Krise? Stellantis-koncernen hænger i bremsen

Frem til 2023 var håbet lysegrønt. Men en krise banker på, og Stellantis står uden topchef. Verdens fjerdestørste producent famler sig frem.

Carlos Tavares blev i 2021, da Fiat Chrysler og PSA-gruppen fusionerede og blev til Stellantis, set som den rette topchef. Men knap fire år senere står Stellantis-barometret på krise, og verdens fjerdestørste bilproducent målt på antal solgte biler er efter Tavares’ pludselige exit forleden landet i et ubehageligt limbo.

Samlet under Stellantis-hatten er 14 bilmærker, bl.a. Peugeot, Citroën, Opel, Fiat, Alfa Romeo og Jeep, og krisen i koncernen har været på vej et stykke tid. Nogle af Stellantis’ bilmærker har længe klaret sig dårligt, og Tavares bebudede i sommer efter et katastrofalt halvårsregnskab, at ikke alle ville overleve. I månederne op til chefens farvel fortsatte aktierne deres dyk – siden årsskiftet er de faldet 40 procent i værdi – og i september så virksomheden sig nødsaget til at udsende en såkaldt profit warning

Sådan en advarsel kommer, når en virksomhed forventer betydeligt ringere resultater, end man har budgetteret med, og den slags gør ondt i hele organisationen. Og ud over organisationen.

Aktiekurserne faldt yderligere, investorer og medarbejdere blev med rette nervøse for fremtiden, og krisen kan forværre forholdet til de kunder, som virksomheden lever af.

Tissede i bukserne

Nede på gulvet og ude hos forbrugerne kan det betyde, at tilliden til Stellantis har lidt så stort et knæk, at kunder overvejer, om de skal vælge et andet mærke end en Stellantis-model. Gode og velkvalificerede ansatte vil måske begynde at se sig om efter en ny arbejdsgiver.

elbiler
Carlos Tavares fotograferet i januar i år.

Kritikpunkterne af Tavares er, at koncernens biler har været prissat for højt, og at man har bremset udviklingen af nye modeller, især elbiler. Tavares prioriterede kortsigtede løsninger, som umiddelbart fik bundlinje og økonomi til at se godt ud, men det lange lys manglede, da man tydeligvis ikke investerede tilstrækkeligt i fremtiden. 

Så den kortsigtede tænkning er som at tisse i bukserne – på et tidspunkt varmer det ikke længere. Regningen skal betales, og det var dét, der i sidste ende kostede topchef Tavares jobbet.

Salget er dykket

Danmark er et lille land i det store billede, men også hos os er salget af Stellantis-koncernens bilmærker faldet de seneste år. I 2021 var Peugeot det tredjestørste mærke, i 2023 var den franske løve nede på en 7.-plads. Dér ender Peugeot formentlig også i år.

Salget af Citroën i Danmark har nærmest udviklet sig katastrofalt.

Citroën er gået fra en 8.-plads i 2021 til en 15.-plads efter de første 11 måneder af 2024, Opel er dumpet fra en plads som nummer 12 i 2021 til nummer 20 i år. Fiat er raslet fra en 20.-plads i 2021 til en 25.-plads i år.

Målt på antal solgte biler er Citroën, Opel og Fiat mere end halveret siden 2021. Peugeot er det gået knap så skidt for, men det ser ikke opmuntrende ud at gå fra næsten 12.000 solgte i 2021 til lidt over 8.000 i 2024’s første 11 måneder.

Den globale salgsstatistik viser ifølge Roadgenius.com, at Peugeot i 2019 solgte 1.413.023 biler, men i 2023 var tallet faldet til under 1.060.432. Stellantis’ næststørste mærke globalt, Jeep, faldt fra 1.438.428 i 2019 til 1.008.181 i 2023.

Ingen hænder på rattet

Stellantis-ejerkredsen består af Fiat-grundlæggernes efterkommere, Agnelli-familien, af Peugeot-familien og af den franske stats ejerskab gennem den offentlige investeringsbank Bpifrance. Rygter om ny topchef kører allerede og vil fortsætte med uformindsket styrke, indtil posten er besat. Bestyrelsen har meldt ud, at man satser på at udpege en ny topchef i løbet af første halvår 2025. 

Det er potentielt en lang tidshorisont uden en person med hænderne på rattet. Især fordi de kommende måneder er ekstremt vigtige.

I lang tid har udfordringerne med udvikling af elbiler for at kunne konkurrere med den kinesiske invasion været temmeligt presserende. Og den udvikling er ikke overbevisende.

EU’s kommende CO2-bøder, der koster bilproducenter dyrt, hvis ikke de reducerer bilparkens udledning af kuldioxid, er lige om hjørnet. Og 20. januar tiltræder Donald Trump som USA’s næste præsident, og han har truet med bl.a. straftold, der kan ramme i hvert fald dele af Stellantis-koncernen.

Hvem må lade livet?

Stellantis-koncernen består som tidligere nævnt af 14 mærker, og eks-topchefens udmelding i sommer om, at nogle af dem ikke har en fremtid, er uændret. Internationale analytikere peger på i hvert fald tre af mærkerne, som formodes at hænge i en tynd tråd.

DS – den fine udgave af Citroën – Lancia – den tilbagelænede udgave af Alfa Romeo – og Chrysler – der i modsætning til Dodge og RAM ikke har noget særligt på tapetet – er de tre, som meget vel kan være på vej på bilkirkegårdene.

De 14 mærker er:
Abarth
Alfa Romeo
Chrysler
Citroën
Dodge
DS
Fiat
Jeep
Lancia
Maserati
Opel
Peugeot
RAM
Vauxhall

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here