Mercedes er klar med en ny B-klasse i begyndelsen af 2019. Derfor er der ophørsudsalg på den nuværende B-Klasse – priserne begynder ved 346.000 kroner.
Det er flere gode tilbud blandt luksusbilmærkerne for tiden. Forleden kunne vi fortælle, at der er tilbud på fine køremaskiner som Alfa Giulia og BMW 3-serie. Er du mere til praktik og god plads end knivskarp køredynamik, frister Mercedes med stærke priser på den kompakte, MPV-agtige B-klasse. I begyndelsen af 2019 kommer der en helt ny B-klasse, og derfor er der ophørsudsalg på den nuværende udgave af Mercedes’ svar på VW’s højloftede Golf Sportsvan.
30.000 kr. for dyrt udstyr
Priserne begynder ved 346.000 kroner for en B 200 Urban Plus med manuelt gear. Du skal dog bevæge dig op i de lidt dyrere varianter for rigtigt at udnytte ophørsudsalget. For eksempel koster det relativt beskedne 14.000 kroner at opgradere samme bil med et syv-trins automatgear med dobbeltkobling til i alt 360.000 kroner.
Rigtigt attraktivt bliver det i udstyrsstykket Final Edition. For yderligere 30.000 kroner – 390.000 kroner i alt – får du udover førnævnte motor og automatgear ekstraudstyr som nøglefri betjening, fartpilot, sportssæder og AMG eksteriør-styling med 18-tommer alufælge, sænket undervogn og LED High Performance-forlygter.
Er du mere til diesel, fås B-klassen også som B 220d med 177 heste og Final Edition udstyr til 420.000 kroner.
Læs også: Køremaskiner på tilbud