Elbiler hitter i Europa – tysk salg næsten fordoblet

Elbiler er midt i et kæmpe boom i Europa: Salget af elbiler vokser 45 procent i EU og sætter ny rekord på Europas største bilmarked i Tyskland. 

Elbiler er i krise. Elbiler er kun noget for danskere og nordmænd. Tyskerne vil ikke have deres egne elbiler...

Vi kender argumenterne mod elbiler. Men de holder ikke, når man kigger på fakta. 2026 er tværtimod ved at udvikle sig til det store, folkelige gennembrud for elbiler i Europa, som både bilbranchen og politikerne har sukket efter. Siden årsskiftet er elbiler gået som varme flutes hos en fransk bager søndag morgen. Selv de engang så elbil-skeptiske tyskere har for alvor fundet gnisten, og det er der flere gode grunde til. Dem vender vi tilbage til.

Først de rå tal, der beviser, at udviklingen er vendt.

I september blev der indregistreret 88.599 nye elbiler i Tyskland. Det er næsten dobbelt så mange som i samme måned sidste år – en fremgang på voldsomme 94,7 procent.

Dermed var mere end hver tredje nye bil solgt i Tyskland i sidste måned elektrisk. 

Markedsandelen på 34,5 procent er den højeste, der nogensinde er registreret i Tyskland, oplyser importørorganisationen VDIK på baggrund af tal fra de tyske bilmyndigheder, KBA.

Elbiler trækker markedet

Udviklingen er tydelig i hele EU.

I årets første otte måneder blev der indregistreret 1,64 millioner nye elbiler i medlemslandene. Det er massive 44,9 procent flere end i samme periode sidste år, viser tal fra de europæiske bilproducenters organisation ACEA.

Elbilernes markedsandel er samtidig steget fra 15,8 til 21,7 procent. Dermed sælges der nu flere elbiler end almindelige benzinbiler i EU. Det er første gang, at det sker.

I august tog væksten yderligere fart: Elbilsalget steg 62,7 procent, mens det samlede bilmarked kun voksede 4,5 procent. Det er altså elbilerne, der holder gang i bilsalget i Europa.

De vigtigste tal ser sådan ud:

Marked og periode
Nye elbiler
Vækst fra året før
Andel af nye biler
EU, januar–august 2026 1.641.333 44,9 % 21,7 %
EU, august 2026 196.486 62,7 % 27,7 %
Tyskland, januar–september 2026 604.144 58,1 % 27,2 %
Tyskland, september 2026 88.599 94,7 % 34,5 %

Tallene dækker nyregistrerede, rent elektriske personbiler. Ladehybrider er opgjort særskilt. EU-tallene går til august, mens Tyskland har offentliggjort septembertal. Kilder: ACEA og VDIK/KBA. acea.auto

Dyrt at tanke – billigere at lade

Og så er vi nået til de mange forklaringer på det, der ligner det endelige gennembrud for elbilen i Europa.

ACEA fremhæver støtteordninger og et bredere udvalg af modeller som drivkræfter bag europæernes stigende interesse for elektrificerede biler. Køberne har ganske enkelt fået flere biler at vælge mellem. 

En anden ‘gamechanger’ er USA’s krig mod Iran, der har skabt en oliekrise med stærkt stigende priser på benzin og diesel. Over alt i verden oplever bilister rekordhøje priser på tankstationen. Det er med til at fremrykke omstillingen til elbiler. Intet tyder på, at udviklingen vender tilbage til en 'før-krigs-normal'. Selv hvis olien flyder frit igen, skal de strategiske oliereserver først fyldes op, før priserne kan normaliseres. I mellemtiden er mange lande i gang med at øge andelen af vedvarende energi for ikke at være afhængige af olieleverancer fra notorisk ustabile regioner.

Her er det nærmest ironisk, at USA's krig mod Iran har skabt så høje brændstofpriser hjemme i USA, at præsident Donald Trump truer med at beholde USA's olie for sig selv. Hvilket naturligvis lægger yderligere på olieprisen i resten af verden.

Det pres mærker vi også i Europa. I Tyskland blev september ifølge det tyske public service-medie Tagesschau den hidtil dyreste måned at tanke i. Det gør udgifterne til brændstof til et stadig tungere argument, når tyskerne skal vælge ny bil. Situationen er den samme i resten af Europa: Prisen ved brændstofpumpen skaber rekordstor efterspørgsel på elbiler.

Benzin og diesel taber terræn

Hvor der er vindere, er der tabere. Og når elbiler øger salget, går det ud over fossilbiler, der virkelig taber terræn i år.

På Europas største bilmarked i Tyskland faldt indregistreringerne af almindelige benzinbiler næsten 30 procent i september, mens dieselbiler gik godt 20 procent tilbage. Tilsammen blev der indregistreret 67.690 benzin- og dieselbiler – væsentligt færre end de 88.599 elbiler. Hertil kommer dog hybrider med forbrændingsmotor.

Også i EU generelt mister de traditionelle fossilbiler kunder i rekordtempo: Salget af både benzin- og dieselbiler er faldet 18,6 procent i årets første otte måneder. den klare vinder er elbilen, der som eneste biltype oplever fremgang. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here