TEST: Mazda MX-5 er mesterlig minimalisme

Mazda MX-5 er verdens mest solgte roadster - og byder da også på en helt fantastisk køreoplevelse til startpriser lidt over 300.000 kr.

BILTEST: Mindre, lettere, stærkere og billigere. Mazda MX-5 er bedre end nogensinde og et bevis på, at en fuldblods køreoplevelse ikke behøver at koste en formue.

Hvilken bil?
Med fjerde generation af roadsteren MX-5 vender Mazda tilbage til rødderne og rendyrket køreglæde. Øget brug af aluminium gør MX-5 100 kg lettere end forgængeren, den er mindre udvendig men har mere plads indvendig, og så er den langsplacerede motor rykket endnu længere bagud for at optimere vægtfordeling og tyngdepunkt. Samtidig holder Mazda fast i, at en ægte roadster har sugemotor med et frækt vræl i udstødningen og lynhurtig reaktion på gassen. Det gælder både basisudgaven på 1,5 liter med 131 hk og 2,0 med 160 hk til 384.000 kr., som vi tester her.

Vidste du at?

Mazda MX-5 er blevet kaldt ‘den bedste sportsvogn briterne aldrig fik bygget’. Udtrykket rammer perfekt fjerde oplag af MX-5, der perfektionerer den japanske fortolkning af de britiske sportsvogne, som dominerede markedet i 60erne og 70erne.

Siden gik det som bekendt helt galt for britisk bilindustri, og det benyttede Mazda i 1989 til at genopfinde den glemte ‘folkesportsvogn’ med den første MX-5 (den med klaplygterne; det var jo i firserne). Resten er historie: Mazda ramte plet i første forsøg, MX-5 er i dag verdens mest solgte roadster og genstand for kultdyrkelse kloden rundt.

Hvordan er førerpladsen?
Cool retrostil møder moderne minimalisme i Mazda MX-5’s intime siddebrønd. Rattet er tyndt, læderbetrukket og står næsten lodret som det skal i en ægte sportsvogn. Samtidig er det fyldt med knapper, så du kan styre radio, telefon, fartpilot og kørecomputer uden at fjerne hænderne. Du kan kun justere rattet op-ned, men det betyder mindre, når forholdet mellem rat, pedaler og de velstøttende bucketsæder er rigtigt afstemt. Det nye er, at selv undertegnedes 190 cm kan finde sig til rette og nyde en mærkbar forbedring af beskyttelsen mod vejr og vind, når MX-5 kører topløs.

Hvordan opleves kabinen?
Indfarvede dørpaneler i samme farve som bilen giver sammen med røde syninger på alt fra gearknop til instrumentbræt massiv sportsvogns-stemning. Bortset fra læderet på rattet er her kun hård plastic, men knapper og greb klikker præcist og her er intet, der klaprer eller knirker. Klimaautomatik, der selv reagerer på, om kalechen er oppe eller nede, er en lækker detalje. Især fordi du benytter enhver lejlighed til at vippe taget af. Mazda holder nemlig fast i en ultrasimpel kaleche, der kan betjenes med én arm på fem sekunder. Så fri os fra komplicerede og tunge el-motorer; sådan her skal det gøres.

Er sikkerheden i orden?
Mazda MX-5 måtte nøjes med fire ud af fem stjerner i Euro NCAPs crashtest i 2015, da den ikke fås med automatisk nødbremse. Bortset fra dén detalje, klarer MX-5 sig faktisk godt. Selv om roadsteren mangler det faste tag, er den hårdfør i alle crashtestdiscipliner – dog med en mindre anmærkning i pæletesten, hvor bilen slynges sidelæns ind i en pæl. Her blev noteret forhøjet belastning af førerens brystkasse. Til gengæld er den lave roadster særdeles blid ved fodgængere, formentlig på grund af den lange, aktive motorhjelm, der popper op ved sammenstød for at mildne slaget. Læs mere på sikkerbil.dk 

Hvordan kører den?
Fantastisk – intet mindre. Balancen og styringen er skarp som et samurai-sværd og giver MX-5 et stærkt og underholdende mekanisk nærvær. Her bliver mand og maskine virkelig ét. Det imponerende er, at lige så let og adræt den blot ét ton ‘tunge’ MX-5 er, lige så solidt og tillidsvækkende, ja nærmest komfortabelt har den dækkene plantet på asfalten.

MX-5 er japansk ingeniørkunst fra øverste skuffe – og et bevis på, at salig Colin Chapman havde ret, når han byggede sine britiske Lotus-sportsvogne efter devisen ‘mindre er mere’.

Hvad angår køreoplevelse, byder den mindre MX-5 på mere end mange langt større og dyrere sportsvogne.

Hvordan er motoren?
Downsizing med lille slagvolume og turbolader er moderne – men Mazda går en anden vej med to liter slagvolume uden turbolader og ultrahøj kompression.

Resultatet er en motor, der brøler ‘banzai’ og pisker op i omdrejninger ved det mindste vip med speederen, mens små vrik med håndleddet klikker gearene på plads med en præcision, som sad tandhjulene i et schweizer-ur.

Sådan skal det være i en roadster, hvor egenvægten på 1.000 kilo giver de 160 heste let spil. Til overflod har sugemotoren et mere realistisk forhold til forbrugsopgivelser end dowsizede turbomaskiner. Brochuren lover 14,5 km/l – vi nåede uden at spare på accelerationerne 16,4 km/l.

Passer prisen?
I dén grad. 384.000 kr. for den ægte roadster-vare med en formidabel køreoplevelse og udstyr som klimaanlæg, fartpilot, fuld-LED lys og læderindtræk er nærmest fundet for pengene. Samtidig er en åben roadster blandt de mest værdifaste biltyper, du kan investere i – især Mazda MX-5 som både har lav indkøbspris, lave driftsomkostninger og i modsætning til mange ‘finere’ sportsvogne faktisk kan tåle at blive kørt hårdt. Basisudgaven med en 1,5 liters motor med 131 hk, der først ‘redliner’ ved 7.000 omdrejninger kan endda fås for 314.000 kr.

Er der alternativer?
Ja, men de er alle væsentligt dyrere og tungere uden at være mere underholdende end MX-5 – snarere tværtimod. Audi TT fås fra 624.000 kr. med 180 hk og et lettere morskabsdæmpende forhjulstræk, mens baghjulstrækkerne BMW Z4 og Mercedes SLC begynder ved henholdsvis 633.00 og 646.000 kr. – begge med 156 hk. Nærmeste rival er derfor Fiat Spider, der er noget så kuriøst som en Mazda MX-5 iført italiensk designet karrosseri og Fiats egen 1,4 liters turbobenziner med 140 hk. Spider triller af samme samlebånd som MX-5 i Hiroshima, kommer kun til Danmark med alt i udstyr og løber derfor op i en halv million kr.

Konklusion:
For: Forrygende køreegenskaber og mekanik til stærk pris.
Imod: Vi grubler stadig…
Hvilkenbil siger:
Stjerner6
Fjerde udgave af Mazda MX-5 er på alle parametre den bedste nogensinde – og det siger en del. Det er svært at pege på mere underholdende biler – og umuligt til prisen. Denne udgave af den japanske ‘folkesportsvogn’ bliver en nyklassiker.

Læs mere om Mazda MX-5:

Klaphat til Mazda’s ikoniske sportsvogn

Folkesportsvognen er tilbage

FAKTA: Mazda MX-5 2,0

Vejl. pris, inkl. lev.: 384.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 8.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.960 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 4
Antal airbags: 4
Forbrug (EU-norm): 14,5 km/l
Forbrug i test: 16,4 km/l
Længde/bredde/højde: 392/174/123 cm
Bagagerum: 130 liter
Vægt: 1.000 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter, benzin
Effekt: 160 hk/200 Nm
0-100 km/t: 7,3 sek
Topfart: 214 km/t

Særligt standard udstyr:
Klimaanlæg, højdejusterbart læderrat med betjening af radio, fartpilot og kørecomputer, Bluetooth, regnsensor, lyssensor, elspejle, varme i sæder, linjevogter, fuld LED-forlygter og kørelys 17-tommer alufælge.
Metallak: 7.000 kr. Navigation: 8.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here