VW vil lave vild R-udgave af lille elbil

vw r elbil

VW går til yderligheder med voldsom R-udgave af den kompakte elbil ID.2, der får tre elmotorer, firehjulstræk og over 400 hk.

I sidste måned fortalte VW-chef Thomas Schäfer om planerne for at bringe mærkets GTI-biler ind i en elektrisk tidsalder.

”Vi udvikler en hel klasse af GTIere, der begynder med ID.2 GTI. Da vi indledte denne rejse, sagde vi til vores udviklingsteams, at ’vi skal være stolte af fremtidens GTIere’, og det har de taget til sig.” sagde Thomas Schäfer i interviewet med Auto Express.

Schäfer lagde ikke skjul på sin begejstring for de kommende, elektriske GTIere, og talte ligefrem om ”monsterbiler”.

Tre motorer og plus 400 hk

Nu viser det sig, at VW har appetit på endnu vildere elbiler.

Britiske Autocar kan afsløre, at VW også arbejder på en R-udgave af den kommende ID.2 – elbil i Polo-størrelse. Og selv om ID.2 altså bliver den første, elektriske VW i en GTI-udgave, er den for intet at regne mod R-udgaven. Ifølge Autocars kilder i Wolfsburg nøjes R-udgaven ikke med forhjulstræk. En ekstra motor skal trække baghjulene, men allerhelst vil VW bruge en løsning med en separat navmotor i hvert baghjul – altså tre motorer i alt.

Angiveligt samarbejder VW allerede med en Balkan-baseret partner om denne radikale løsning, der vil tillade at tilpasse hvert hjuls trækkraft til både underlag og sving. Resultatet bliver uhørt effektive køreegenskaber, der virkelig kan udnytte motorkraften.

Den bliver massiv. VWs kilder taler om mindst 294 kW (400 hk). I princippet kan VW ID.2R udfordre Renaults helt vanvittige elbil R5 Turbo 3E. 

Fylder og koster mindre

Løsningen med to nav-motorer er angiveligt billigere end at benytte en enkelt motor, der trækker på begge baghjul. Den gør heller ikke indhug i bagagerummet.

Nav-motorer er så kompakte, at de også sparer vægt – og det lægger VWs R-ingeniører stor vægt på i jagten på de bedste køreegenskaber.

Målet er, at den kompakte ID.2R skal matche eller overgå den nuværende GTX-udgave af ID.3 i en mindre og billigere pakke.

ID.2R vil få en række detaljer inde og ude, der skal adskille den fra GTI-udgaven.

Elbiler i flere variationer

R-udgaverne har altid været de mest sportslige VW-modeller, siden VW puttede den seks-cylindrede VR6-motor i Golf i 1992.

At VW ikke bare arbejder på en stribe elektriske GTI-modeller, men også endnu vildere R-versioner viser, at også elbiler efterhånden kommer i mange variationer, som vi kender det fra fossilbiler.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here