Når du er vokset ud af din Up, står VW Taigun klar til at tage over. VW bygger videre på Up-succes’en med en stilsikker mini-SUV, der kan være klar til produktion om to år.
Med VW Up’s massive succes måtte det jo komme: En lidt større model i Up-familien, så de unge kunder bliver i VW-butikken, når de begynder at tjene lidt mere eller måske får behov for mere plads. Svaret en Taigun, en funky caféhjulstrækker, der dygtigt bygger videre på Up’s teknik og design. Navnet er i øvrigt et hip til den p.t. mindste SUV i VW-familien, Tiguan.
VW Taigun har netop haft premiere på det brasilianske bilshow i Sao Paulo. Foreløbig er der tale om et koncept, men baseret på en forlænget udgave af Up ligner Taigun en vision, der hurtigt kan blive sat op på nærmeste VW-samlebånd. Eller som Dr. Ulrich Hackenberg, chef for VW’s produktudvikling sagde i forbindelse med afsløringen:
”Når jeg skaber et koncept, er det altid mit mål at sætte det i produktion – det er ikke kun en drøm.”
VW Taigun melder også den tyske fabrik ind i klassen af kompakte ”gadekryds” med og uden firehjulstræk, der netop nu er den hurtigst voksende bilklasse mange steder i verden. Firehjulstrækkerne, SUV’erne og Crossover-bilerne er midt i et overraskende comeback efter at have været prügelknabe i adskillige år, fordi de blev selve billedet på 00ernes vulgære overforbrug.
Tre-cylindret motor får turbo
Flere af grundene til biltypens genkomst finder vi netop i VW Taigun: Med en længde på 386 cm – godt 30 cm længere end Up – er det fortsat en kompakt bil. Omvendt sørger en opret siddestilling for god plads i kabinen. Endelig ligner Taigun måske nok en firehjulstrækker – men den nøjes med forhjulstræk, hvilket holder både pris og forbrug nede. Faktisk kører Taigun over 22 km/l – til trods for at den tre-cylindrede motor fra Up har fået turbo, der pumper ydelsen op fra 75 til 110 hk.
Da Taigun kun er 40 kilo tungere end Up og dermed holder sig under ét ton, spurter den fra 0 til 100 km/t på blot 9,2 sekunder. Det skal nok give gaderespekt i de storbyer, som Taigun er skabt til.
Netop motoren er i øvrigt interessant, fordi den tre-cylindrede turbobenziner angiveligt skal afløse VWs ellers roste 1,2 og 1,4 TSI-motorer. Ved at spare en cylinder, spares der yderligere brændstof – selv motorspecialisterne hos BMW er på vej med lignende teknik.
De mange Up-ejere med vokseværk skal dog væbne sig med tålmodighed. Ifølge VW vil man lige vurdere publikumsreaktionerne, inden beslutningen om serieproduktion tages. Og derfra går der godt to år, får VW Taigun står klar hos forhandlerne. Efter hvilkenbil’s vurdering er det ren koketteri fra VW’s side: Taigun er skræddersyet til at booste VW salget i en verden, der skriger på små, smarte citybiler med selvtillid. Forvent den hos en forhandler tæt på dig senest i starten af 2015. Og bliv ikke overrasket, hvis der også kommer Seat- og Skoda-udgaver…
Jeg er 63 år og kører Golf Plus og min næste bil skal ikke være større, men høj som Golf Plus er.. Vi bliver jo flere i min aldersklasse, så i Taigun ser jeg også en seniorbil til det behov vi har, nemlig byture, kortere ture og primært indenlandsk. …..derfor gør det jo ikke noget den er ungdommelig. Så jeg tror den bil har en fremtid for såvel unge som ældre.
Jeg er 70 år og kører til daglig en Audi A3. Jeg er overbevist om, at min næste bil skal være en Taigun, hvis prisen er fornuftig.