VW-elbiler får billigere batterier med længere rækkevidde

vw elbiler

Billigere og mere robuste batterier øger rækkevidden med op til 40 kilometer i nogle af Danmarks mest populære elbiler. Elmotorerne får også flere kræfter.

VW er på vej med omfattende opgraderinger af en af Danmarks mest solgte elbiler. Basisudgaverne af ID.4 og den sportslige variant ID.5 får både nyt batteri og elmotor.

Det nuværende NMC-batteri på 52 kWh udskiftes med et 58 kWh-batteri (netto) af den billigere og mere robuste LFP-type (litium-jern-fosfat). Det giver op til 40 kilometer længere rækkevidde, så ID.4 og ID.5 fremover kan køre 400 kilometer på en opladning.

Oplader 100 pct. uden risiko

En anden stor fordel ved batteriskiftet er, at LFP-batterier ikke tager skade af at blive opladet til 100 procent. Sammenlignet med NMC-batterier, der anbefales at lades til 80 procent, øger det altså den reelle rækkevidde endnu mere.

Basisudgaverne får også mere motorkraft. Den nuværende elmotor med 125 kW (170 hk), veksles til en kraftigere udgave med 140 kW (190 hk). Drejningsmomentet øges fra 310 til 350 Nm.

LFP-batterier er billigere end NMC-batterier, men om det også gør basisudgaverne af ID.4 og ID.5 som Pure og Life billigere, ved vi ikke. Den danske VW-importør er endnu ikke klar med priserne. I dag begynder de akkurat under 300.000 kroner for en ID.4 Pure med 360 kilometers rækkevidde.

Ny software med flere apps

Uanset motor og batteri får alle ID.4, ID.5 og ID.7 også opgraderet softwaren. Den nye software er angiveligt Android-baseret og grundlaget for VW’s nye Innovision infotainmentsystem. Betjeningen skal være hurtigere og mere intuitiv og indeholder også en ny app-shop. Her kan man aktivere eller udvide forskellige tjenester. Formentlig mod betaling eller på abonnement, men det oplyser VW endnu ikke noget om.

Som bilkøber skal du altså være opmærksom på, at flere nye features kan komme til at koste ekstra.

Som tilvalg kan man også bruge smartphone eller smartwatch som nøgle til ID-bilerne.

One-pedal-drive

Andre forbedringer er en udvidet Travel Assist og ikke mindst muligheden for one-pedal-drive. Fremover vil VW’s elbiler kunne køres i de fleste situationer uden brug af bremsen: Når speederen slippes, fortsætter rekuperationen af bremseenergien til bilen holder stille. Det gør kørslen nemmere og som regel også mere økonomisk.

De opdaterede udgaver af ID.4, ID.5 og ID.7 kommer til Danmark senere i år. Det samme gælder en faceliftet udgave af ID.3, der udover de tekniske forbedringer også får ændret design ude og inde. Samme ansigtsløftning er også på vej til ID.4 og 5.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here