Ifølge amerikansk avis har Fisker indgået aftale med sine kreditorer, der vil sikre, at Fisker Ocean-ejere fortsat kan køre i deres biler.
Tusindvis af Fisker Ocean-ejere – heraf flere hundrede i Danmark – kan tilsyneladende ånde lettet op.
Fisker Inc., selskabet bag elbilen Ocean der fortsat eksisterer under konkursbeskyttelse, har indgået en aftale med sine kreditorer. Ifølge aftalen kan Fisker Inc.’s ledelse, herunder mærkets danske stifter og CEO Henrik Fisker, i en begrænset tid fortsætte, mens boet gøres op og virksomheden afvikles.
Samtidig vil foreningen af Fisker-ejere, Fisker Owners Association (FOA), få en plads ved bordet, når det skal afgøres, hvad der skal ske med Fisker Inc.’s såkaldte ’immaterielle rettigheder’.
Begrebet dækker bl.a. over bilens design og de computer-koder, der er nødvendige for at bygge, styre og opdatere Fisker Ocean. Det skriver den amerikanske avis Los Angeles Times.
Software-opdateringer er afgørende
Adgang til computer-koder er helt afgørende for at holde Fisker Ocean kørende i fremtiden ved hjælp af løbende software-opdateringer. Ikke mindst fordi bilen har været plaget af utallige software-fejl, som der stadig arbejdes på at udbedre.
Foreningen af Fisker-ejere har kæmpet for at fastholde Fisker Inc. i konkursbeskyttelse under den amerikanske ’Chapter 11’ lovgivning. Målet har været at sikre, at Fiskers ledelse fortsætter indtil kendte fejl på Ocean er rettet, og der er sørget for fremtidige opdateringer af bilens software. Det kræver langvarig adgang til Fiskers ’cloud software’, der bruges til trådløse ’over-the-air’ opdateringer af Ocean.
Usikkerhed om reservedele
Et lige så vigtigt udestående er muligheden for at skaffe reservedele. Her er udsigterne mere usikre.
Henrik Fisker valgte at udlicitere produktionen af Ocean til den uafhængige bilproducent Magna, der nåede at fremstille 11.000 biler på sin fabrik i Østrig. Angiveligt er der aldrig produceret reservedele til lager. Derfor er der vedvarende forlydender om, at Fisker har skilt fabriksnye Ocean ad for at skaffe reservedele.
Håbet er, at salget af mere end 3.300 Ocean til selskabet American Lease, der leaser biler ud til kørselstjenesterne Uber og Lyft, vil gøre det rentabelt at fremstille reservedele. Men den korte historie er, at adgangen til reservedele fortsat er uafklaret.
Forhandlingerne om, hvad der skal ske med reservedele til Ocean, kører i et separat spor uden om Chapter 11-forhandlingerne.
Mange Ocean solgt i Danmark
På sigt er der næppe tvivl om, at Fisker Inc. opløses. Efter fejlslagne forhandlinger med andre bilproducenter – blandt dem angiveligt Nissan – om at overtage Fisker, styrer virksomheden mod konkurs.
Investorer skal heller ikke forvente at få en dollar tilbage. Kreditorernes krav mod Fisker Inc. forventes at runde én milliard dollars, og så mange værdier er der slet ikke i virksomheden.
Tidligere i år satte Fisker sin Ocean-model på en slags ophørs-udsalg. Risikovillige købere kunne spare langt over 200.000 kr. på en fabriksny Ocean – til gengæld frasagde Fisker sig enhver forpligtigelse.
Herhjemme blev restlageret købt af den midtjyske brugtbilforhandler Lindholm Biler, der efterfølgende har solgt flere end 50 Ocean. Her har besparelserne været endnu større. Lindholm Biler yder tre års garanti, men tager forbehold for ventetid på reservedele.