Når den nye Mercedes A-klasse kommer til Danmark til maj, begynder priserne ved 330.000 kroner. Så er der også masser af udstyr og automatgear med i prisen – basisudgave kommer under 300.000 kr.
Mercedes satser stort på den lille ny Mercedes A-klasse. Den nuværende udgave har været en kæmpe succes for stjernemærket, og afløseren er udset til at fortsætte succesen. Priserne kommer næppe til at stå i vejen, for de ser umiddelbart rimelige ud.
Den nye A-klasse får dansk premiere til maj i tre versioner; A180d, A200 og A250. De tre intro-modeller har godt med udstyr som standard, blandt andet automatgear med dobbeltkobling, og det forklarer startpriser på henholdsvis 330.000, 340.000 og 400.000 kroner.
I Danmark bliver den såkaldte Style-pakke standard, og så er A-klassen pyntet med kromlister, alufælge og sort taghimmel. Læderrat og delvist kunstlæderindtræk på sæderne er også standard, lige som aircondition, regnsensor, bakkamera og fartpilot. Mercedes’ meget omtalte nye MBUX infotainment-system med stemmestyring og fuld digital instrumentering fordelt på to syv-tommers skærme er også en del af pakken, mens du skal betale ekstra for luksusudgaven med 2 gange 10-tommer skærme. Endelig kan du glæde dig over fuld LED-lygter, hvilket stadig er usædvanligt i den øvre ende af Golf-klassen.
Motorer fra Renault
Billigste A-klasse bliver altså 180d med en videreudviklet udgave af den nuværende models 1,5 liters dieselmotor. Maskinen kommer fra samarbejdspartneren Renault, men har fået en større overhaling, så den kan leve op til skrappere miljøkrav. Forventningen er, at 180d akkurat kan presses under 300.000 kroner, når den på et senere tidspunkt kommer i en basisudgave med manuelt gear.
Næsten trin er på mange måder den mest spændende model i programmet. A220 får en nyudviklet 1,4 liters turbobenziner med fire cylindre og en ydelse på 163 heste. Mercedes har udviklet motoren sammen med Renault og forsynet den med cylinderfrakobling for at holde forbruget nede. Også denne model kan måske presses under 300.000 kroner, fordi den angiveligt også kommer i en svagere version med manuelt gear.
A250 er semi-GTI-typen med hele 224 hk og vil formentlig kun blive overgået af en kommende AMG-udgave af A-klassen.
Sammenligner man priserne på den nye A-klasse med ærkerivalerne Audi A3 og BMW 1-serie er udfordreren fra Stuttgart typisk 25.000-30.000 kroner dyrere. Konkurrenterne giver nemlig rabat, fordi der er nye udgaver på vej af A3 og 1-serien i 2019 – og i øvrigt også af klassens bestseller, VW Golf. Dermed får den nye A-klasse et forspring i en klasse, der er kendt for sin nådesløse konkurrence. Til den tid er Mercedes måske klar til at lancere billigere udstyrsudgaver eller rabatter, der kan gøre A-klassen i stand til at konkurrere direkte på prisen.
Læs også: Ny A-klasse er smartphone på hjul