Test: Mazda CX-80 – japansk luksus med plads til syv

BILTEST: Mazda CX-80 er en lang CX-60 med plads til syv og proppet med luksus. Opladningshybrid er eneste mulighed, og prisen er pebret.

Hvilken bil? 

I denne uges test kører vi opladningshybriden Mazda CX-80, der er en 25 centimeter længere udgave af CX-60. Den ekstra længde giver plads til syv og koster 50.000 kroner. Samtidig er der hældt yderligere luksusmuligheder af den fineste slags i det japanske flagskib.
Basisudgaven, Exclusive-Line, koster inklusive en nødvendig sikkerhedspakke 573.000 kr. Den lever op til ordet ‘Exclusive’, for den er spækket med luksus. Endnu flere lækkerier føjes til i de fire udstyrsvarianter, der findes udover basisversionen, og i testbilen, der er den topudstyrede Takumi Plus til 645.000 kr., kan der kun suppleres med diverse lakeringer og såkaldte ‘kaptajnsæder’ på anden række som erstatning for de tre normale sæder.
Al teknik i CX-80 er den samme som i CX-60. Motoren er en 4-cylindret 2,5 liters benziner tilsat et batteri på 18 kWh. Den rent elektriske rækkevidde er 61 kilometer, og opladningshybriden kan i stikkontakten ‘tanke’ 7,2 kW i timen.
CX-80 findes ude i verden med en gennemharmonisk 6-cylindret dieselmotor, men da dieselen i CX-60 koster mindst 150.000 kr. mere end opladningshybriden, har Mazda Danmark – nok klogeligt – skønnet, at en dieseldrevet CX-80 ville blive så dyr, at det ikke giver mening at tage den hjem. 

Vidste du at?

Toppen af CX-80-poppen hedder henholdsvis Takumi og Takumi Plus. Takumi er et mytisk japansk koncept, og Takumi-mestre er håndværkere, som er de allerbedste inden for et særligt fagområde. For at kunne kalde sig noget så ærefuldt som Takumi-mester, skal man have minimum 25 års erfaring, og den erfaring gennemsyrer hele tilblivelsesprocessen. 

Takumi-mestre er med andre ord perfektionister, der spotter selv de mindste afvigelser i syninger, lak og samlinger, lang tid før en gennemsnits-nørd får øje på noget som helst.

CX-80 har i øvrigt en storebror, CX-90, der primært sælges i USA, hvor den markedsføres som noget så jævnt som en mid-sized crossover. Den er fem centimeter bredere end 80’eren … formentlig for at gøre plads til de bredere kroppe over there

Hvordan er førerpladsen?

Ordet ‘luksus’ er ikke en overdrivelse. Materialerne i kabinen er topklasse – læder er faktisk læder (ok, nappalæder), træ er faktisk ahorntræ (ikke af plastik-sorten åndenød), og den bløde og lækre plastik er suppleret med fine, japanske tekstiler på dørsider og instrumentbord.
Sæderne støtter fremragende, justeringsmulighederne er rigelige, og efter at have nydt de indbydende sæder og kvaliteten af materialer og samlinger, behages blikket af de mange trykknapper og vippekontakter.
Som det er i en Mazda, manøvrerer man rundt på den 12,3 tommer store infotainmentskærm med et drejehjul, der sidder mellem sæderne, lige ved højrehånden. Gammeldags? Ja, på en måde, men måden at betjene på er mere betryggende end at skulle koncentrere sig om at placere sin finger et ganske bestemt sted på en umådeligt fedtet skærm, mens man lidt for længe har øjnene væk fra vejen.
Knapperne på rattet og under skærmen i midten er også af klik-typen, og som prikken over i’et er head-up-display standard.

Hvordan opleves kabinen?

Med trepersoners sæde på række to er pladsen glimrende, også for personen i midten, og rækken kan forskydes 12 centimeter i længden for at give lidt bedre plads til de to på tredje række. Sæderne på anden række kan bortset fra til basismodellen Exclusive erstattes af to meget komfortable ‘kaptajnstole’, så bilen dermed har plads til seks personer.
De to sæder på bagerste række beskrives af Mazda som værende til personer, der er op til 170 cm høje. Man kan dog godt tillade sig at forvise 180 cm høje personer dertil uden at få alt for dårlig samvittighed. Hvis midtersæderne så samtidig rykkes lidt frem, hjælper det. 

Bagdørene er brede og åbner i 90 grader, midtersædet er nemt at rykke frem og vippe, så det kræver ikke overdrevent mange akrobatiske evner at komme ind på og ud fra tredje række.

På både anden og tredje række er der friskluftdyser, USB-C-stik og kopholdere, og 3-zonet klimaanlæg er standard. Bagagerummet er med række tre i brug på 258 liter plus en stor kælder. Med tredje række foldet ned øges volumen til 566 liter. 

Er sikkerheden i orden?

Her får CX-80 et minus af den unødvendige slags i karakterbogen. Adaptiv fartpilot er nemlig ikke standard i den ellers veludstyrede basisudgave Exclusive-Line. For at få den skal investeres i en sikkerhedspakke til 11.400 kroner, og med den kommer udover den kloge fartpilot også de bedste LED-forlygter og automatisk nedblænding af både bak- og venstre sidespejl. I de øvrige fire udstyrsvarianter er pakken standard.
CX-80 er ikke testet af Euro NCAP, men det blev lillebror CX-60 i 2022 til topkarakter. Der er ingen grund til at tro, at CX-80 skulle klare sig dårligere. Sker ulykken, er crashsikkerheden god, dertil kommer, at fører og passagerer er pakket ind i et sandt arsenal af oppustelige puder til at afbøde skader. Hele 10 af slagsen har den, inklusive den vigtige airbag mellem forsæderne.
De aktive systemer fungerer gelinde og på en både betryggende og behagelig måde.

Hvordan kører den?

Bortset fra den efterhånden meget omtalte basisudgave Exclusive-Line, der står på 18 tommer hjul, kører alle øvrige udstyrsvarianter på 20 tommer fælge. At 18 tommer-komforten er mindre støjende og en tand mere komfortable, er jeg ganske sikker på. Omend jeg ikke har kørt en Excluxive-Line. Konstateres kan det i hvert fald, at på de store kageruller hører man tydeligt rullestøj, og dybe kloakdæksler gør ikke bilen godt. 
Styretøjet er heller ikke skarpt, som et Mazda-styretøj sædvanligvis er, men under de fleste forhold er den store bil komfortabel og en ualmindeligt behagelig rejsepartner.

Hvordan er motoren?

Hvor Mazda CX-80 på stort set alle mulige måder fremstår raffineret og luksuriøs, er den noget mindre fin i kanten, når det kommer til samspillet mellem de to motorer. Det kører dog bedre, end det gjorde i den CX-60, som vi testede for snart to år siden.
I CX-80 skurrer overgangen fra ren el til benzin mindre i ørerne, og når den kører på ren el, er der langt færre mærkelige lyde end i lillebror. Skiftene i den 8-trins automatgearkasse er, som man kan forvente, men er der brug for hurtig acceleration med speederen tæt på gulvtæppet, melder den 2,5 liters benzinmotor sig hørbart ind i kampen. Lidt ufint, lidt anstrengende og ikke på niveau med dét, bilen ellers præsterer.
Det officielle forbrugstal på 62,5 kilometer på literen er mest for afgifternes og Mazdas miljøgrønne glories skyld. Reelt set rakte det 18 kWh-store batteri til 40-45 kilometers elektrisk kørsel. Når batteriet er fladt, og den knap 2,3 ton tunge bil skal drives af benzinmotoren, er forbrugstallet et helt andet. På en længere tur med fuldt opladet batteri hjemmefra kørte den lidt over 11 km/l. 

Når opladning maksimalt kan ske med 7,2 kW i timen, falder anvendeligheden. Hvis man kunne lade med 22 kW, ville tre kvarters ophold i en offentlig stander ved supermarkedet gøre miljøglorien godt.

Passer prisen?

Godt 573.000 kr. for et 7-personers luksuskøretøj er en ganske fair pris. Hvis man ulejliger sig ind på Mazdas hjemmeside og tjekker mængden af udstyr i basisudgaven Exclusive-Line inklusive sikkerhedspakken Drivers Assistance Pack, er man velekviperet. Tilsæt en 23.000 kroners komfortpakke med de avancerede LED-forlygter, elektrisk indstilling af forsæderne inklusive ventilation, sort nappalæder, varme i rat og i sæderne på anden række. Så har du det bedste CX-80-køb til 596.000 kr.
Afgiftsbegunstigelsen af opladningshybrider bliver mindre i 2025, så fra nytår stiger prisen 20.000-25.000 kr., afhængigt af udstyrsmodel.

Er der alternativer?

Antallet af 7-personers opladningshybrider er begrænset, men der findes to konkurrencedygtige sydkoreanere: Kia Sorento og Hyundai Santa Fe. 
Hvis Hvilkenbils Mazda CX-80-anbefaling, Exclusive-Line med sikkerheds- og komfortpakke til 596.000 kr., er den, vi måler konkurrenterne op mod, så skal Kia stille med Sorento Upgrade til 590.000 kr. og Hyundai med Santa Fe Ultimate til 635.000 kr. 
Begge kører lidt kortere på el end CX-80’eren, og begge lader endnu langsommere – maksimum ladeeffekt er 3,3 kW i timen. Og begges motorer er knap så stærke. I det selskab er Mazda en vinder.
Hvis alternativet skal være fuldelektrisk, vil rumuhyret Kia EV9 være oplagt. Med lang rækkevidde (563 km) og alt i udstyr er prisen 575.000 kr. En topudstyret VW ID. Buzz med 462 kilometers rækkevidde koster 510.000 kr.

Konklusion:

For: Kvalitet, kabine, førerplads, udstyr, anhængervægt.
Imod: Elektrisk rækkevidde, adaptiv fartpilot ikke standard.
Hvilkenbil siger: 

Jeg har et svagt punkt for Mazda, der uanset model byder på noget helt særligt. På en måde har mærket fundet ind i en slags niche a la den, som hedengangne Saab befandt sig i: For vælger man Mazda, foretager man et bevidst og lettere alternativt valg. Saabs skæbne har jeg dog ingen forventning om kommer til at overgå Mazda.
Som 7-personers opladningshybrid er CX-80’eren et fremragende bud, men trods alle kvaliteterne vil antallet af købere i elbil-hungrende Danmark være umådeligt få.

FAKTA: Mazda CX-80 2,5 PHEV Takumi Plus

Vejl. pris, inkl. lev.: 645.100 kr.
Pris billigste (Exclusive-Line): 562.000 kr.
Anslået kontantrabat: * 20.000 kr.
Privatleasing: Pt. ikke muligt
Årlig ejerafgift: 780 kr.
Garanti (mekanik/lak/rust): 3/3/12 år
Garanti batteri: 8 år/160.000 km
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet
Antal airbags: 10 (inkl. center- og knæairbag) 
Længde/bredde/højde: 500/189/171 cm
Bagagerum (min/max): 258/566/1.971 liter
Vægt: 2.242 kg
Anhængervægt (u/m bremser): 750/2.500 kg
Motor og transmission: 4 cyl., 2,5 liter benzin, 8-trins aut., firehjulstræk
Effekt/moment: 327 hk, 500 Nm
Batteri: 17,8 kWh
Rækkevidde på el: 61 km
Ladeeffekt: 7,2 kW
Forbrug (WLTP-norm): 62,5 km/l (35-36 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 11,1 km/l
0-100 km/t: 6,8 sek
Topfart: 195 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse m. fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, blindvinkelassistent, aut. bremse for krydsende trafik for og bag, vejskiltegenkendelse, head-up-display, adaptive LED-forlygter m. aut. op- og nedblænding, p-sensor for og bag, 360 graders kamera, elektrisk justerbare sidespejle m. varme, foldefunktion og aut. nedblænding i førerside, aut. nedblænding af bakspejl, regnsensor, elektrisk indstilling af forsæder m. varme, ventilation og memory, varme i sæder på 2. række, 7 sæder, elektrisk justering af rat m. varme, elruder for og bag, 3-zonet klimaanlæg, ventilationsdyser på 2. og 3. sæderække, 12,3 tommer førerdisplay, 12,3 tommer infotainmentskærm, navigation, DAB-radio, BOSE-lydsystem m. 12 højttalere, trådløs Apple CarPlay/Android Auto, trådløs opladning af mobiltelefon, 6 USB-C-stik, nøglefri betjening, elektrisk bagklap m. fodsensor, mørktonede sideruder, panoramasoltag, 20 tommer alufælge.  (*Anslået af hvilkenbil.dk)

Ekstraudstyr:

Metal- og speciallakering: 7.000-9.500 kr.
6 sæder (kaptajnstole på række 2): 6.350 kr.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here