VW overvejer firedages arbejdsuge

firedages arbejdsuge

VW skærer dybt i produktionen, siger farvel til 35.000 ansatte – og overvejer at lade fabrikkerne gå ned på fire dages arbejdsuge.

VW kæmper for at omstille sig til en ny virkelighed med elbiler og hård konkurrence fra Kina. Midlerne er afskedigelser af tusindvis af medarbejdere, fabrikslukninger og kortere arbejdsuger.

VW trykker på den helt store spareknap. 35.000 stillinger skal væk, og 20.000 medarbejdere har allerede skrevet under på at forlade koncernen før tid frivilligt. Det sker som led i en kæmpe plan, der skal gøre VW klar til en fremtid med software-definerede elbiler, der kræver langt færre dele end fossilbiler.

Tysk produktion falder

En af de store udfordringer, at efterspørgslen på kendte VW-modeller med forbrændingsmotorer som Golf og Passat hele tiden falder.

Siden 2015 er den årlige produktion af den ikoniske Golf faldet fra over en million til godt 300.000 i 2024. I år forventer VW blot at fremstille 250.000 Golf på hovedfabrikken i Wolfsburg.

”Trenden viser en ustoppelig nedgang – Golf må flyttes til Mexico. Før eller siden. Ellers vil vores fabrik til sidst befinde sig i bunden af de grafer, som jeg lige viste jeg,” sagde tillidsrepræsentanten Daniela Cavallo angiveligt til sine kollegaer på et stormøde 3. juni ifølge nyhedsbureauet Reuters.

700.000 færre biler

Tilbage i december indgik VWs ledelse og medarbejder-repræsentanter en aftale om at reducere produktionskapaciteten i Tyskland med 700.000 biler. Det medfører, at de førnævnte 35.000 stillinger skal nedlægges.

De to andre tyske bilmærker i VW-familien, Audi og Porsche, er også i gang med at nedlægge jobs for at reducere omkostninger.

Firedages arbejdsuge

Som noget opsigtsvækkende overvejer VW at indføre firedages arbejdsuge på fabrikken i Wolfsburg fra 2027. Det hænger sammen med, at produktionen her fremover skal koncentrere sig om elbiler – og de kræver ganske enkelt færre hænder, fordi der er færre komponenter i elbiler.

Ifølge VW’s tillidsrepræsentant, Daniela Cavallo, er det ikke længere fremtidssnak:

“Vi bliver nødt til at forberede os nu, så vi kan være klar senere. En midlertidig firedages uge er ikke et urealistisk scenarie,” sagde hun også til kollegerne 3. juni.

Farvel til T-Roc og Dresden

Afskedigelserne rammer bredt, men især hårdt i Tyskland. Produktionen af den populære T-Roc SUV stopper på fabrikken i Osnabrück i 2027. Også fabrikken i Dresden lukker helt med udgangen af 2025.

VW lover dog, at det hele sker på frivillig basis: Ingen tvangsfyringer, men massive fratrædelsespakker, tidlig pension og lukning for nyansættelser. Lærlingepladser bliver også halveret fra 1.400 til 600 om året.

Målet er at spare op mod 11 milliarder kroner om året.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here