Kia Optima bliver næste offer i den store firmaklasse: En ny model kommer i 2020, men Optima skal ikke længere sælges i Europa.
Firma- og familiebilerne i den store mellemklasse lever livet farligt: Nyeste offer for en trend, hvor bilkøberne dropper biltypen for SUV-modeller bliver Kia Optima.
Den koreanske firmaflyder har faktisk en vis fanskare herhjemme, men når en ny model er klar i 2020 er det slut: Afløseren kommer hverken til Danmark eller resten af Europa, men skal udelukkende sælges i Asien og Nordamerika. Det siger Lene Mejdal Iversen, pressechef hos den danske Kia importør, til Jyllands-Posten.
Kia vil i stedet tilbyde danske og europæiske kunder ‘downsizing’ i form af mere kompakte modeller som f.eks. Golf-konkurrenten Ceed. Samtidig har Kia et bredt udvalg af de populære SUV- og crossover-modeller i sit europæiske modelprogram.
Sælger udmærket
Den nuværende Kia Optima tilbydes p.t. i Danmark i sin fjerde generation. Alene i år har 700 danskere købt en Optima. Især som stationcar og plug-in hybrid, der kører delvist på el, er den populær. Det er et ganske pænt salgstal for biltypen, ikke mindst fordi der ikke er tale om firmakunder men private købere.
Lige undtaget VW’s historisk populære og storsælgende Passat har konkurrenterne nemlig generelt mere end almindeligt svært ved at sælge biler i klasse med Kia Optima. I årets første ni måneder topper Passat klassen med 2.620 solgte biler. Ford er næstbedst med 921 solgte Mondeo, mens Skoda har solgt knapt 900 Superb. En tidligere topsælger som Opel Insignia må nøjes med 324 styk.
Flere mærker har givet op
For andre modeller er løbet for længst kørt. En gang så stærke modeller som Citroën C5, Honda Accord, Hyundai i40, Nissan Primera, Renault Talisman og Toyota Avensis sælges ikke længere.
Når en ny, stor Kia kører uden om Europa skyldes det, at markedet for den slags biler er relativt lille. Især i Nordeuropa, hvor vi foretrækker biltypen som stationcar. De er til gengæld uglesete i resten af verden, hvor man udelukkende vil have biltypen som klassisk sedan.
I effektiviseringens – og helt sikkert også fortjenestens – navn tager Kia konsekvensen: Koreanerne vil ikke have besværet med at lave Optimas afløser som stationcar, og nøjes derfor med at sælge den som sedan. Og det bliver altså udelukkende uden for Europa.
Den nuværende Optima kan købes et stykke ind i 2020.