Test: Fisker Ocean har fortjent en god skæbne

fisker ocean

BILTEST: Design og stærk pris gør især den billigste Fisker Ocean interessant. Desværre er Fisker på randen af konkurs.

Hvilken bil?

Hvilkenbil ved godt, at det er lidt af en satsning. For hvorfor teste en Fisker Ocean nu, når den gængse opfattelse blandt eksperter er, at Fisker Inc. snart kaster håndklædet i ringen?
Sker det, er spørgsmålet, om en eventuel køber af det skrantende firma fører Fisker Ocean videre? Eller om den elektriske SUV blot bliver en parentes i de automobile historiebøger, og denne test dermed ender med at blive en slags gravskrift?
Men vi gør det. Tester bilen: For historien om den nu 60-årige dansker Henrik Fisker har siden hans karrieres indledning i 90’erne og 00’erne som designer hos Ford, BMW og Aston Martin og siden hans egen Fisker Karma været en interessant historie. Ikke mindst, selvfølgelig, fordi han netop er dansker.
Men tag ikke fejl: 

Fisker Ocean er også en interessant bil. Så spændende, at den efter en lille uges bekendtskab og mange kilometer efterlader en frustrerende følelse af, at den her bil simpelthen har fortjent en god skæbne.

Frustrerende, fordi det er åbenlyst, at den sidste Ocean meget vel kan være blevet produceret
På dét meget lidt opmuntrende bagtæppe tester Hvilkenbil altså Fisker Ocean. Topmodellen i dag hedder Extreme, og den er tæt på testbilen One, som var intromodellen. Extreme koster 600.000 kroner. Den er når de bebudede softwareopdateringer måtte blive gennemført spækket med stort set alle lækkerier og sikkerhedsfeatures. Batteriet er enorme 107 kWh og rækkevidden 707 kilometer. Billigste Ocean Sport til 373.000 kr. har et mindre batteri og 464 kilometers rækkevidde.

Vidste du at?

Henrik Fisker har gjort en del ud af at understrege sit fokus på bæredygtighed. Stoltheden over, at der i hver Ocean-kabine er 50 kilo genanvendelige materialer, er ikke til at tage fejl af. Og respekt for det. Omend de 50 kilo i en bil på 2,5 ton nok ikke batter det store.
California Mode er en gimmick, hvor solcelletaget ruller tilbage, og alle ruder, inklusive bagruden, ruller ned. På den måde kan den velvoksne SUV med lidt god vilje forvandles til en semi-cabriolet, der blender ind på hjemmebanen langs den solbeskinnede, californiske kyst.
Samme tag kan suge solens stråler til sig med en ihærdighed, så rækkevidden i bilens levetid angiveligt forlænges med 2.400 kilometer.

Hvordan er førerpladsen?

Den føromtalte bæredygtighed fratager kabinen noget af den premiumfølelse, som man forventer i en SUV til mere end en halv million kroner. Materialerne på midterkonsollen og dørhåndtagene virker billige.
De elektrisk indstillelige sæder er måske ikke de mest velformede og bedst støttende, jeg har oplevet, men acceptable. Førerdisplayet er tydeligt og indeholder de informationer, man har brug for. 
Til både fører og forsædepassager kan fremtrylles et såkaldt ‘taco table’, som man kan stille sin frokost på eller i en snæver vending placere sin PC på, så tiden under opladning udnyttes bedst muligt.
Solskærmene er delt på tværs og kan foldes ud og vippes efter behov omend fruen fandt makeup-spejlet for lille. Bakspejlet er ikke et spejl, men en skærm, som viser et billede optaget af et bagudvendt kamera placeret øverst på bagruden. Det fungerer.
På den 17,1 tommer store infotainmentskærm i midten kan man fremkalde en velkomsthilsen fra Henrik Fisker himself, og det er da meget sjovt. Derudover er der et væld af funktioner at fordybe sig i, og her skinner nogle af de udfordringer igennem, som softwareopdateringer kunne afhjælpe. 
Jeg skulle et par gange i løbet af ugen gen-etablere tilslutningen af min mobiltelefon. På den anden tur, hvor jeg havde bedt navigationsanlægget føre mig hen til en lynlader, frøs navigationen ved ankomst. Og dér stod den så urokkeligt fast resten af testperioden.
Alle de ledsagende lyde høje lyde som eksempelvis melder sig ved start, og når man sætter i bakgear, kunne jeg ikke dæmpe. Og sjældent har jeg lagt øre til så høj en lyd fra blinklyset.
Den generelle funktionalitet er der dog ikke noget at udsætte på.

Hvordan opleves kabinen?

Pladsen er særdeles generøs, også for personen på det midterste bagsæde takket være højt til loftet og et fladt gulv. På begge sider af midterkonsollen, hvor friskluftdyserne til bagsædet sidder, har Fisker tænkt sig godt om ved at udhule konsollen, så personen på midterste sæde kan skubbe fødderne uhindret ind.
Bagagerummet er regulært og næsten 500 liter stort. Et frunk under fronthjelmen til ladekablerne findes desværre ikke, så kablerne må ligge løst i bagagerummet eller stuves af vejen i et rum under gulvet.

Er sikkerheden i orden?

Umiddelbart er mængden af aktivt sikkerhedsudstyr imponerende. Men Ocean er hverken testet af amerikanske NHTSA (National Highway Traffic Safety Administration) eller europæiske Euro NCAP. 
At der er tænkt over det, vidner den funktion, som umuliggør igangsætning, medmindre førerens sikkerhedssele er spændt, dog om. Men da testbilens adaptive fartpilot ikke er funktionsdygtig, fordi bilen mangler en softwareopdatering, bliver ordene om Oceans sikkerhed ikke flere end disse.

Hvordan kører den?

Ocean er på sin vis en rigtig amerikaner, der er i sit rette element, når det går ligeud ved jævn hastighed. Så cruiser-komforten er i højsædet med et relativt præcist styretøj, og det er en fornøjelse at trille på langtur. 
Dog får testbilens 22 tommer-hjul et minus i bogen 20 tommer er standard. De store hjul gør næppe noget godt for støj fra vejen, som der er lidt rigeligt af. De gør næppe heller noget godt for de sidste gram komfort, da kæmpehjulene må tilskrives en del af den tunge SUV’s uelegante måde at opsuge skarpe ujævnheder på.
Oceans venderadius er påfaldende stor og bestemt ikke parkeringshus-venlig.

Hvordan er motor og opladning?

To elmotorer og en ydelse på 468 hestekræfter er mere end rigeligt. Endnu en gimmick er køreprogrammerne eller i hvert fald det ene. ‘Earth’ er spareprogrammet, der skruer ned for de fleste funktioner. I ‘Fun’ skrues der lidt op, og i morskabsprogrammet ‘Hyper’ åbner alle sluser.

I ‘Hyper’ har man 570 hestekræfter til rådighed. Her kan man muntre sig med at ramme de knap fire sekunder, som det tager at accelerere fra 0 til 100 km/t.

Antallet af ‘Hyper’-accelerationer er dog begrænset til 500, hvilket muligvis også er et spørgsmål om en pt. ikke-tilgængelig softwareopdatering.
Med en del motorvejskørsel i 18-20 graders varme lå forbruget på 4,5 km/kWh (22,2 kWh/100 km). Det må siges at være acceptabelt for så stor og tung en bil.

Passer prisen?

Forudsætningerne for at bedømme Ocean-priserne er naturligvis, at Fisker Inc. overlever, og at priserne efter rekonstruktionen holder. 
Sker det, er prisen for den billigste, Sport, mere end konkurrencedygtig. For de 373.000 kr., som den koster, får man enormt meget bil for pengene forudsat at man kan klare sig med 464 kilometers rækkevidde. At Fisker samtidig giver seks års garanti på bilen, er også ekstraordinært. 
Topmodellen Extreme til 600.000 kr. er ikke knivskarpt prissat. Hvis man vil have lang rækkevidde, skal man som et minimum op i den mellemste Ultra, der kører 690 kilometer på en opladning, men prisen er altså 563.000 kr.

Er der alternativer?

Tesla Model Y er en oplagt konkurrent. Den billigste med 455 kilometers rækkevidde fås fra 360.000 kr. Altså 13.000 kr. mindre end Ocean Sport. Den længste rækkevidde, som Model Y kan tilbyde, er 600 km, og den koster fra 385.000 kr.
Men kvalitetsfølelsen og premium-fornemmelsen er højere i Fisker Ocean.
Hyundai Ioniq 5 koster i den topudstyrede Ultimate-version med godt 500 kilometers rækkevidde 395.000 kr. VW ID.4 Style med 543 kilometers rækkevidde og tjekkiske Skoda Enyaq Premium med 557 kilometers rækkevidde fås til 380.000 kr. Den topudstyrede Nissan Ariya med 525 kilometers rækkevidde står i 399.000 kr.
Så som tingene står lige nu, hvor Fisker Inc.’s fremtid er særdeles usikker, er der ingen tvivl om, at alle de nævnte konkurrenter klart er at foretrække. Og Hvilkenbil kan naturligvis ikke anbefale, at man køber en Ocean i dag.
Men skulle Fisker klare skærene, er Ocean og især Ocean Sport interessant.

Konklusion:

For: Komfort, rækkevidde, garanti, pris for den billigste.
Imod: Software-opdateringer mangler, 22 tommer-hjul stjæler komfort, head-up-display ikke muligt, intet frunk.
Hvilkenbil siger: 

Jeg medgiver, at dansker-sympatien spiller ind, men jeg er altså ret vild med Fisker Ocean. Henrik Fisker kan noget med design, Ocean skiller sig ud og har en attitude, som konkurrenterne i min bog ikke kan hamle op med.
Det er frustrerende, at tingene står, som de står. Ocean var ikke klar til start, da man hastede den ud til køberne, for bilen har potentialet. Henrik Fiskers ressourcer og kompetencer til at gå fra bildesigner til bilproducent synes ikke at række, og det er super ærgerligt.

FAKTA: Fisker Ocean Extreme

Vejl. pris, inkl. lev.: 599.546 kr.
Vejl. pris, inkl lev. (billigste): 373.115 kr. (Ocean Sport)
Anslået kontantrabat: * 50.000 kr.
Årlig ejerafgift: 780 kr.
Garanti (bil/lak/rust): 6/2/12 år
Garanti (batteri): 10 år eller 160.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet
Længde/bredde/højde: 477/198/163 cm
Bagagerum: 476/1.274 liter
Vægt: 2.508 kg
Anhængervægt: 1.820 kg
Batterikapacitet (netto): 107 kWh
Rækkevidde (WLTP): 707 km
Forbrug: 5,5 km/kWh (18,3 kWh/100 km)
Forbrug i test: 4,5 km/kWh (22,2 kWh/100 km)
Ladeevne: Op til 200 kWh DC/11 kWh AC
Opladningstid: 34 minutter (10-80 pct. ved DC-lynlader), ca. 11,5 timer (0-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt/moment: 349/425 kW (svarer til 468/570 hk), 737 Nm, firehjulstræk
0-100 km/t: 3,9 sek
Topfart: 205 km/t

Særligt standardudstyr:

Aut. nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, aut. nedbremsning v. svingende trafik, fartpilot, aktiv vognbaneassistent, advarsel v. modkørende trafik, aktiv blindvinkelassistent, aut. nedbremsning v. krydsende trafik foran, vejskiltegenkendelse, LED-forlygter, p-sensor for og bag, 360 graders kamera, 3-zonet klimaanlæg, regnsensor, digitalt bakspejl, nøglefri betjening, opvarmede og elektrisk justerbare forsæder med memory, elektrisk justerbart rat m. varme, varme i bagsæde, 9,8 tommer førerdisplay, 17,1 tommer berøringsfølsom skærm, bluetooth, trådløs opladning af mobiltelefon, 575 watt-lydsystem m. 15 højttalere og subwoofer, elektrisk bagklap, SolarSky-soltag, 20 tommer alufælge. ( * Anslået af hvilkenbil.dk)

Metallak: 7.550 kr.
22 tommer alufælge: 11.230-14.720 kr.
SeaSalt-/Maliblu-interiør: 19.365/22.465 kr.
Anhængertræk: 13.985 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here