Volvo fjerner fejlramt lidar-radar

Volvo har fundet et quickfix på de langvarige problemer med lidar-radaren på EX90. Nu er den fjernet og gjort til ekstraudstyr.

Volvo har haft det svært med overgangen til elbiler. Særligt flagskibet, den enorme SUV EX90, har drillet i en grad, så det har kostet næsten to års forsinkelse, milliarder af kroner og afskedigelser af medarbejdere.

Et af de ømme punkter var den såkaldte lidar-radar. Den er nem at se, for den sidder forrest på taget, hvor den minder om et taxa-skilt.

Den avancerede og kostbare radar bruger laser til at skabe et tredimensionelt billede af omgivelserne. Formålet var at bringe de aktive køreassistenter op på ‘next level’, og gøre EX90 til den sikreste Volvo nogensinde.

Har aldrig virket

Men ligesom store dele af softwaren har Volvo aldrig fået radaren til at virke. Volvo har løbende forsøgt sig med software-opdateringer, men den seneste melding har været, at lidar-radaren bruges til at samle informationer om kørslen, men ikke bidrager aktivt til sikkerheden.

“Uacceptabelt”

For et par måneder siden var Volvos hjemvendte chef Håkan Samuelsson ude at beklage overfor Volvo-kunderne, at teknologien stadig ikke virker 100 procent i EX90. Samuelsson erkendte, at det er “uacceptabelt”, men kunne ikke sige noget om, hvornår Volvo ville få styr på alle de fejl, der har plaget EX90 - herunder den inaktive lidar-radar.

Også på den danske hjemmeside viser Volvo nu fotos af EX90 uden lidar-radar på taget.

Nu har Volvo fundet en effektiv løsning på problemet: Lidar-radaren er simpelthen fjernet fra EX90. I stedet kan den nu købes som ekstraudstyr. Stadig uden oplysninger om, hvornår Volvo forventer, at den fungerer.

12.000 kroner billigere

Så kan det jo være fristende at spare pengene. I Norge betyder den manglende radar, at EX90 bliver 18.000 kroner billigere. Det svarer til 12.000 danske kroner. Herhjemme er den danske hjemmeside endnu ikke opdateret med nye priser, men på flere fotos vises EX90 nu uden radar på taget.

I Norge bekræfter kommunikationschef for Volvo Norge til motor.no, at EX90 nu kan bestilles uden lidar-radar.

“På grund af en uventet mangel på lidar-leverancer har Volvo Cars besluttet at fremskynde introduktionen af varianter af EX90 og ES90 uden lidar.”

Kunder, der har bestilt EX90, men endnu ikke fået den leveret, vil få en reduktion på 18.000 norske kroner, hvis bilen leveres uden lidar-radar.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here