Billigere og mere robuste batterier øger rækkevidden med 70 kilometer i en af Danmarks mest populære elbiler. Elmotoren får også flere kræfter.
(Opdateret 19. marts med danske priser) VW opgraderer af en af Danmarks mest solgte elbiler. Basisudgaverne af ID.4 får både nyt batteri og elmotor.
Det nuværende NMC-batteri på 52 kWh udskiftes med et 58 kWh-batteri (netto) af den billigere og mere robuste LFP-type (litium-jern-fosfat). Det giver op til 71 kilometer længere rækkevidde, så ID.4 fremover kan køre 431 kilometer på en opladning.
Oplader 100 pct. uden risiko
En anden stor fordel ved batteriskiftet er, at LFP-batterier ikke tager skade af at blive opladet til 100 procent. Sammenlignet med NMC-batterier, der anbefales at lades til 80 procent, øger det altså den reelle rækkevidde endnu mere.
Basisudgaverne får også mere motorkraft. Den nuværende elmotor med 125 kW (170 hk), veksles til en kraftigere udgave med 140 kW (190 hk). Drejningsmomentet øges fra 310 til 350 Nm.
Lynladetiden er omtrent den samme. Max-effekten for det nye LFP-batteri falder ganske vist til 105 kW, men en flad ladekurve gør det muligt at lynlade batteriet fra 10 til 80 procent på 26 minutter.
LFP-batterier er billigere end NMC-batterier, og trods de bedre præstationer fastholder VW de danske priser fra lige under 300.000 kroner for en ID.4 Pure med 431 kilometers rækkevidde.
Ny software med flere apps
Uanset motor og batteri får alle ID.4, ID.5 og ID.7 også opgraderet softwaren. Den nye software er angiveligt Android-baseret og grundlaget for VW’s nye Innovision infotainmentsystem. Betjeningen skal være hurtigere og mere intuitiv og indeholder også en ny app-shop. Her kan man aktivere eller udvide forskellige tjenester. Formentlig mod betaling eller på abonnement, men det oplyser VW endnu ikke noget om.
Som bilkøber skal du altså være opmærksom på, at flere nye features kan komme til at koste ekstra.
Som tilvalg kan man også bruge smartphone eller smartwatch som nøgle til ID-bilerne.
One-pedal-drive
Andre forbedringer er en udvidet Travel Assist og ikke mindst muligheden for one-pedal-drive. Fremover vil VW’s elbiler kunne køres i de fleste situationer uden brug af bremsen: Når speederen slippes, fortsætter rekuperationen af bremseenergien til bilen holder stille. Det gør kørslen nemmere og som regel også mere økonomisk.
En anden mindre, men vigtig forbedring er et nyt rat med fysiske betjeningsknapper i stedet for de udskældte touch og swipe-felter med haptisk feedback.
De opdaterede udgaver af ID.4, ID.5 og ID.7 kommer til Danmark nu. Senere i år kommer der også en faceliftet udgave af ID.3, der udover de tekniske forbedringer også får ændret design ude og inde. Samme ansigtsløftning er også på vej til ID.4 og 5.






Det undrer mig en del at VW netop nu installerer 58kWh batterier i eksisterende modeller, men at id.Cross så alligevel får et 52kWh LFP batteri? Ville det ikke være nemmere og billigere at lave færre forskellige batterier? Og id.cross kunne godt bruge de ekstra 6kWh.