Xpeng går efter Tesla i stor kampagne

Xpeng bruger rivalen Tesla som afsæt i global reklamekampagne, der er udviklet i Danmark. Naturligt med ’drilleri’, forklarer dansk importør.

”Er du klar til noget bedre?”, spørger den kinesiske bilproducent Xpeng for tiden i en stor reklamekampagne for elbilen G6.

Og svarer selv ”Y Not” – hvorfor ikke.

Så er vi med, også os på bagerste række: Y som i Tesla Model Y, konkurrenten som Xpeng G6 er en tro kinesisk kopi af, og som Xpeng naturligvis gerne vil hugge markedsandele fra.

Fair nok. Siden Tesla-chef Elon Musk kastede sig ind i amerikansk politik og dermed frastødte mange Tesla-kunder, har der været flere eksempler på, at konkurrenterne har fisket i rørte vande. Kia har drillet med de kendte ”Jeg købte den før Elon blev skør” -klistermærker, og i USA har Polestar givet 20.000 dollars i rabat til Tesla-ejere.

Vil vise ’kant’

Hvilkenbil har spurgt den danske Xpeng-importør om den slags kampagner også giver pote i Danmark? Og om Xpeng har brug for at læne sig op af andre mærker for at skabe opmærksomhed?

”Kampagnen nævner faktisk ikke nogen specifik konkurrent ved navn – hvis man læser det sådan, må det være din tolkning. Så nej, vi læner os ikke op ad nogen – vi stiller os ved siden af og stiller spørgsmålet: Y NOT,” siger Mathias Brandt, pr-manager for Xpeng Danmark med et glimt i øjet.

Selv om Xpeng ikke vil indrømme, at Y NOT-kampagnen sigter på Tesla Model Y, er der ingen tvivl om forbindelsen i den interne kommunikation med Citrus Media, der har udført kampagnen for Xpeng.

Han medgiver gerne, at kampagnen tager udgangspunkt i et meget populært segment af elbiler herhjemme, hvor Xpeng gerne vil positionere sig med ”lidt kant.” Og den kant kommer fra Danmark: Det er Xpengs danske marketingafdeling, der har udviklet kampagnen, der efterfølgende er udbredt internationalt.

’Kærligt drilleri’

Mathias Brandt vil ikke svare på, om Xpeng har set særligt gode muligheder for at kapre Tesla-kunder i en tid med stor utilfredshed med Elon Musk. Heller ikke, om det indebærer en risiko for at skubbe Tesla-ejere væk ved at ’drille’ deres mærke.

Men overordnet ser han ikke noget usædvanligt i at inddrage konkurrenter i markedsføringen.

”Vi ser det som helt naturligt, at bilbranchen – ligesom f.eks. tech og sport – godt kan tåle lidt kærligt drilleri. Det er bestemt ikke uhørt i Danmark. Tag bare Cupra og BYD’s seneste reklame-duel på Rådhuspladsen – eller tidligere eksempler fra bl.a. Audi og BMW,” uddyber Mathias Brandt.

Skal vække nysgerrighed

Y Not-kampagnen kører både digitalt og på store, fysiske bannere i gadebilledet i København og Aarhus.

”Kampagnen skal vække nysgerrighed – og hvis den får nogle til at overveje deres valg, så har vi ramt plet,” siger Mathias Brandt.

Hvis man nu skal drille Xpeng lidt kærligt, kan man referere til de seneste salgstal for maj: Her solgte Xpeng 245 eksemplarer af G6. Tesla solgte næsten tre mange så mange Model Y – 674 styk. Det er altså langt fra alle danske bilkøbere, der er ’klar til noget bedre’.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here