Snigpremiere på tredje generation af BMW Z4. Den tyske roadster vender tilbage til klassisk stofkaleche og deler teknik med den snart genopståede Toyota Supra. Begge sportsvogne er først til salg i 2019.
BMW løfter i disse dage sløret for tredje generation af roadsteren Z4 på den eksklusive biludstilling i Pebble Beach, Californien. I god tid, må man sige, for vi skal hen i efteråret, før BMW for alvor vil fortælle om teknikken i andet end den aktuelle topmodel M40i First Edition med sekscylindret turbomotor og 340 hk. Og først i løbet af foråret 2019 bliver det muligt at købe bilen.
Med den nye Z4 vender BMW tilbage til den mere rendyrkede roadster. Forgængerens tunge metalfoldetag er afløst af et klassisk, minimalistisk stoftag og køreegenskaberne skulle være slebet skarpe efter alle kunstens regler. Kampvægten er bragt ned og med baghjulstræk og perfekt 50:50 vægtfordeling lover BMW ægte sportsvogns-opførsel. Især i M40i udgaven, der står på 19-tommer fælge og har elektronisk styrede støddæmpere og spærredifferentiale. Sprinten fra 0-100 km/t er overstået på særdeles sportslige 4,6 sek.
Helt sin egen
Designet er også slebet til. Interessant nok har Z4 nærmest ingen ligheder med andre BMW-modeller. Bagenden minder til nød lidt om den nye 8-series afslutning, og den flade nyregrill i fronten er bredest forneden som på BMW X2. Men ellers er Z4 sin egen. Eksempelvis har den ikke vandret placerede dobbelt forlygter som alle andre BMW-modeller – på Z4 er de stablet oven på hinanden.
I kabinen er der også et par mindre revolutioner: Instrumenthuset er fuldt digitalt med en enkel flade og ikke bygget op om to runde ure til speedometer og omdrejningstæller, som vi er vant til. Til gengæld kan instrumenterne ’designes’ efter behov og der har også sneget sig en lille skærm ind mellem de centrale luftdyser i midterkonsollen, der giver dig overblik over temperatur og aircondition.
Z4 bliver også til Toyota Supra
BMW har før brugt sportsvogne til at skeje ud fra det traditionelle BMW-design, tænk bare på modeller som Z1 og Z8. For Z4 kan det også skyldes, at bilen er et tysk-japansk sammenskudsgilde. Z4 er nemlig udviklet i samarbejde med japanske Toyota, der skal ’genbruge’ teknikken i genoplivningen af den legendariske sportsvogn, Supra.
Samarbejdet mellem de to bilmærker begyndte tilbage i 2012. Angiveligt er det BMW, der har ført an, men kigger man på designet, virker det som om, at tyskerne også har skullet tage hensyn til krav og specifikationer fra Toyota. Mens Z4 bliver en topløs roadster, bliver Supra en hardcore sportsvogn for to med fast tag. Ligesom BMW Z4 kommer Supra på markedet til næste år.
Læs også: Åbenbaring – BMW løfter sløret for ny Z4