BILTEST: Merprisen for hybrid er høj, og forbruget skuffer. Nissan Juke er dog stadig mini-SUV’ernes skarpest designede model.
Hvilken bil?
Nissan Juke hører til i familien af små og populære crossovers, hvor konkurrencen er hård med modeller som Renault Captur, Peugeot 2008, Volkswagen T-Cross og Taigo, Skoda Kamiq og Ford Puma.
Men da Nissan nu har opdateret den lille Juke – der er fra 2019 – har man også føjet muligheden for hybridteknik til, lånt fra Renault. Dagens testbil er netop hybriden med Tekna-topudstyr til 340.000 kroner. Standard er 17 tommer hjul, men da Nissan elsker store hjul, er testbilen monteret med nærmest absurd store 19 tommer hjul – prisen er 7.000 kr. højere, og komforten rundt regnet tilsvarende lavere. Hvis man kigger gennem de store 19 tommer store alufælge og fokuserer på de små bremseskiver, ved man, hvorfor 19 tommer til så lille en Juke er i overkanten.
Juke fås fra 220.000 kr. med 1,4 liters benzinmotor og 6-trins manuel gearkasse. Merprisen for 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse er 19.000 kr.
Billigste hybrid-Juke har N-Connecta-udstyret og koster 310.000 kr. Det er 30.000 kr. mere end den almindeligt motoriserede med dobbeltkoblingsgearkasse og samme udstyr. På papiret er hybridens benzinforbrug omkring 20 km/l, ikke-hybridens 16,4 med dobbeltkoblingsgearkasse, omkring 17 med manuelt gear.
Vidste du at?
Første Nissan Juke blev lanceret i 2010, og efter den fulgte en lind strøm af minibiler med SUV-attituder.
Hvor pladsen på forsæderne i den første Juke i bedste fald kunne beskrives som forkrampet, bagsædet som mere end almindeligt trangt og bagagerummet som et forvokset handskerum, føjer 2. generation anvendelige kubikcentimeter til.
Her kan man rent faktisk være voksen og samtidig sidde på bagsædet, og bagagerummet tager selv med hybridens batterier under bunden 354 liter. Som ikke-hybrid sluger det 422 liter.
Hybrid-drivlinjen er første skridt på vejen mod ren elektrificering. Nissan har meddelt, at fra 2025 vil Juke kunne fås 100 procent elektrisk – måske under et andet navn – og senere (i 2027?) bliver det også en mulighed for Qashqai og X-Trail med flittig brug af teknologien fra Ariya og Renault Megane E-Tech, der er en del af koncernen.
Hvordan er førerpladsen?
Det første, man ser i Juke med Tekna-udstyret, når man åbner fordørene, er de sporty sæder med påmonterede lyttebøffer. Bose Personal-systemet blev først introduceret i Micra med højttalere indbygget i nakkestøtterne. Et fint lyd-system med i alt 10 højttalere, der spiller bilen fremragende op. Den angivne sublime effekt af lyttebøfferne i nakkestøtterne har jeg som lægmand dog svært ved at vurdere.
Uanset hvad er Tekna-udgavens sportssæder gode, støtter godt, afstanden til pedaler og det fede læderrat kan indstilles, så det passer de fleste. Instrumenteringen er prisværdigt overskuelig og let at gå til med dreje- og trykknapper til justering af klimaanlæggets temperatur, aktivering af elbagrude og sædevarme.
Generelt er infotainmentsystemet tæt på at være “so last year”, hvor funktionaliteten lader noget tilbage at ønske. Smarttelefonen kan kobles på systemet, men kun via ledning, og der er ikke meget af det, man kalder aflæggeplads.
Hvordan opleves kabinen?
Bagsædet blev rost lidt tidligere, men træerne vokser ikke ind i himlen. To voksne sidder ret beset okay deromme, men bilen virker smal, og man kommer ubevidst til at sidde lidt skævt, hældende ind mod midten.
Til gengæld åbner dørene næsten 90 grader og gør adgangen til bagsædet relativt ukompliceret.
I Juke-hybrid napper det regulært udformede bagagerum som nævnt 354 liter, i den konventionelle 422, og det er bestemt godkendt.
Er sikkerheden i orden?
Grundkonstruktionen af den teknisk og visuelt opdaterede Juke er fra 2019 og Euro NCAP-testet det år til de maksimale fem stjerner. Så udgangspunktet og den passive sikkerhed fejler ikke noget.
Med de tre lavest udstyrede versioner – Visia, Acenta og N-Connecta – kan Juke kun bryste sig af aktivt sikkerhedsudstyr som vognbaneadvarsel og skiltegenkendelse. Det er ikke imponerende.
I den topudstyrede Tekna er historien en helt anden med en pakke indeholdende bl.a. adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, advarsel om biler i de blinde vinkler samt advarsel om krydsende trafik bag bilen.
Den billigste hybrid, N-Connecta til 310.000 kr., har ikke pakken, men den kan tilkøbes for rimelige 13.000 kr. Det kan klart anbefales.
Hvordan kører den?
Sætter man pris på overvejende komfortable køreegenskaber som i f.eks. Peugeot 2008 eller Renault Captur, er Juke ikke mange sure sild værd. Heller ikke selvom den står på samme platform som fætter Captur. Juke-undervognens skruer synes strammet til bristepunktet, og asfaltens ujævnheder slår tydeligt igennem.
Jeg sneg mig til at låne en Juke demobil med 17 tommer hjul hos en forhandler, og noget af manglen på komfort kan bestemt tilskrives testbilens store 19 tommer hjul. Men den når ikke i nærheden af Capturs eftergivenhed.
De store hjul genererer samtidig mere støj, og ved motorvejshastighed bliver vindstøjen også ganske påtrængende.
Som bybil er den sådan set fin, især hvis man undgår kraftige accelerationer, der afføder høje omdrejninger, og hvis man formår at drible uden om huller og kloakdæksler. Men en evig sitren fra hjulene må man affinde sig med, og en udpræget fornøjelse at køre langt i er Juke ikke.
Hvordan er motoren?
Transmissionen i hybriden er en såkaldt multimode automatisk gearkasse. Ikke en trinløs CVT, men en transmission med i princippet flere gearkasser, hvor benzinmotoren har fire trin og elmotoren to. Jeg må tilstå, at jeg ikke har magtet at sætte mig ind i, hvordan det hele reelt spiller sammen.
Så lad mig nøjes med kort at fastslå, at virkemåden er tæt på en CVT-gearkasses. Juke Hybrid har en e-pedal-knap, der kan aktiveres, når man ønsker en lidt kraftigere bremseeffekt og yderligere regenerering af strøm.
Benzinmotoren yder 94 hestekræfter, elmotoren 49, og den samlede systemydelse på 143 hk er ikke kun på papiret, men også mærkbart mere end de 116, som Toyota Yaris Cross Hybrid yder.
Så i den sammenligning er Juke noget hurtigere ved havelågen, men når det kommer til forbrug, falder den ikke heldigt ud. Det opgivne forbrug med 19 tommer hjul er 19,6 km/l – i testen målte jeg 17,1, og det er betragtelig mindre imponerende end de 21,3 km/l, som jeg opnåede i sidste sommers test af Yaris Cross Hybrid.
Passer prisen?
En minicrossover med hybridteknik til 310.000 kr. plus en sikkerhedspakke til 13.000 kr. er på ingen måde et knaldtilbud, især fordi man for de 30.000 kr., den koster mere end ikke-hybriden med dobbeltkoblingsgearkasse, reelt ikke får ret meget mere.
Kan man leve med ikke-hybridens 3-cylindrede motor og 114 turbohestekræfter – og det kan de fleste – er den ret beset et bedre køb.
Er der alternativer?
Eneste, direkte sammenlignelige konkurrent er den flere gange nævnte Toyota Yaris Cross. Den er mere moderne, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved mere aktivt sikkerhedsudstyr. En Yaris Cross Active koster 285.000 kr., og inklusive en pakke til 17.000 kr.– altså 302.000 kr. i alt – har den tilmed head-up-display, elektrisk bagklap, trådløs opladning af mobiltelefon m.m.
Skal Juke N-Connecta op på tilnærmelsesvist samme mængde udstyr, er prisen 323.000 kr.
Koncernfætter Renault Captur fås som ladehybrid inklusive et par sikkerhedspakker til 349.000 kr. – skal det være, så er merprisen takket være statens afgiftslettelser faktisk en overvejelse værd.
Er man oppe i de luftlag, ville jeg gå en størrelse op og smide 345.000 kr. for den sikkerhedsmæssigt meget veludstyrede Toyota Corolla Cross Hybrid Active.
Forlader vi hybrid-verdenen og tager udgangspunkt i en Juke med 114 hestes turbomotor, manuel gearkasse og N-Connecta-udstyr inklusive sikkerhedspakke, er prisen 272.000 kr. Her er bolden på Jukes banehalvdel, hvor den veludstyrede Skoda Kamiq 1,0 TSI 110 hk Style til 293.000 kr. umiddelbart er den stærkeste konkurrent. Det samme kan siges om de to Volkswagen-modeller T-Cross 1,0 TSI 110 hk Life Plus og Taigo 1,0 TSI 110 hk Style Plus til henholdsvis 282.000 og 295.000 kr.
Konklusion:
For: Forsæder, Bose-anlæg, design, tre års garanti
Imod: Pris, komfort, forbrug, bagsædeplads, sikkerhedsudstyr i laveste udstyrsversioner
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Nissan Juke Hybrid Tekna 19”
Vejl. pris, inkl. lev.: 346.900 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Billigste (hybrid): 309.900 kr. (N-Connecta).
Billigste (benzin): 219.900 kr. (1,0 Visia)
Privatleasing: Pt. ej muligt (spørg forhandler)
Årlig ejerafgift: 1.100 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år (max. 100.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP): (2019)
Antal airbags: 6
Længde/bredde/højde: 421/180/159 cm
Bagagerum (min/max): 354/1.114 liter
Vægt: 1.371 kg
Anhængervægt: 750 kg (m. bremser)
Benzinmotor: 4 cyl., 1,6 liter, benzin
Systemydelse: 143 hk
Forbrug (EU-norm): 19,6 km/l (113 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 17,1 km/l
0-100 km/t: 10,1 sek
Topfart: 166 km/t
Særligt standardudstyr:
Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, blindvinkelassistent, vejskiltegenkendelse, advarsel om tværgående trafik bag, træthedsovervågning, SOS-nødopkald, LED-forlygter, p-sensor for og bag samt bakkamera, 8 tommer touchskærm, bluetooth, Apple Carplay/Android Auto (m. ledning), Bose-lydanlæg med 10 højttalere, nøglefri adgang og start, 1-zonet klimaanlæg, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, højdeindstilling af forsæder, varme i forsæder, rat og forrude, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, 4 x elruder, 19 tommer alufælge. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Metallak: 6.000-10.000 kr.