Bilsalget steg i februar, drevet af øget privatleasing – hver fjerde bilkøber privatleaser den nye bil. 44 pct. af alle nye biler var elbiler.
Efter en stille januar kom der atter fart på bilsalget herhjemme i februar. Der blev solgt 11.218 nye biler i sidste måned – det svarer til en lille tilbagegang på tre procent sammenlignet med samme måned for et år siden.
Til gengæld var der klar fremgang for privatleasing. 24 procent af alle nye biler indregistreret i februar var privatleasing. Næsten hver fjerde bilkøber vælger altså at lease. Det er en markant fremgang; for et år siden var andelen af privatleasing blot 17 procent og for to år siden 13 procent.
“Der er stor appetit på biler blandt danskerne og god aktivitet i landets showrooms. Samtidig kommer de store forandringer og udsving på markedet med en grad af usikkerhed, som påvirker forbrugernes købsadfærd. Flere efterspørger sikkerhed og fleksibilitet, når de skal have ny bil, og her er privatleasing en oplagt mulighed, som er blevet betydeligt mere populær over de seneste år” siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
Fremgang for elbiler
En anden tydelig bevægelse i februars bilsalg var, at elbilerne atter sælger godt. I januar medførte en midlertidigt højere registreringsafgift et markant dyk i salget af elbiler. I februar steg salget igen, så andelen af elbiler nåede op på 44 procent af det samlede nybilsalg. I alt blev der indregistreret 4.974 nye elbiler i sidste måned.
Tesla Model Y (billedet), der blev Danmarks mest solgte bil i 2023, topper endnu engang bilsalget med 825 nye biler. Herefter følger to klassiske dansker-favoritter, de franske minier Citroën C3 og Peugeot 208.
“Selvom elbilsalget fik en lidt hård start på 2024, har vi store forventninger til året. Elbilerne fylder gradvist mere i bilsalget og vi har en forventning om, at elbiler kommer til at udgøre over 50 procent af alle nye biler i år. Det gavner den grønne omstilling,” siger Mads Rørvig.
Bilsalg top 20 februar
Placering | Model | Antal solgte |
1 | Tesla Model Y | 825 |
2 | Citroën C3 | 448 |
3 | Peugeot 208 | 388 |
4 | Audi Q4 | 379 |
5 | Peugeot 2008 | 358 |
6 | Opel Corsa | 308 |
7 | Skoda Enyaq | 263 |
8 | Tesla Model 3 | 246 |
9 | Ford Mustang Mach-E | 236 |
10 | Renault Megane | 223 |
11 | Volvo XC40/EX40 | 203 |
12 | Audi Q2 | 185 |
13 | Fiat 500 | 178 |
14 | Nissan Ariya | 174 |
15 | Toyota Aygo X | 170 |
16 | VW ID.4/ID.5 | 158 |
17 | Toyota Yaris Cross | 151 |
18 | Nissan Qashqai | 136 |
19 | VW T-Roc | 133 |
20 | Hyundai Kona | 128 |
Kilde: Bilstatistik.dk