiet vil ikke uddele bøder for sommerdæk i snevejr

Foto: ADAC/Marc Wittkowski

Politiet kan ikke løfte sager om kørsel på sommerdæk om vinteren. Nu skal der ske ulykker, før det koster bøder til uforsigtige bilister.

De første bøder for at køre på sommerdæk om vinteren er faldet, men nu foretager politiet en bemærkelsesværdig u-vending: Fremover skal det alligevel ikke koste bøde, hvis man bliver stoppet på sommerdæk i vinterhalvåret. Det skriver dr.dk.

Det var ellers den klare intention, da transportminister Thomas Danielsen sidste år lancerede den nye lov. I sommers blev loven så præciseret, så det blev ulovligt, “at køre på åbenbart uegnede dæk i vinterføre eller hårdt vinterføre”.

1.000 kr. per dæk

Bøden for at overtræde den nye lov blev udmålt til 1.000 kroner per dæk - altså op til 4.000 kroner for en personbil.

Trods præciseringen blev loven kritiseret for at være upræcis. Ret beset må man nemlig stadig gerne køre på sommerdæk i vinterhalvåret - bare det ikke er “vinterføre” eller “hårdt vinterføre”.

Men hvad er vinterføre egentlig? Også her blev loven kritiseret for at lade definitionen af vinterføre være op til den enkelte færdselsbetjents vurdering.

Skal løfte bevisbyrden

Det er de usikkerheder, som Rigspolitiet nu tager konsekvensen af. Fremover får bilister kun en bøde for at køre på sommerdæk i vinterføre, hvis det har resulteret i en ulykke eller lagt hindringer i vejen for den øvrige trafik.

“Det handler om, at vi skal kunne løfte bevisbyrden, og vi skal kunne bevise, at man har gjort noget åbenbart og åbenlyst forkert”, siger politiassistent i Rigspolitiet Christian Berthelsen til dr.dk.

Bøde kræver konkret hændelse

Hidtil har de forskellige politikredse håndhævet loven om sommerdæk i vinterføre vidt forskelligt. For eksempel har Midt- og Vestjyllands Politi med opbakning fra Rigsadvokaten hele tiden haft den opfattelse, at det kræver en konkret hændelse, hvis bilister skal have en bøde for at køre på sommerdæk i vinterføre.

“Det er ikke nok, at du kommer kørende på sommerdæk i frostgrader. Der skal ske et færdselsuheld, eller du skal være til hinder for trafikken”, siger fungerende politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi Mikkel Ross til DR.

Med Rigspolitiets udmelding er det nu politiets officielle holdning: Bilister kan fortsat køre på sommerdæk i vinterhalvåret - kun hvis det medfører ulykker eller forstyrrer trafikken, kan det straffes med bøde.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here