Fabrik forventer ikke at bygge flere Fisker-biler

Fisker fabrik

Fisker Ocean er sat på pause. Nu siger østrigsk fabrik, der bygger bilen for Fisker, at man ikke forventer genstart af produktionen.

Skyerne trækker sammen om den danske bilskaber Henrik Fisker. Hans virksomhed er på kanten af konkurs, og selv om Fisker kæmper en brav kamp for at holde sig flydende, vælter det ind med dårlige nyheder.

Seneste kommer fra Magna International, den østrigske bil-fabrik, der bygger den elektriske SUV Ocean for Fisker.

I et forsøg på at spare penge, blev produktionen sat på pause i midten af marts. Nu siger Magna International, at man ikke forventer, at produktionen kommer i gang igen.

”I vores aktuelle selskabsmeddelelse (i forbindelse med kvartalsregnskabet, red.) offentliggjort i dag, forventer vi ikke yderligere produktion. Denne forventning reducerer vores 2024-salg med 400 millioner dollars og påvirker vores indtjening før skat (EBIT, red.) med ca. 25 basispoint,” lød den lidt tørre formulering fra Magna-chefen Swami Kotagiri på et møde med investorerne. Det skriver flere medier som bl.a. Yahoo Finance.

Med andre ord tror Fiskers egen samarbejdspartner ikke længere på, at Fisker klarer skærene og bliver i stand til at genoptage produktionen af mærkets eneste bil, Ocean.

Advares om afskedigelse
fisker konkursbegæring
Henrik Fisker er fortsat i modvind – nu siger den østrigske bilfabrik, der bygger biler for virksomheden, at den ikke forventer at genoptage produktionen.

Samtidig har Fisker – som reglerne foreskriver – sendt et brev til sine ansatte, hvori de advares om, at de kan blive afskediget 28. juni i år. I brevet gøres det klart, at bestræbelserne på at redde Fisker Inc. kan vise sig at være nytteløse. Og i så fald vil afskedigelsen ’være permanent og virksomheden lukke’.

Men Henrik Fisker og medarbejderne har tilsyneladende ikke givet op endnu. Henrik Fisker har tidligere sagt, at han forhandler med fire andre bilproducenter om at redde Fisker. Han har også sat sit eget hus i Hollywood Hills til salg. Pragtvillaen koster over 220 millioner kroner, og er dermed mere værd end Fisker Inc.

Kunderne ’tigger’ om dele

Medarbejderne gør tilsyneladende også alt for at holde virksomheden kørende. I mediet Business Insider fortæller otte nuværende og tidligere Fisker-ansatte, at man tager dele fra før-produktions og lagerbiler for at kunne servicere og reparere eksisterende Fisker-kunders biler.

”Teknikerne gør det for at hjælpe kunderne. Kunderne tigger nærmest om dele, og indstillingen er, at ’hvis vi har delene, så lad os bruge dem’,” fortæller en anonym kilde til Business Insider.

En talsmand for Fisker Inc. har dog afvist påstanden.

Brat nedtur i 2024

De dårlige nyheder er blot de seneste i en række af udfordringer, der har ramt Fisker Inc.

Den dansk-amerikanske bilproducents problemer blev for alvor kendt, da det omkring årsskiftet kom frem, at det kun var lykkedes Fisker at producere godt 10.000 biler i 2023 mod en målsætning på 36.000 biler.

Her efter gik det stærkt. Den amerikanske trafikstyrelse NHTSA åbnede to sager mod Fisker om potentielt farlige fejl i Ocean. Aktiekursen styrtdykkede og nåede under én dollar i februar. Endelig svigtede salget. Trods en beskeden produktion på godt 10.000 biler, stod halvdelen fortsat usolgte på lagre flere steder i verden.

Ved udgangen af februar erkendte Henrik Fisker i forbindelse med årsresultatet, at Fisker Inc. var i krise og kunne løbe tør for penge i løbet af 2024. Redningen skulle være et samarbejde med en anden bilproducent. Den aftale – angiveligt med Nissan – faldt dog til jorden, og i starten af april lancerede Fisker så et lager-salg med enorme rabatter på 5.000 usolgte Fisker Ocean. Håbet var, at få nogle af de i alt to milliarder kroner ind, som lagerbilerne på papiret var værd.

Siden har der været nogen tvivl om, hvordan lagersalget faktisk forløber. Hvilkenbil har ikke kunnet få et præcist svar fra Fisker Inc.

En biltest af den amerikanske influencer Marques Brownlee, der kaldte Ocean ”den værste bil, han nogensinde havde testet,” gjorde kun tingene værre.

For investorer kom den dårligste nyhed dog sidst i marts, da Fisker Inc. blev taget af børsen i New York efter et kursfald på mere end 98 pct.

Spørgsmål til Fisker

I dag har vi sendt opfølgende spørgsmål til Fisker Inc. om den aktuelle situation i virksomheden. Bl.a. spørger vi:

Har Fisker Inc. kommentarer til Magnas forventning om, at produktionen af Fisker Ocean ikke vil blive genoptaget?

Hvor mange Fisker Ocean er blevet solgt i forbindelse med de store prisnedsættelser i marts?

Kommentarer til artikler om, at Fisker bruger dele fra lagerbiler for at hjælpe eksisterende kunder med service og reparationer?

Nyt om forhandlinger med andre bilproducenter, der kan hjælpe Fisker Inc.?

Artiklen vil blive opdateret, hvis vi får svar fra Fisker Inc.

[email protected]

2 Kommentarer

    • Meget enig. Henrik Fisker har som altid fat i noget med designet og en vis bæredygtighed i materialerne, der sagtens kunne have givet Ocean mere medvind. Men forsinkelser betyder, at Ocean rammer markedet, lige der hvor udviklingen vender og konkurrencen skærpes enormt. Desværre for Fisker ser det ud til, at han endnu en gang er uheldig med timingen. Set gennem danske briller er det ærgerligt, at endnu et ‘dansk’ bileventyr ser ud til at ende som lidt af et mareridt. Men lad os nu se – netop fordi Fisker kan noget med design, kan det jo være, at noget (lidt) kan reddes inden eller i forbindelse med en konkurs… Med venlig hilsen, Jens Velling, redaktør.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here