VW og Ford: Mindre el, mere benzin

opladningshybrid

VW skruer op for opladningshybrider. Ford overvejer, om satsningen på el er rigtig. Forklaringen er opbremsningen i salget af elbiler. 

Da Volkswagen for et par måneder siden offentliggjorde priserne på den nye Passat og den nye Tiguan, var opladningshybrider ikke en mulighed.

Men virkeligheden er en dynamisk størrelse, og derfor er Passat eHybrid og Tiguan eHybrid dukket op. Også på de danske prislister. For når salget af elbiler falder i Europa og resten af verden, og når efterspørgslen på hybrider stiger, må man justere. Og dét er netop, hvad Volkswagen gør.

VW-topchef Thomas Schäfer har til Automotive News redegjort for årsagen til, at VW hiver de modeller, der tidligere hed GTE og nu eHybrid, op af muleposen. Forklaringen er indlysende: Økonomi og efterspørgsel.

“Kunderne vil have opladningshybrider nu, og det gælder også i Kina og USA,” sagde Schäfer til Automotive News forleden.

Han understregede, at opladningshybriderne i øjeblikket er en af Volkswagens absolutte prioriteter.

Sidste år besluttede Thomas Schäfer og VW-topledelsen at sætte byggeriet af en fabrik i Tyskland, der skal producere elbiler, på pause. En investering til næsten 6,4 milliarder euro (lidt over 47 mia. kroner).

Flere slutter sig til
Opladningshybrider
Volkswagen ser muligheder i den nye Passat eHybrid.

Ford, der hos Volkswagen har købt MEB-platformen til elbiler, er i gang med at omstille sin fabrik i Köln til produktion af elbilen Explorer. Ford har tidligere erklæret, at man i 2030 udelukkende vil sælge elbiler i Europa, men nu lyder der andre toner fra Fords Europa-chef, Martin Sander.

“Hvis vi ser en stor efterspørgsel på eksempelvis opladningshybrider, så vil vi producere dem,” siger Sander til Financial Times.

Nissan, Hyundai og General Motors har for nylig afleveret samme budskab til Financial Times.

Fords fabrik i Valencia, hvor man tidligere producerede Mondeo og Galaxy og i dag kun har Kuga på samlebåndet, er under udvidelse. Kuga fås i dag som ren benzin, mildhybrid og opladningshybrid (billedet øverst), og den skal suppleres med en større model med flere drivlinjer.

Nødvendige og kloge justeringer

Især Toyota har i øjeblikket stor succes med sin strategi, der går ud på at lade markedet modnes til elbiler, mens man udvider mange års hybrid-erfaringer til også at omfatte flere opladningshybrider. Dét, som for få år siden kunne se ud til at være en strategisk fejl af Toyota, kan vise sig at være rettidig omhu og vejen til fortsat succes.

I marts bragte Hvilkenbil en artikel, der nævnte de bilproducenter – Mercedes, Audi, Renault og Skoda – som på det tidspunkt havde meddelt, at man skruer op for produktionen af benzin- og hybridbiler.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here