Salget af elbiler er gået i stå…surprise!

Opbremsningen i salget af elbiler efter indfasning af afgifter kommer bag på politikerne. Hvilkenbils Henrik Hauthorn er mindre overrasket…

Salget af elbiler har slået bremsen i, efter at det er besluttet, at registreringsafgiften på dem gradvist skal stige fra nul til 150 pct. frem mod 2020.

Henrik Hauthorn

Her er de kolde facts fra bilimportørernes statistikker:

Det samlede salg af elbiler i april blev 24 mod 145 i april 2015. I de første fire måneder er der i år solgt 135 mod 711 i den tilsvarende periode sidste år.

Virksomheder og private står for et fald på ca. 330 biler, hvoraf hovedparten stammer fra et fald i det såkaldte ‘premium-segment’ (læs Tesla Model S firmabiler).
Salget af elbiler til udlejningsselskaber er faldet med 262 i forhold til samme periode sidste år. Disse køber dog typisk mange biler af få omgange, hvorfor man retfærdigvis skal se på dette over en længere periode.

Læg hertil at danskere, der har bestilt Teslas nye model X sidste år i håbet om at slippe for at betale afgift nu, ifølge finans.dk, trækker sig.

‘Synderen’ er den indfasning af registreringsafgift på elbiler fra 1. januar i 2016 som Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokraterne vedtog i efteråret, og som fx betyder, at Teslas X90D koster hhv. 858.000 og 1.075.000 kr. uden afgift og med afgift. Næste år bliver den endnu dyrere.

Det har naturligvis fået mange elbils-kunder til at handle inden årsskiftet, og betyder at markedet lige nu er mættet.

Dermed kan det meget vel være endegyldigt slut med elbilerne i Danmark i denne omgang, for indfasningen betyder, at de fra nu af kun bliver dyrere og dyrere. Og der er tydeligvis kun ganske ganske få kunder, der er parate til at betale fuld pris for den dyre elbilsteknologi.

Det er bestemt ikke overraskende for os på Hvilkenbil.dk – og vel heller ikke for de fleste andre med blot et minimum af indsigt i det danske bilmarked. De danskere, der selv skal købe deres bil kigger nemlig i brochurerne med mikro-, mini- og til dels mellemklassebiler til under 300.000 kr., og nu hvor afgiftsfritagelsen er slut, skal firmabilskunderne heller ikke nyde noget. Måske biludlejningsselskaberne heller ikke kan få økonomien i udlejningen til at hænge sammen med registreringsafgift på elbilerne. Det må vi se i løbet af i år.

Faldet er ikke desto mindre overraskende og vækker bekymring hos Socialdemokraterne og De Radikale, har partierne fortalt Jyllands-Posten. For ifølge aftalen forventer man, at der bliver solgt 1.800 elbiler i år, men med de 135 solgte elbiler i årets første fire måneder in mente og lidt hurtig hovedregning bliver det ikke til mere end lige omkring 400 solgte elbiler i 2016. Milevidt fra målet på 1.800 styk.

Frem mod 2020 virker politikernes målsætning endnu mere urealistisk og blåøjet. 24.000 elbiler, lyder forventningen fra Christiansborg. Altså 4-5.000 elbiler om året –  vel at mærke samtidig med et afgiften indfases fuldt. Et vaskeægte luftkastel tillader vi os at mene.

Derfor kan det kan også meget vel tænkes, at det alligevel ikke er det sidste, vi har hørt til afgifterne på elbiler. For den politiske aftale indebærer, at hvis forudsætningerne bag aftalen ændrer sig ‘markant’ i løbet af indfasningsperioden, vil partierne bag kunne justere aftalen.

Det ser ud til at være nødvendigt, men det må tiden op til nytår vise, hvor vi må formode, at de fleste indregistreringer af elbiler sker – inden næste trin i indfasningen træder i kraft.

I Danmark er vi ikke ene om at kæmpe med udbredelsen af elbiler. Selv i Tyskland, vores store bilproducerende nabo mod syd, hvor der er et rundt nul i registreringsafgift på en ny bil, kniber det med at få forbrugerne til at vælge de dyrere elbiler.

Lige nu kører der 50.000 elbiler rundt på de tyske veje, men det er slet ikke nok. Tallet skal tidobles.

Derfor gør de tyske politikere nu det stik modsatte af deres danske kolleger og har i maj indført en ny tilskudsordning, der frem mod 2020 skal gøre tyskerne mere elektriske, når de køber bil.

For biler der koster mindre end 60.000 euro får køberen et tilskud på 4.000 euro (30.000 kr.) til en elbil eller 3.000 euro til en hybridbil – dog efter et først-til-mølle princip.

Der afsættes 1,2 mia. euro til at få udbredt elbiler og hybrider på det tyske veje. Der vil dog maksimalt blive givet støtte til 400.000 biler.

Vi må se, hvad de danske politikere finder på, når de er kommet sig over overraskelsen over elbils-salgets dyk. Måske kommer der nye særordninger, eller måske vil de bare vente på at produktionsomkostningerne for elbilerne falder, så de kommer ned i mere humane priser – ikke mindst med dansk registreringsafgift lagt oven i indkøbsprisen.

Eller måske vil de tage tyren ved hornene og kigge nærmere på det forslag som FDM, Bilbranchen under Dansk Industri og bilimportørerne fremlagde for nylig, hvor man foreslår en helt gennemgribende omlægning.

Parterne mener ikke, at den nuværende måde at beskatte biler på i Danmark er hensigtsmæssig og efterlyser en mere intelligent beskatning, der tager udgangspunkt i bilens påvirkning af miljø og trafiksikkerhed. For eksempel en afgift baseret på bilens CO2-udledning. Det vil gøre alle de miljøvenlige biler langt mere attraktive, herunder elbiler, lyder det fra trekløveret.

Et fornuftigt forslag synes vi, men om politikerne har modet til at starte på en frisk, eller om de vil fortsætte med ‘kludetæppet’ af undtagelser og særordninger på bilafgifterne må fremtiden vise.

Læs også: Fuld afgift på elbiler om fem år

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here