VW bekræfter billigmærke

Efter et langt tilløb er det officielt: VW vil lave et nyt billigmærke, der skal bestå af tre modeller og især sælges i Sydøstasien.

Billigt er godt i store dele i verden – ikke mindst når det kommer til biler. I verdensdele som Asien, Afrika og Sydamerika vokser middelklassen, og de drømmer om en ny bil. Ikke nødvendigvis et kostbart statussymbol, snarere et praktisk og billigt transportmiddel.

Renaults rumænske billigmærke Dacia er vel nok det bedste eksempel på, hvor stor efterspørgsel der er på helt basale biler. Dacias succes sørger for overskud hos Renault i en grad, der får konkurrenterne til at skæve misundeligt til det rumænske discount-mærke. Også hos mægtige Volkswagen.

Tyskerne råder ret beset allerede over et billigere bilmærke i koncernen i form af Skoda. VWs tjekkiske datterselskab har dog haft enorm succes på at sigte opad i markedet – det er efterhånden mange år siden, at prisen var det vigtigste argument for at købe en Skoda.

Derfor har VW-koncernen længe overvejet, om man skulle sætte et nyt og billigere bilmærke i søen. Rygterne har svirret længe, og tidligere på ugen bekræftede VW-boss Martin Winterkorn så endelig beslutningen til den tyske avis, Bild am Sonntag.

Ifølge Winterkorn er VW klar til at sende det nye mærke på gaden i 2018. Indtoget på discount-markedet sker med en familie bestående af tre modeller; en praktisk hatchback, en smart crossover og endelig en klassisk sedan, som mange kunder foretrækker det uden for Europa. Vi skal nemlig ikke forvente at se de kommende discount-folkevogne på vore breddegrader. I stedet satser VW på typiske værkstmarkeder som Kina og tilstødende asiatiske lande.

Dyrere end forventet
Winterkorn fortæller til Bild am Sonntag, at det nye billigmærke skal koste fra omkring 60.000 kr. Det er noget dyrere end de 45.000 kr. som var VWs oprindelige mål – og netop problemer med at holde omkostningerne og dermed prisen nede, kan forklarer, hvorfor VW først har fået taget beslutningen nu.

Netop det lange tilløb til at lancere et nyt billigmærke, var en af grundene til at VW-gruppens magtfulde bestyrelsesformand Ferdinand Piëch tidligere i år forsøgte at afsætte Winterkorn som chef. Manøvren mislykkedes og førte i stedet til, at Piëch overraskende måtte trække sig, mens Winterkorn kom styrket ud af konfrontationen. Nu følger han altså op ved at lancere endnu et bilmærke i den enorme VW-koncern.

Læs også: VW er klar med discountmodel i 2016

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here