Der kommer ikke flere, men færre modeller fra Alfa Romeo i fremtiden. Men mærket overlever fusionen mellem Fiat og PSA, lover ny chef.
Der er både gode og dårlige nyheder for fans af det italienske traditionsmærke Alfa Romeo.
De gode nyheder først: Mærket overlever den kommende fusion mellem FCA, Fiat-Chrysler, som Alfa Romeo hører under, og den franske PSA-koncern med mærkerne Citroën, Peugeot, Opel og DS. FCA og PSA råder tilsammen over 13 mærker, og ingen af dem sendes på pension. Det lover chefen for den nye bilgigant, Carlos Tavares.
“Alle mærker i koncernen har – uden undtagelse – en helt fantastisk historie til fælles,” lyder hans begrundelse.
Historie og ‘mærke-værdi’ er guld værd i en konkurrencepræget bilindustri. Spørg bare kineserne, der forsøger at skyde genvej til bilkøbere verden over ved at opkøbe bilmærker som Volvo, Saab og MG.
Selv om ‘Alfisti’ umiddelbart kan drage et lettelsens suk, er der også dårligt nyt.
Giulietta får ingen afløser
I 2014 lancerede FCAs daværende chef Sergio Marchionne en ambitiøs plan om at femdoble Alfa-salget ved hjælp af i alt syv modeller. Den plan befinder sig nu i mølposen. I stedet skal Alfa Romeo så at sige humpe videre på fire cylindre; den nuværende BMW 3 serie-rival Giulia, den mellemstore SUV Stelvio og to nye, mindre SUV-modeller. Tidligere annoncerede superbiler som den 700 hestes coupé 8C, og en 600 hestes sportssedan er skrinlagt. Afløsere til kulfibersportsvognen 4C, den Fiat Punto-baserede MiTo og Golf-konkurrenten Giulietta bliver der heller ikke noget af.
Faktisk risikerer der at blive lidt støvet hos Alfa Romeo-forhandlerne: Først i 2021 sker der noget, når Giulia og Stelvio får hver deres ansigtsløftning. Samme år lancerer Alfa Romeo en ny, kompakt SUV baseret på stilstudiet Tonale (billedet). Året efter får den selskab af en endnu mindre model, der formentlig skal konkurrere med markedets mindste, men populære SUVer som VW T-Cross, Renault Captur og Peugeot 2008.
Den mindste model kommer både med forbrændingsmotor og som ren elbil. Den lidt større Tonale vil blive tilbudt i en ladehybrid-udgave.
Ret beset afløser disse to SUV-modeller Giulietta og MiTo og bliver altså de mindste og billigste modeller i fremtidens Alfa Romeo-program.
Alfa Romeo tilbyder teknisk genvej
Når FCA skruer ned for ambitionerne for Alfa Romeo, skyldes det, at mærket er langt fra målet om et årligt salg på op mod en halv million biler. Alt tyder på, at salget i år ikke engang vil nå 100.000 biler.
Hos analysefirmaet JATO Dynamics bifalder man Alfa Romeos nye beskedenhed:
“Alfa Romeao kæmper med mærkets nuværende modelprogram, og globalt formindskes markedet hele tiden. Så er det godt at være realistisk,” siger analytiker Felipe Munoz til branchemagasinet Automotive News.
På længere sigt kan Alfa Romeo komme til at spille en vigtig rolle i det kommende ægteskab mellem FCA og PSA. Alfa Romeo har nemlig en velfungerende platform til baghjulstrukne biler som Giulia og Stelvio. Den kan med fordel bruges i en række amerikanske Chrysler og Jeep modeller. Formentlig også i kommende topudgaver af Peugeot, der har store ambitioner om at rykke op i premiumklassen og indtage USA. Her tilbyder Alfa Romeo en teknisk genvej.
Det er en skam. Det er fantastiske biler her på det seneste – men fortidens dårlige ry hænger over dem. Prøv en Stelvio eller Giulia og du er solgt!
Jeg synes, I er noget bagefter. Både Stelvio og Gulia faceliftes i 2020 og er allerede på forhandlernes sider, Tonale kommer mig bekendt også i år. Hvis der ikke kommer en Guilietta afløser, er det virkelig ærgerligt. Det er mig bekendt deres mest sælgende bil, så det virker lidt underligt. De 2 super biler, de har skrottet, giver masser af mening, det er der jo ikke noget salg i alligevel, og de har deres QV modeller, som viser hvad de formår allerede. Lad os få en Coupe istedet a la Alfa GT, som er et ikon for Alfa samt selvfølgelig en Guilietta efterfølger. Det lader heldigvis til, at man har forstået, at kabinen og udstyrsniveau i Giulia ikke matchede resten af bilen, og man derfor har løftet den med det nye facelift – en klog beslutning.