Ekstremt design og knuste ruder har ikke lagt en dæmper på interessen: På to døgn har 146.000 bestilt den radikale pick-up Tesla Cybertruck.
Præsentationen i sidste uge af Teslas nye Cybertruck pick-up forløb ikke helt efter planen: Det ekstreme design fangede øjeblikkeligt publikums interesse. Chefdesigner Franz von Holzhausens slag på dørsiden med en forhammmer, der ikke efterlod en skramme, var også imponerende. Men så gik det galt. Efterfølgende ville von Holzhausen demonstrere, at ruderne var lige så hårdføre som karrosseriet i rustfrit stål. Det skete ved at kaste stålkugler på to sideruder. Begge ruder splintrede. Hvilket fik Tesla-chef Elon Musk til først at bande på scenen og derefter mumle, at der er plads til forbedring…
Det uheldige optrin fik Tesla-kursen til at falde mere end seks procent. Men Tesla-fans lader sig ikke sådan slå ud: Selv om Cybertruck først er klar til salg i slutningen af 2021, kan man allerede nu bestille den enorme, eldrevne pick-up. Og det har hele 146.000 personer gjort på blot to døgn. Samtidig har de lagt et depositum på 100 dollars. Dermed har lanceringen – knuste ruder eller ej – sendt et kontantbeløb i omegnen af 100 mio. danske kroner ned i Teslas pengekasse.
Kraftige udgaver er populære
Tesla er kendt for at lancere deres nye modeller længe før produktionsstart, og straks åbne for bestillinger mod depositum. Fabrikken selv afviser, at de forudbetalte beløb er afgørende for virksomheden – og oplyser heller ikke længere, hvor mange forhåndsreserveringer, firmaet ligger inde med.
Ifølge branchebladet Automotive News Europe havde Tesla ved udgangen af september 2018 forhåndsreserveringer for ca. 4,5 milliarder kroner. Udover Cybertruck er det på kommende modeller som crossoveren Model Y, sportsvognen roadster samt endnu ikke leverede Model 3.
Blandt de mange ordrer på Cybertruck er blot 17 procent på basismodellen med baghjulstræk og godt 400 kilometers rækkevidde på opladte batterier. 42 procent har bestilt mellem-udgaven med firehjulstræk og udvidet rækkevidde. De resterende 41 procent vil have topmodellen med tre motorer og hele 800 kilometers rækkevidde.
Også herhjemme er det muligt at forudbestille Tesla Cybertruck. Her er depositummet på 1.000 kroner. Der er fortrydelsesret: Ombestemmer man sig, får man hele beløbet retur.