Vestlige bilmærker taber stort i Kina

Skiftet til elbiler udfordrer vestlige bilmærker i Kina, der er verdens største bilmarked. Det giver også problemer hjemme i Europa.

Hvis man tror, at øget importtold i EU på kinesiske fremstillede elbiler kan bremse kineserne og redde europæisk bilindustri, er der dårlige nyheder.

De dårlige nyheder findes i halvårsregnskaberne for vestlige og japanske bilgiganter – mere præcist i de afsnit, der handler om salget i Kina, verdens største bilmarked.

Tyske Volkswagen var tidligere det bedst sælgende mærke i Kina. Det er slut nu efter et fald i salget på 19 pct. i løbet af det seneste år.

VW-koncernens guldkalv og ellers velsmurte profitmaskine, Porsche, er endnu hårdere ramt. Salget af de tyske luksusbiler i Kina er nede med en tredjedel.

Hos Volvo, der er kinesisk-ejet, går det ikke meget bedre. I juli faldt salget med 31 pct.

For amerikanske General Motors, i årtier verdens største bilproducent og indtil for nylig en gigant i Kina med en markedsandel på 15 pct., er salget også gået i bakgear. I andet kvartal faldt markedsandelen til 6,4 pct. – det hurtigste fald GM nogensinde har oplevet i ’Riget i midten’.

Kina udnytter hjemmebanefordel

I stedet går Kinas egne bilmærker frem i et voksende, kinesisk bilmarked. Sidste år tog Kinas egne bilmærker for første gang halvdelen af det hjemlige bilmarked. Blot seks måneder senere – i juni i år – var andelen steget til 64 pct.

Udviklingen mod kinesisk dominans går med andre ord stærkt. Og alt tyder på, at vestlige og japanske bilmærker ikke er i nærheden af at kunne følge med i Kina. Kun amerikanske Tesla, der fremstiller elbilerne Model Y og Model 3 i Kina, hænger på. Teslas salg af de to modeller i Kina steg med 15 pct. i sidste måned. Tesla er også det eneste ikke-kinesiske bilmærke, der er med på listen over de 20 mest solgte el- og hybridbiler i Kina.

Tesla, der også fremstiller biler i Kina, er det eneste ikke-kinesiske mærke, der er med på top 20-listen over de mest solgte elbiler i Kina. Foto: Tesla Inc.

Kinas bilproducenter nøjes ikke med at give deres udenlandske konkurrenter baghjul på hjemmemarkedet. I løbet af de seneste tre år er eksporten af kinesisk fremstillede biler øget fra under én million til fem millioner biler årligt. Heri medregnes dog udenlandsk-ejede mærkers produktion af biler i Kina, der eksporteres – for eksempel førnævnte Tesla Model Y og Model 3.

Men trenden er klar: Kineserne fremstiller, køber og eksporterer stadig flere biler på bekostning af deres vestlige og japanske konkurrenter.

Enorme udfordringer

Udviklingen siger alt om de enorme udfordringer, som vestlige bilmærker som VW, GM og Co. står overfor – ikke bare i Kina, men globalt.

Det er slemt nok at miste markedsandele og dermed indtægter på verdens største bilmarked. Udviklingen dækker over et endnu større problem. Ved hjælp af massiv statsstøtte og et enormt hjemmemarked er Kina ved at oparbejde et forspring inden for elbiler. Samtidig med, at vestlige og japanske bilmærker går tilbage i Kina, sælger de også færre elbiler end forventet på deres egne hjemmemarkeder. De får med andre ord ikke meget tilbage på deres milliardinvesteringer i nye elbiler.

Senest faldt salget af elbiler i Tyskland – Europas største bilmarked – med 37 pct. i juli. Det gav elbiler en andel af det tyske bilsalg på 13 pct. For et år siden var andelen 20 pct.

Sakker bagud

Ikke-kinesiske bilmærkers kortsigtede løsning er at skrue op for produktionen af især hybridbiler og ned for investeringerne i de elbiler, der er nødvendige for at leve op til stadig skrappere miljøkrav. I 2035 er det slut med at sælge nye biler, der udleder CO2 i EU. Dermed sakker vestlige og japanske bilproducenter endnu længere bagud i konkurrencen med nye, kinesiske elbiler.

Selv om VW satser stort på Kina og fremstiller særlige modeller til kineserne som den nye elbil Unyx her, dykker salget markant. Det koster penge og kan få negativ betydning for VW i Europa.

’Panikløsninger’ som øget importtold i EU eller den amerikanske præsidentkandidat Donald Trumps løfte om at indstille al støtte til omstillingen til el, vil i bedste fald forsinke kinesernes indtog. I værste fald give Kina en endnu større konkurrencefordel, fordi europæiske, amerikanske og japanske bilproducenter forsinker udviklingen af elbiler yderligere.

”Bliver smadret i Kina”

Situationen kan synes håbløs for ikke-kinesiske bilmærker. Flere brancheanalytikere omtaler da også situationen i dommedags-vendinger.

Det amerikanske elbil-medie InsideEVs konkluderer kælderkoldt efter et besøg hos flere kinesiske bilproducenter, at ”vestlige bilproducenter er færdige.”

Markedsanalytikeren Michael Dunne, som især holder øje med det asiatiske bilmarked, skriver i et opslag på X, at ”de globale bilproducenter bliver fuldstændig smadret i Kina. Salgstallene styrtdykker. Profit er forvandlet til tab på hundreder af millioner dollars.”

For blot en måned siden konkluderede det amerikanske analysefirma Alix Partners, at ”en nylige EU-importtold på kinesiske mærker giver de europæiske producenter et lille åndehul, men kun midlertidigt.”

Ifølge Alix Partners vil hver tredje nye elbil, der sælges i Europa i 2030, være kinesisk. Nærmest uanset, hvad EU gør.

Selv amerikanerne, der har forhøjet importtolden på kinesiske biler til 100 pct., vælger alligevel kinesisk: Transportfirmaet Uber har netop bestilt 100.000 nye elbiler, der skal bruges i Ubers flåder af biler i Europa og Sydamerika. 

Valget faldt på kinesiske BYD.

Kilder: Finans, Bloomberg, Wall Street Journal, Automotive News m.fl.

[email protected]

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here