Bilforsikringer er blevet markant dyrere, viser ny undersøgelse. Stigningen er størst for fossilbiler, men elbiler er stadig dyrest at forsikre.
Bilforsikringer er blevet dyrere for mange bilejere i løbet af de seneste år. Ifølge forsikringsselskaberne skyldes de højere præmier med flere skader, dyrere reservedele og højere timelønninger.
Præcis hvor meget bilforsikringen er steget, afhænger dog af, om man kører elbil eller benzinbil. Det viser en ny undersøgelse af prisstigninger på kaskoforsikringer blandt otte forsikringsselskaber, som bilistorganisationen FDM har lavet.
Det er to år siden, FDM senest undersøgte prisen på bilforsikringer på udvalgte bilmodeller. Den nye undersøgelse bekræfter tendensen med markante prisstigninger de seneste år.
20 procent flere skader
Konkret er forsikringspræmierne på elbiler i gennemsnit steget 13 procent, mens de for benzinbiler er steget 19 procent.
”Bilforsikringen er en stor post på det samlede bilbudget. Derfor er det relevant at undersøge, hvordan priserne udvikler sig. Her har de seneste års stigninger været i fokus. De skyldes blandt andet flere skader, og i 2024 blev der registeret 20 procent flere skader end i 2019. I den periode er der kommet flere biler på vejene, og bilerne har fået mere avanceret teknologi. Et sidespejl er ikke længere bare et sidespejl, men indeholder i dag elektronik, kamera og sensorer til for eksempel assistentsystemer,” siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.
Forsikringspræmierne ser dog ud til at have nået et foreløbigt højdepunkt, vurderer Ilyas Dogru:
”Vi kan konstatere, at antallet af skader nu er begyndt at falde her i 2025. Samtidig er konkurrencen på markedet skærpet. Derfor er det FDMs forventning, at priserne på bilforsikringer ikke vil stige nær så meget fremover.”
Elbiler fortsat dyrest
Selvom fossilbiler i gennemsnit er blevet 19 procent dyrere at forsikre, er elbiler som regel fortsat endnu dyrere at forsikre.
”Flere tillægsforsikringer og elbilers hurtige acceleration, samt måden de bremser på, kan overraske nye elbilejere, hvilket ses i skadestatistikken. Når forsikringen på elbiler i gennemsnit alligevel falder, skyldes det, at den populære Tesla Model Y er faldet knap seks procent, og dermed trækker den gennemsnittet for alle elbiler ned. Det er markedet for reservedele til Tesla, som er blevet større, ligesom flere steder nu kan reparere Tesla, og det spejler sig positivt i priserne. Det ændrer dog ikke på, at Tesla Model Y stadig er den dyreste bil at forsikre i vores undersøgelse,” siger Ilyas Dogru.
Fem råd til billigere forsikring
- Giv dine forsikringer et tjek mindst en gang om året. Markedet er dynamisk, og undersøgelser viser, at loyale kunder går glip af de bedste priser.
- Brug portaler som forsikringsguiden.dk til at finde de laveste priser. Husk, at forsikringsselskaberne kæmper om at have dig som kunde.
- Pres prisen ned hos forsikringsselskaber, der er altid mulighed for forhandling. Vær ikke bange – det værste, der kan ske, er, at du får et nej. Og finder du et bedre tilbud, kan du altid presse dit nuværende selskab med det.
- Samlerabatter kan være gode, men er ikke nødvendigvis de billigste. Derfor skal du undersøge grundigt og sammenligne totaludgifter.
- Du skal ikke have et livslangt forhold til dit forsikringsselskab. Mange er bekymret for dækning ved et skift, men det sker automatisk.






