Der er intet alternativ til elbiler, og tøven er en risiko for tysk bilindustri og tyske forbrugere, lyder det i opsang fra tyske eksperter.
Ifølge flere medier og ikke mindst kommentarsporene på Facebook er interessen for elbiler faldet så meget, at man bør udskyde EU’s 2035-forbud mod fossilbiler og måske tænke i alternativer som syntetisk brændstof. Det er holdninger, der har fået ekstra medvind, efter at flere bilgiganter som VW, Mercedes og Ford har meldt ud, at dalende efterspørgsel på elbiler får dem til at skrue tiden tilbage og igen øge udbuddet af især ladehybrider.
Men det er en forfejlet og direkte skadelig debat og reaktion, lyder det nu i en regulær opsang fra to tyske eksperter i bilindustrien, trafik og mobilitet.
”I stedet for at redde vores bilindustri, ødelægger al snakken om at afvige fra planen om at udfase fossilbilerne tværtimod industrien,” siger den tyske branche- og bilekspert Ferdinand Dudenhofer til avisen Neuen Osnabrücker Zeitung.
Produktionen flytter til Kina
Dudenhofer er økonomiprofessor og direktør for Center for Automotive Research ved universitetet i Duisburg-Essen, og benyttes ofte som en respekteret analytiker af tysk bilindustri. Det er altså ikke hr. hvem-som-helst, der nærmest slår i bordet i en skarp kritik af tysk tøven i forhold til den elektriske omstilling.
En tøven, der ifølge Dudenhofer truer med at blive tysk bilindustris Waterloo: Hvis ikke bilindustrien ubetinget ramper op til masseproduktion af elbiler, vil produktionen bare flytte til andre lande – især Kina, lyder hans vurdering.
Problemet er, at elektrisk mobilitet efterhånden fremstår som et ’fatamorgana’ i Tyskland. Fornylig viste en tysk undersøgelse, at mange tyskere f.eks. er overbevist om, at der mangler ladestandere i Tyskland. Det er faktuelt forkert – efter en langsom start er Tyskland faktisk godt dækket ind af et omfattende netværk af ladestandere. Men tyskerne har en anden opfattelse – og tør derfor ikke købe elbiler.
”En alvorlig fejl”
De tyske politikeres overraskende beslutning om at udfase elbils-præmien med udgangen af 2023, kalder Dudenhofer ”en alvorlig fejl”. På et marked uden nævneværdige afgifter på biler, er et økonomisk tilskud til elbiler nødvendigt. I hvert fald frem til 2030, hvor elbiler forventes at blive billigere at fremstille end fossilbiler.
Dudenhofer står ikke alene med sin kritik af Tysklands tøvende tilgang til den elektriske omstilling. I et interview med netmediet Klimareporter kalder professor og leder af Zentrum für Mobilitätskultur ved universitet i Kassel, Helmut Holzapfel, det ”en fundamental fejl”, når f.eks. Mercedes bakker på sine ambitiøse elbils-planer.
Ifølge Holzapfel er der ikke noget alternativ til elbiler. Ved at skrue ned for ambitionerne og krampagtigt holde fast i fossilbiler, kommer tysk bilindustri bare til at sakke håbløst bagud. I stedet overlader de markedet til især kinesiske bilproducenter, men også europæiske konkurrenter som Stellantis, der er på vej med masser af de mindre og billigere elbiler, som forbrugerne efterspørger i dag.
Tyske politikere har medansvar
Som Dudenhofer mener Helmut Holzapfel, at tyske politikere har et medansvar, fordi de ikke fuldtonet bakker op om omstillingen til elbiler. Det giver grobund for falske fortællinger om alt fra mangel på ladestandere, til at elbiler er ubrugelige i koldt vejr og i øvrigt ikke har en reel miljøfordel sammenlignet med fossilbiler. Andre begynder at tro på, at syntetiske brændstoffer kan ’redde’ fossilbilen.
Men det er alt sammen en illusion, fastslår Helmut Holzapfel. CO2-udslippet skal nedbringes, og der er intet alternativ til elbiler.
Han opfordrer derfor indtrængende tysk bilindustri og tyske politikere til at bakke fuldtonet op om omstillingen til elbiler. Alt andet er skadeligt. Både for tysk bilindustri, der mister terræn og for de tyske bilister, der kan se frem til flere ubehagelige overraskelser, hvis de holder fast i deres velkendte diesel- og benzinbiler. Ifølge Holzapfel gælder det især udsigten til voldsomt stigende CO2-afgifter på brændstof og forbud mod fossilbiler i stadig flere europæiske byer.
Lynanalyse: Det handler om CO2-reduktion
Debatten for- og imod elbiler raser vildere end nogensinde. Ikke mindst i Tyskland, hvor der er enorme interesser på spil i den hårdt pressede tyske bilindustri. Men også herhjemme, hvor debatten på mange måder minder om den tyske.
Skeptikerne og elbils-haderne vil næppe lytte til de to tyske eksperters ’opsang’. Men måske burde de, for deres indlæg minder os om en næsten glemt præmis for omstillingen til elbiler: Omstillingen handler ikke om, hvorvidt du er til diesel eller el, men udelukkende om, at vi skal udlede mindre CO2, når vi kører i bil. Dét er målet – og al troværdig videnskab peger på, at elbiler er langt den mest effektive måde at opnå det på.
Længere er den sådan set ikke. Og politikere i EU, Kina og USA har i varierende grad allerede forpligtiget sig til det. Der er med andre ord ingen vej uden om. Elbilerne kommer. Også i Tyskland. Selv Toyota har overgivet sig til realiteterne, og proklamerede i sidste uge, at elbiler fremover bliver virksomhedens største vækstområde.
Alene dén udmelding burde få tysk bilindustri til at sætte i gear. Også for danske bilisters skyld, der traditionelt sætter stor pris på tyske biler. For hvis ikke tyskerne finder gnisten, kommer der måske til at stå ’Made in China’ på din næste (el)bil.
I mellemtiden kan vi glæde os over, at vi herhjemme er langt længere fremme med omstillingen til elbiler end tyskerne. Til gavn for miljøet og faktisk også forbrugerne, der ved hurtigere at skifte fra fossile brændstoffer til el får lavere driftsomkostninger, også i fremtiden må køre inde i de danske byer, og derved også vil opleve større værdifasthed på el- end fossilbiler.
God artikel😁
De udfordringer, som tyskerne i samfundet nu står med, er ikke væsensforskellige fra dem, vi stod i Danmark for bare 2,5 år siden. Det er de samme argumenter.
Og se, hvor Danmark er nu. Forandringen er en realitet. Tilbage står kun, hvor lang tid det vil tage, før salget i DK er 90 pct. el. Det afhænger af tyskernes evne til at levere biler under 200K og af, om der kommer told på kinesiske biler.
Tyskerne kan stikke hovedet i busken, men det ændrer verden sig som bekendt ikke af. Tyskerne skal finde ud af, om de vil være en del af fremtiden, eller om vi skal købe franske og kinesiske biler fremover.
Nu er Tyskerne, Italienerne og hvem der mere fik indført, at fossilbiler kunne sælges efter 2035 så længe de kunne køre på efuels, jo temmelig store spillere, og det betyder også, at de har stor vægt i Eu. Derfor kan det også tænkes, at reglerne bliver lavet om. Uden tilstrækkelig grøn strøm er elbilernes miljøfordel begrænset, og der er stadig problemer omkring for store udledninger ved produktion og forbrug af begrænsede materialer, skrotningsplaner, udskiftning af batterier osv. Den mest effektive måde at begrænse forurening på, er at lave Co2-mindsket eller neutralt brændstof til de 90 pct., der i dag er fossilbiler. Overgangen til el vil tage årtier og derfor en langsom løsning.. Spørgsmålet er, om man kan komme ud af røret og få produceret det brændstof der skal til. F.eks. ved hjælp af sol og Co2 fangst samt selvfølgelig mange andre power to x metoder. Det er ikke nok bare at satse på nogle for dyre elbiler, som folk i øvrigt dårlig gider købe, hvis ikke de får store tilskud, og som kun langsomt vil erstatte en kæmpe bilpark. Hvis de da nogensinde kommer til det, det afhænger jo af udviklingen. Brint er også en mulighed, hvis man henter det op i stedet for at producere det.
Brug af efuels vil kræve voldsom investering i både infrastruktur og elproduktion. En efuel infrastruktur som stort set ikke eksisterer i dag. Energiforbruget til produktion og forbrug af efuels vil være flere gange større end alene med batterier og elbiler. Det skyldes bl.a., at forbrændingsmotoren spilder 2/3 af energien i brændstoffet. Det bliver derfor også vanskeligt at lave efuels til en pris, der kan konkurrere med el. Samtidigt vil der komme et stort behov for efuels til f.eks. fly, som ikke kan skifte til elbatterier. Jeg er ikke i tvivl om, at den bedste vej at gå, både økonomisk og miljømæssigt, er elektrificering.
Og husk på, at grunden til omstilling til elbil i DK skyldes de høje afgifter på biler. Da elbiler er langt lavere mht afgift, så har vi gode muligheder for at anvende pisk og gulerod.
I Tyskland osv ser regnestykket meget dårligere ud. Når det er sagt, så skal de passe på, at de ikke bliver overrumplet, plus Kina ikke spiller fairplay ligesom på solceller…
God artikel. Problemet for legacymærkerne – tyske såvel som amerikanske – er at de i denne omstilling hurtigt mister markedsandele og indtægt på det Kinesiske marked, som er deres helt store cash cow. VW har i mange år hentet omkring 50% af deres overskud her. Samtidig taber de penge på el-bilsdelen af deres forretning, efter Tesla indledte den heftige priskrig for 1.5 år siden. Deres overskud er under stærkt pres – og det bliver kun værre – hvis de accellerer el-bils satsningen, hvilket deres ejere – aktiemarkedet – ikke bryder sig om. Deres produktionsomkostninger er alt for høje i den nuværende situation, og derfor bakker de og forsøger med mediespin at hive tempoet ud af omstillingen.
Mercedes-Benz har netop sagt, at de har udskudt udviklingen af deres næste el-bilsplatform på grund af manglende efterspørgsel i markedet, men i virkeligheden flytter de udviklingen til Kina, fordi platformen vil blive tre gange så dyr i Tyskland, og fordi ingeniørerne der er dygtigere til el-biler. Men det tør de ikke sige højt.
Eksperterne rammer hovedet på sømmet, og det er de tyske politikere, som skal hjælpe deres bilindustri med at komme igennem omstillingen, hvis de vil have en industri om 15 år og bevare nogle af de 6 millioner arbejdspladser, som er i spil. El-bilsalget stiger pt. med ca. 20% om året globalt, og de nye kinesiske el-bilsproducenter arbejder med alt de har, på at komme ud af Kina med eksport. Europas forbrugere får sandsynligvis snart øje for dem, så tyskerne har i den grad ryggen mod muren. Ud af ca. 90 virksomheder, der producerede hestevogne i Tyskland, var det bare Daimler og Benz der overlevede omstillingen til biler. Dette fordi de gik sammen og helhjertet ind i omstillingen. Det bliver super spændende at følge 🙂
Co2 er IKKE noget problem for Jorden 🙂