Undersøgelse: SUVere slår flere ihjel i trafikken

suvere
Foto: Havarikommissionen for Vejtrafikulykker/Christoffer Askman.

SUVere øger risikoen for ulykker med dødelig udgang med 44 pct. ifølge stor britisk undersøgelse. Risikoen er endnu større for børn.

Tunge, høje og kantede SUVere vinder frem i gadebilledet – og det kan bogstaveligt talt mærkes på den farlige måde for medtrafikanterne. Især hvis man er fodgænger eller cyklist. En ny britisk undersøgelse konkluderer, at de populære SUV-biler er markant farligere end almindelige personbiler, når de støder sammen med bløde trafikanter. Det samme gælder for varebiler.

Bag undersøgelsen står forskere fra Imperial College London og London School of Hygiene and Tropical Medicine, som har analyseret over 680.000 trafikulykker i England og Wales over en periode på 35 år. Forskerne undersøgte forskellen på de skader, som bløde trafikanter udsættes for, når de rammes af henholdsvis SUVere og personbiler.

Resultaterne er ikke til at tage fejl af: Risikoen for at blive dræbt ved en påkørsel er 44 pct. højere, hvis det er en SUV, der rammer.

Rammer hårdere og højere

Tallene er endnu mere alarmerende, når det gælder børn.

Børn under 10 år har 130 pct. større risiko for at dø, hvis de bliver ramt af en SUV, sammenlignet med en almindelig personbil.

Det skyldes blandt andet, at SUVers høje og mere kantede front rammer højere på kroppen og øger risikoen for alvorlige skader.

Voksne bliver ramt i bækkenhøjde i stedet for på benene, mens børn bliver ramt i brysthøjde. Jo højere man rammes på kroppen, desto farligere er det.

Samtidig betyder den høje front på en SUV, at det er mere sandsynligt, at den påkørte bliver kastet fremad og ramt igen. Bliver man ramt af en lavere personbil, bliver man typisk liggende på motorhjelmen i stedet for at blive kastet tilbage på vejbanen. Det er mindre farligt.

SUVere dræber flere

Undersøgelsen bliver offentliggjort i en tid, hvor SUVere fylder mere og mere i gadebilledet – både globalt og i Danmark er biltypen den mest populære.

I 2023 stod SUVere for 48 pct. af bilsalget på verdensplan – en stor stigning fra blot 15 pct. i 2010.

Det er en udvikling med alvorlige omkostninger. Ifølge forskerne bag studiet, kunne op mod otte  pct. af dødsulykker blandt fodgængere og cyklister i Europa være undgået, hvis SUVerne i stedet havde været almindelige personbiler.

Underminerer fremskridt

”Over hele verden ser vi en stor stigning i salget af stadig større biler. Tidligere undersøgelse dokumenterer, at denne udvikling grundlæggende underminerer målet om at nå nul trafikdræbte. På samme måde viser vores undersøgelse, at populariteten af større biler underminerer alle de fremskridt inden for trafiksikkerhed, der ellers er opnået på andre områder,” konkluderer professor og seniorforfatter på undersøgelsen Anna Goodman.

Forskerne efterlyser nye tiltag i byplanlægning og trafikpolitik for at beskytte de mest udsatte trafikanter. Eksempelvis kunne lavere hastigheder i byområder og restriktioner for de største køretøjer i tætbefolkede områder være en del af løsningen.

SUVere har ikke kun flere trafikdrab på samvittigheden. Biltypen øger også energiforbruget, hvilket har skabt krav om at begrænse biltypen.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here