Vintertest: Så hurtigt lader elbiler batteriet 10-80 pct.

Der er kæmpe forskel på, hvor hurtigt elbiler lader batteriet 10-80 pct. i vinterkulde, viser norsk test – fra 16 til 46 minutter.

For nylig gennemførte NAF, det norske svar på FDM, for 12. gang deres efterhånden verdenskendte rækkeviddetest af elbiler. Mens testen især fokuserer på elbilers reelle rækkevidde, giver testen også indblik i, hvor lang tid det tager for moderne elbiler at lade batteriet op fra 10-80 pct i en lynlader. En ikke uvæsentlig detalje, hvis man kører lange stræk i elbilen.

Årets vintertest foregik i temperaturer omkring frysepunktet og op til fem plusgrader. Altså forhold, der minder om mange danske vinterdage.

NAF testede lynladning for flere end 20 biler. Alle havde kørt mindst to timer, inden de fik sat stikket i, og de indbyggede batteriforvarmere var aktiveret, så batterierne kunne tage imod mest mulig strøm. Alle lynladninger foregik i meget kraftige ladere, der kunne levere op til 400 kW – mere strøm end nogen af bilerne i testerne kunne håndtere.

Når man kun lader op til 80 pct. skyldes det, at ladetiden fra 80 til 100 pct. tager uforholdsmæssigt lang tid. Som erfarne elbilister ved, kan det ikke betale sig at bruge tid på at lade de sidste 10-20 pct. Det er hurtigere at køre efter 80 pct., og så evt. ’toppe op’ senere, hvis det bliver nødvendigt.

800 volt rykker

Ikke overraskende brugte elbiler med 800 volt-teknologi mindst tid i lynladeren. Lotus Emeya var hurtigst af alle. Blot 16 minutter tager det at lade batteriet 10-80 pct. Den kinesiske performance-sedan tager imod hele 331 kW, når strømmen peaker. Det er voldsomt meget strøm – og en halv time hurtigere end testens langsomste elbil. En forskel på vilde 187 pct.

Lotus Emeya er hurtigst ved lynladeren. 16 minutter tager det at lade batteriet fra 10-80 pct.

Faktisk slår Lotus et hul på tre minutter ned til testens næsthurtigste. Porsche Taycan, også med 800 volt-teknologi, hænger 19 minutter i kablet og peaker ved 287 kW.

I forhold til bilernes pris er det næsten mere imponerende, at Hyundai Ioniq 5 og Xpeng G6, begge blot bruger ét minut længere i lynladeren for at lade deres batterier op 10-80 pct. Begge biler har også 800 volt, men koster kun en tredjedel af prisen for en Porsche Taycan. Ioniq 5 og G6 og peaker ved henholdsvis 256 og 280 kW.

Herefter kommer der endnu to biler med 800 volt-teknologi, søsterbilerne Porsche Macan og Audi Q6 e-tron, der lader 10-80 pct. på henholdsvis 21 og 22 minutter.

Ford Explorer er nummer syv som første elbil med mere almindeligt 400 volt elsystem. Explorer lader 10-80 pct. på respektable 25 minutter.

Kinesiske Hongqi EHS-7, der kommer til Danmark i februar, gør det reelt endnu bedre på 8. pladsen. Også her klares lynladning på 25 minutter, men Hongqi gør det med et kolossalt batteri på 103,5 kWh mod Fordens mere beskedne 77 kWh.

Hverdagsbilen Hyundai Ioniq 5 har 800 volt teknologi – og det gør den tredje hurtigst i lynladeren.
Tesla topper hurtigt

I det hele taget skal man holde tungen lige i munden, hvis man vil konkludere på ladetiderne. Batteristørrelsen er selvfølgelig vigtig, og så skal man ikke lade sig imponere af de peakeffekter, som ofte fremhæves i reklamer for elbiler.

Tesla Model 3 er et godt eksempel. Tesla lover, at det 79 kWh-store batteri tager imod 250 kW. Det dufter jo af ægte lynladning, men Model 3 peaker reelt ved mere moderate 226 kW og ret hurtigt mister batteriet pusten. Ved 50 pct. tager det kun imod 108 kW, og så tager det i alt 32 minutter at lade 10-80 pct.

Til sammenligning bruger Årets Bil i Danmark, Kia EV3, et minut mindre på at lade 10-80 pct. til trods for, at batteriet er lidt større og peak-effekten omtrent er det halve, 122 kW.

Peugeot er langsomst

I bunden finder vi søsterbilerne Peugeot E-3008 og E-5008. Igen, fristes vi til at skrive. Da NAF udførte samme ladetest i sommers, tog det hele 42 minutter at lade batteriet i Peugeot E-3008 fra 10-80 pct. I vinterkulden stiger ladetiden endda til 46 minutter – testens langsomste lynladning – til trods for, at Peugeot lover en peakeffekt på 160 kW og at E-3008 har testens tredjemindste batteri.

Peugeot E-3008 er ikke rigtigt i stødet i ladetesten: Hele 46 minutter tager det at lade 10-80 pct. på batteriet.

Peugeot E-5008 klarer sig interessant nok mindre dårligt med en ladetid på 38 min. De to biler har identisk teknik, men E-5008 kom på markedet lidt senere, så måske er franskmændene godt i gang med at optimere og forbedre teknologien. Det er også nødvendigt, for der er langt op til konkurrenterne, når det gælder ladetider.

NAF konkluderer, at man som forbruger ikke skal fokusere på peak-ladeeffekt. Læs det med småt, hvor fabrikkerne skal opgive den fulde ladetid for en 10-80 pct. opladning af batteriet. Det siger meget mere om, hvor lang tid man reelt kommer til at holde ved lynladeren på langturen. Og vær på vagt, hvis ladetiden er opgivet i et mindre interval som f.eks. 20-80 pct., som Peugeot oplyser. Det er ofte et tegn på, at lynladning er til den langsomme side.

NAF-ladetest: Så lang tider tager 10-80 pct. opladning
Kilde: NAF, grafik: Hvilkenbil.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here