Se her hvilket udstyr, der bedst betaler sig i din nye bil, når du skal sælge den igen. Aircondition og metallak er et must, hvis du vil begrænse bilens værditab.
Det er skønt at forkæle sig selv med en bunke lækkert udstyr, når du køber ny bil. Men faktisk er det også en god idé at have kigget lidt dybt i udstyrslisten og gjort de rigtige tilvalg, når du skal sælge bilen igen om nogle år.
Har din bil det rigtige udstyr, er den nemlig lettere at komme af med igen, og du får en bedre pris, skriver Penge & Privatøkonomi i sit novembernummer.
Opskriften er rimelig enkel, skriver bladet, der har fået hjælp fra Bilbasen.dk til at analysere, hvad brugtbilskøberne går efter.
Her er ’opskriften’ på den bil, køberne vil flokkes om – og som altså giver dig det laveste værditab:
Først de grundlæggende ting. Vælg helst en stationcar frem for en sedan, og fem døre er bedre end fire eller tre, farven skal være sort, sortmetal, sølv, hvid eller mørkeblå. Diesel tiltrækker også flere købere end benzin – især hvis det er en større bil i Golf-klassen eller op efter.
Derudover skal bilen have trækkrog lige som aircondition eller klimaanlæg også er et ’must’. Dertil skal der være komfortudstyr som fartpilot og regnsensor, ligesom flere og flere brugtkøbere går efter bluetooth/håndfri tilkobling af mobilen samt USB/aux tilslutning til musik og lignende.
Jo dyrere bilklasse, jo højere udstyrsniveau forventes der ifølge markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen:
”Du kan godt sælge en brugt bil uden den slags udstyr, men det er meget nemmere at komme af med bilen, hvis den har det,” siger han til Penge & Privatøkonomi.
Der er dog også udstyr på din nye bil, som bilkøberne ikke tænder på og derfor øger dit værditab. Så lad være med at købe store fælge, soltag og kæmpe stereo – og da slet ikke sænkning og motortuning, der er de helt store ’turn offs’ for brugtkøberne.
Spar på eftermonteret udstyr
Inden du sætter alt for mange krydser på ønskesedlen over udstyr i din nye bil, så spørg altid hos forhandleren om muligheden for at få eftermonteret udstyret.
På grund af de høje danske registreringsafgifter betaler du en meget høj pris for fabriksmonteret ekstraudstyr.
Nogle bilimportører- og forhandlere forbereder ifølge Penge & Privatøkonomi deres biler, så der relativt let kan eftermonteres det ønskede udstyr, efter du har købt bilen. På den måde sparer du registreringsafgiften på selve udstyret.
For eksempel koster et avanceret, fabriksmonteret hifi-anlæg i en helt ny Ford cirka 36.500 kroner, men det kan eftermonteres for cirka 22.000 kroner – en besparelse på 14.500 kroner.
Fakta: Det mest søgte udstyr
Træk
Klimaanlæg
Fartpilot
Regnsensor
Håndfri/bluetooth