Volvo satser på nye, gamle chefer

volvo chefer

Volvo henter endnu en tidligere chef ind, der får ansvar for at udvikle nye bilmodeller - det kan blive afgørende for Volvo.

Det er comeback-tid hos kriseramte Volvo – og der er ingen diskrimination på grund af fremskreden alder. Tværtimod går den svensk-kinesiske bilproducent efter erfaring og opnåede resultater, når de ansætter ’nye’ medarbejdere.

Udskiftningen på chefgangen begyndte tidligere i år, da Volvos kinesiske ejere Geely fyrede den skotske topchef Jim Rowan.

I stedet vendte den tidligere Volvo-boss, 75-årige Håkan Samuelsson, tilbage. Geely satser på, at den højt respekterede svenske veteran er manden, der kan løse Volvos problemer med vigende salg og indtjening i et voldsomt konkurrencepræget marked. 

De rigtige modeller

Samuelsson har lanceret en plan, der bl.a. indebærer afskedigelser af 3.000 medarbejdere.

Derudover er han i gang med at sætte et nyt leder-hold. Og her satser erfarne Samuelsson på mere erfaring: Ny chef for produktstrategi og udvikling af nye modeller bliver Michael Fleiss. Han kommer fra firmaerne Aurobay og Horse Powertrain, hvor han har udviklet nye motorløsninger for bl.a. Geely og Renault. Før det havde Fleiss en nøglerolle i udviklingen af motorer for Volvo, som han altså nu vender hjem til.

Bag begrebet ’produktstrategi’ gemmer sig en opgave, som Håkan Samuelsson lægger stor vægt på. Michael Fleiss skal sikre, at Volvo satser på at udvikle de helt rigtige, salgbare bilmodeller, uden at der opstår huller i modelprogrammet.

Erfarne Erik Severinson skal løfte Volvo-salget.

Volvo har f.eks. fået kritik for at holde fast i sedanen S60 for længe i en tid, hvor biltypen sælger stadig dårligere. Omvendt har Volvo måske opgivet deres historiske tradition og styrkeposition inden for stationcars – eller herregårdsvogne, som Volvo har kaldt dem – for tidligt.

Den slags beslutninger skal Michael Fleiss forbedre for Volvo.

Fokus på salg

På en anden vigtig chefpost er der også genvalg til en gammel kending. Produktdirektør Erik Severinson får en ny rolle som kommerciel direktør for Volvo. Det er et klassisk træk at styrke salgsorganisationen, når det går ned af bakke i en virksomhed. Alt bliver bare bedre, når salget vender den rigtige vej.

Severinson skal hjælpe Volvos regionale salgs-chefer verden over med at løfte salget. Det kan blive med alt fra flere penge til markedsføring og gode tilbud på biler og leasing. Og formentlig også ved bare at ånde de trængte salgs-chefer i nakken, så de når deres salgsmål.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here