Tesla Model 3 er i dag blevet lidt dyrere. Nogle elbiler fremstillet i Kina holder dog prisen i ro, men hos andre forventes højere priser.
Torsdag den 4. juli indførte EU-Kommissionen de bebudede forhøjelser af importtolden på elbiler produceret i Kina. Derfor har Tesla i mere end en måned lagt op til, at den i Shanghai-producerede Model 3 ville stige i pris, når EU gennemførte toldforhøjelsen. Konsekvensen er nu taget.
Her til morgen har Tesla opjusteret priserne på alle tre Model 3-varianter. Den billigste, der indtil i går kostede 299.990 kroner, er steget med 12.000 kr. til 311.990. Long Range er blevet tilsvarende dyrere og koster nu 371.990 kr. Performance-udgaven er den, der er steget mest, nemlig 18.000, så den nu koster 458.802 kr.
Statsejede er hårdest ramt
Hongqi og Voyah, som Stellantis-importør (bl.a. Peugeot, Citroën, Opel, Fiat, Jeep) K.W. Bruun tager til Danmark, er blandt de mærker, som bliver hårdest ramt af EU’s importtold.
Det bliver de, fordi de ligesom MG er statsejede og derfor er blandt de bilfabrikker, der nyder særskilt godt af det kinesiske diktaturs statsstøtte.
Den store elektriske SUV, Voyah Free, der i maj blev sat voldsomt ned fra 600.000 til 400.000 kr., meddeles i øjeblikket ‘udsolgt’ på Voyah Danmarks hjemmeside. Hvilkenbils gæt er, at den vil stige kraftigt i pris, når K.W. Bruun har regnet på sagerne. Et frækt bud vil være, at den Dongfeng-ejede Voyah Free rammes af en prisstigning i omegnen af 150.000 kr.
Den endnu større elektriske SUV, Hongqi E-HS9, kan stadig anskaffes til 450.000 kr., men det gælder kun lagerbiler. Altså biler, der allerede er i Europa eller Danmark.
Hvis man selv konfigurerer og bestiller bilen på hjemmesiden, går produktionen i gang på den statsejede First Automobiles Works-fabrik i Kina. Når bilen så er fremme ved den danske køber, er prisen knap 600.000 kr.
MG, der hører under det statsejede SAIC, er – endnu – ikke ramt af prisstigninger. Importøren har til flere medier meddelt, at man fastholder de priser, der pt. fremgår af hjemmesiden. Man afventer dog en melding fra SAIC, så i hvert fald en mindre opjustering er ikke usandsynlig.
Privatejede slipper billigst
Priserne på Volvo og Polestar, der hører under privatejede Geely, er indtil videre tæt på uændrede. Volvo smed for nogen tid siden dog 10.000 kr. på deres nyeste skud på stammen, EX30, så den billigste nu koster 285.000 kr.
BYD og Xpeng, der begge er privatejede, har meddelt, at de indtil videre fastholder de nuværende priser.
EU’s importtold er indført, fordi EU skønner, at det kinesiske regime yder stor statsstøtte til producenter, hvilket giver dem en konkurrencefordel i Europa. Som konsekvens har USA hævet importtolden med 100 pct.
I EU rammes Kina-mærkerne forskelligt, og importtolden vil kunne ændre sig, da der stadig pågår forhandlinger. Statsejede SAIC, der som nævnt står bag MG, er pålagt 37,6 pct. told oven i de 10 pct., der i forvejen var på alle kinesisk producerede biler.
De kinesiske mærker, der indtil videre har været mest villige til at samarbejde med EU om reguleringen, slipper billigst. Eksempelvis nøjes BYD med en ekstra told på 17,4 pct., altså i alt 27,4 pct., mens Geely pålægges 19,9 oveni de 10 pct.
Af redaktionen