Vild melding: Vil massefremstille superbatteri allerede i år

Kinesiske Dongfeng hævder, at de allerede i år begynder massefremstilling af solid state-batterier som de første i verden.

Konkurrencen om at komme først med de stærkt hypede solid state-batterier, der lover længere rækkevidde og hurtigere lynladning, spidser til.

Flere bilmærker og batteriproducenter taler om 2027 - altså næste år - men nu smider en kinesisk bilproducent en trumf, der ser ud til at rydde bordet: Dongfeng, der er blandt Kinas ældste, statsejede bilmærker, hævder, at de allerede senere i år begynder massefremstilling af solid state-batterier.

Første seriefremstillede solid state

Angiveligt begynder Dongfeng serieproduktion i andet halvår, skriver den statsejede lokalavis Hubei Daily. Holder det, vil Dongfeng kunne prale af at komme først med verdens første, seriefremstillede solid state-batteri.

Faststof-batteriet benytter faste elektrolytter og får en energitæthed på 350 Wh/kg. Det er omkring 20 procent bedre end gode litium-ion batterier, og dermed noget under den 'gevinst', man forventer solid state-teknologien vil give elbiler. 

Eksperter vurderer, at solid state-batterier vil give mange mellemstore elbiler en rækkevidde omkring 1.000 kilometer.

Mere sikkert

Udover længere rækkevidde, lynlader solid state-batterier hurtigere, har længere levetid og stort set ingen risiko for at bryde i brand. Ifølge Dongfeng er batteriet sikkert, selv når halvdelen af battericellerne er voldsomt deformerede eller udsat for op til 170 graders varme.

Solid state-batteriet løser også udfordringen med formindsket rækkevidde ved lave temperaturer. Ifølge Dongfeng leverer deres nye batteri stadig 74 procent af den fulde kapacitet ved minus 30 grader. Trods længere rækkevidde er vægten også reduceret med 30 procent. Solid state-batterier vil derfor også gøre dagens tunge elbiler markant lettere.

Står bag Voyah i Danmark

I Danmark er Dongfeng mest kendt for at stå bag mærket Voyah, der importeres af Wismo Group. Siden EU indførte straftold på kinesisk-fremstillede elbiler, har Voyah dog været sat på pause i Danmark.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here