Undersøgelse: Lynladere blæser farlige partikler op i luften

e.on ladebokse

Kraftige blæsere til afkøling af lynladere hvirvler ultrafine sundhedsskadelige partikler op i luften, når vi lynlader elbiler, viser amerikansk undersøgelse.

Har du også bemærket lyden af en meget kraftig blæser, når du lynlader elbilen?

Lyden kommer typisk fra selve lynladeren, der har behov for afkøling, når den leverer store mængder strøm til elbilen. Selve elbilen sætter typisk også gang i sit eget køleanlæg for at køle batteriet under opladningen.

Det virker harmløst, for der er trods alt tale om strøm og ikke dampene fra en benzin- eller dieselstander på tankstationen. Men faktisk kan det være sundhedsskadeligt at opholde sig i nærheden af lynladere, når du oplader din elbil.

To-tre gange flere partikler

Forskere fra det amerikanske universitet UCLA har undersøgt luftkvaliteten omkring 50 lynladestationer i Los Angeles i Californien. Resultatet er overraskende: Antallet af såkaldt ultrafine partikler i luften var mellem to og tre gange højere omkring lynladere end andre steder i Los Angeles' stærkt trafikerede bymiljø.

Partiklerne er skadelige, fordi de ikke bare består af støv og jord, men også kommer fra dækslid og bremsestøv. Problemet er, at ultrafine partikler er så små, at de kan trænge ind i din krop, hvor de er meget svære at slippe af med igen.

Hjerte- og lungesygdomme

”Ultrafine partikler kan give sundhedsproblemer for alle, og for dem, der har allerede har udfordringer eller øget følsomhed er risikoen endnu større. Fordi disse partikler er så små, kan de trænge dybt ned i dine lunger og endda ind i dit blod – og potentielt forårsage alvorlige lunge- og hjertesygdomme,” forklarer Michael Jerrett fra UCLAs fakultet for miljøsundhed.

Forskerne fra UCLA målte mellem 7,3 og 39 mikrogram af de ultrafine partikler per kubikmeter i området lige omkring lynladerne. Det skal holdes op mod de mellem 3,6 til 12,4 mikrogram per kubikmeter, der normalt måles i Los Angeles. Til sammenligning målte forskerne også indholdet af ultrafine partikler på tankstationer. Her var koncentrationen omkring 12 mikrogram per kubikmeter – lidt mindre end de 15 mikrogram, som var gennemsnittet for lynladestationer.

Gå væk

Leder af undersøgelsen, professor i miljøsundhed Yifang Zhu, anbefaler, at man simpelthen ikke opholder sig lige ved lynladeren, når man oplader sin elbil.

”Vi foretog målinger i forskellig afstand fra lynladerne. Heldigvis falder koncentrationen en del blot få meter væk. Et par hundrede meter væk er der slet ingen forskel sammenlignet med den normale baggrundforurening,” forklarer Zhu.

En anden løsning kan være at gå inden døre på en af restauranter eller kiosker, der ofte findes i forbindelse med lynladestationer.

Ny teknologi – nye udfordringer

UCLA-undersøgelsen af ultrafine partikler omkring lynladestationer understreger, at elbiler stadig er ny teknologi, og vi stadig lærer, hvordan vi bedst benytter den.

Har man været i Los Angeles, ved man, at der er usædvanlig meget og tæt trafik. Der er med andre ord mange ultrafine partikler at hvirvle op i luften. Især hvis lynladestationen er placeret umiddelbart ved en meget trafikeret vej.

Er lynladestationen placeret i bunden af en rasteplads, som vi ofte ser det i Danmark, vil koncentrationen af partikler alt andet lige være lavere.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here