Volvo klar med nye motorer

Volvo vinker farvel til 5-cylindrede og fremmede motorer. For første gang i 20 år er der egne, nye maskiner på programmet – plus nyt 8-trins automatgear.

De ranker ryggen på Volvo-fabrikkerne. Efter 20 års ventetid er svenskerne atter klar med en helt ny motorgeneration udviklet fra bunden af Volvos egne ingeniører siden skilsmissen fra Ford i 2010. Dermed er det snart farvel til alle andre motorvarianter – både Volvos egen legendariske 5-cylindrede motor, der kom med 850-modellen for over 20 år siden, men også goodbye til Ford-motorer og adieu til dieselmotorer fra Peugeot/Citroën.

De nye motorer er fra nytår i modelprogrammet i Danmark i modellerne S/V/XC 60, V/XC 70 og S80 – dog i første omgang ikke i AWD-udgaverne.

Hidtil har man kunnet få Volvo i seks forskellige motorudgaver: benzinmotorer med 4, 5, 6, eller sågar 8 cylindre, primært til det amerikanske marked, samt 4- og 5-cylindrede dieselmotorer. Men nu er oprydningen i gang, og der er helt nye, avancerede boller på den svenske suppe.

Volvo S60 er blandt de modeller, der først tilbydes med de nye motorer.
Volvo S60 er blandt de modeller, der først tilbydes med de nye motorer.

Opskriften er Drive-E motorprogrammet, som i udviklingsfasen gik under betegnelsen Volvo Engine Architecture. Det er baseret på blot to 4-cylindrede motorer; en commonrail diesel og en benzin med direkte indsprøjtning.

Vi har skabt mindre, mere intelligente motorer, som har køreegenskaber, der er mere spændende end motorer med flere cylindre, og med en brændstoføkonomi, som kun firecylindrede motorer kan præstere. Tilføjes el-drift som plug-in hybrid teknologi, når vi tillige op på ydelser i V8-området,” siger Derek Crabb, Vice President Powertrain Engineering hos Volvo Cars.

Produktionen af de nye motorer er startet på en helt ny motor-produktionslinje, der ifølge Volvo selv har krævet en investering på to milliarder kroner på koncernens motorfabrik i Skövde i Sverige. Fabrikken kommer efter planen til at producere 400.000 Volvo-motorer i 2015.

Fra 120 til 304 hk
Diesel- og benzinmotorerne, der får ydelser fra 120 til 250 hk på dieselsiden og fra 140 til hele 304 hk på benzinfronten, har samme grundkonstruktion med ens slagvolumen og krumtapaksel, men cylindrene kan varieres. Mængden af forskellige komponenter mellem benzin- og dieselmotorer er ifølge Volvo reduceret med 60 procent, og det muliggør produktion af alle motorer på samme produktionslinje.

De nye motorer får glæde af en 8-trins automatgearkasse, der afløser den nuværende 6-trins. Dertil fås en 6-trins manuel gearkasse.

De første Volvo-modeller med de nye motorer, som er klar hos de danske forhandlere, kører med en 2,0 liters udgave, der som D4-turbodiesel yder 181 hk og klarer 27 km/l efter EU-normen. Det betyder, at den efter beregningerne blot udleder 99 gram CO2 pr. kilometer. Benzinudgaven T6 – ja modelbetegnelsen er forvirrende, men den har altså kun 4 cylindre – præsterer hele 304 hk, der frembringes ved hjælp af en kompressor ved lave omdrejninger og fra 3.500 omdrejninger/minut sætter en turbolader tryk på. Alligevel klarer den 15,6 km/l.

En T5 (den har altså også kun 4 cylindre, red.) med turbolader men uden kompressor er også klar. Den yder 245 hk. En T4 og en T3 med hhv. 190 hk og 150 hk dukker op senere.

På dieselsiden kommer der foruden D4’eren med 181 hk senere en kraftkarl med hele 230 hk foruden to mindre versioner med henholdsvis 120 og 150 hk.

Diesel: Ny indsprøjtningsteknik
Dieselmotoren har en helt ny indsprøjtningsteknik, kaldet i-Art, med separat styrede indsprøjtningsdyser. Trykfeedback fra en lille computer på hver enkelt indsprøjtningsdyse i stedet for den traditionelle enkelte tryksensor i common rail gør  det muligt løbende at overvåge og tilpasse brændstofindsprøjtningen pr. forbrænding i hver af de fire cylindre.

Dieselolien sprøjtes ind med op til 2.500 bar, og det giver en meget ren forbrænding. Uden brug af additiver kan de nye motorer således klare de kommende Euro 6-emissionskrav.

Kombinationen af i-Art teknologi og højere indsprøjtningstryk giver en motor med bedre brændstoføkonomi, væsentligt lavere udledninger, høj ydelse og efter sigende en bedre ’sound ’fra motoren.

Ifølge Volvo vil Drive-E familien af firecylindrede benzin- og dieselmotorer sammen med hybridenheder blive introduceret i hele modelprogrammet i løbet af 2014 og 2015.

Kommer som 3-cylindret
Og ’downsizingen’ fortsætter. På lidt længere sigt kommer der efter al sandsynlighed 3-cylindrede udgaver af de nye motorer.

Allerede fra starten er Drive-E motorerne forberedt til fremtidig el-drift. De firecylindrede motorers kompakte størrelse betyder, at en el-motor kan monteres foran eller bagi bilen. Batteripakken får sin plads midt i bilen.

Næste skridt for Volvo er introduktionen af en ny modulopbygget platform, der er udviklet sammen med de nye motorer. SPA (Scalable Product Architecture), som den hedder, skal danne basis for en lang række modeller – i første omgang den nye XC90, som introduceres i løbet af året.

Læs også om Volvos fokus på sikkerhed https://www.hvilkenbil.dk/volvo-taettere-pa-en-fremtid-uden-uheld/

Fakta: Tekniske data og priseksempler med de nye motorer

Volvo S60 T6, benzin, 8-trins aut.
Cylindre: 4
Motorvolumen, ccm: 1.969
Ventiler 16:
Hk v. omdr.: 306-5.700
Nm v. omdr.: 400-2.100
Længde-bredde-højde, cm: 464-187-148
Akselafstand, cm: 277,6
0-100 km/t, sek.: 5,9
Topfart, km/t: 230
Forbrug, km/l: 15,6 km/l. 149 g/km (CO2)
Pris fra, kr.: Ca. 693.000 inkl. levering

Volvo S60 D4, diesel, 6-trins man.
Cylindre: 4
Motorvolumen, ccm: 1.969
Ventiler: 16
Hk v. omdr.: 181-4.250
Nm v. omdr.: 400-1.750
Længde-bredde-højde, cm: 464-187-148
Akselafstand, cm: 277,6
0-100 km/t, sek.: 7,4
Topfart, km/t: 230
Forbrug, km/l: 27,0 km/l. 99 g/km (CO2)
Pris fra, kr.: Ca. 515.000 inkl. levering

Volvo S60 T5, benzin, 8-trins aut.
Cylindre: 4
Motorvolumen, ccm: 1.969
Ventiler: 16
Hk v. omdr.: 245-5.500
Nm v. omdr.: 350-1.500
Længde-bredde-højde, cm: 464-187-148
Akselafstand, cm: 277,6
0-100 km/t, sek.: 6,3
Topfart, km/t: 230
Forbrug, km/l: 16,9 km/l. 137 g/km (CO2)
Pris fra, kr.: Ca. 578.000 inkl. levering

Kilde: Volvo

[email protected]

3 Kommentarer

    • Hej Bjarne
      Det gør Volvo selv – de har udviklet en ny generation af firecylindrede dieselmotorer, der alle er på 2,0 liter og kan leveres med forskellige ydelser. Det bliver også den sidste familie af dieselmotorer ifølge Volvo selv: Fremover vil fabrikken satse på hybridteknologi og ren eldrift.
      MVH Jens, hvilkenbil.dk.

  1. Jeg synes, at en 2,0 d4 motor er dårlig – den bruger olie af h til, men bilen kører som en drøm, jeg er glad for bilen, men træt sf dens olieforbrug. Mvh Lothar

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here